‘Galefyrsten’ Svalegangen, Århus 22.1.08 Anm.

I DEN DYBE SVENSKE SKOV

’Galefyrsten’ på Svalegangen i Århus er ’Gøgereden’ omsat til nordisk formørkelse og forløsning

***

Der er noget helt shakespearsk ved dét sceneri. En skærsommernatsdrøm – eller hvad? Mørkt skovtrylleri, en hvidklædt kvinde lister sig ind i baggrunden, hun sætter an med nogle spinkle toner på sin harmonika, et dorisk tema i brudstykker, vi er straks i en sær verden. Sær som en ond vinterdrøm.
En fortælling udvikler sig hurtigt. Historien om en pige og en sømand, der er gået i land. Hendes drøm om romantiske rejser i det fjerne fortoner sig i favnen på denne knortede sømand, der gemmer sig selv og hende bort i den dunkle skov, påfører hende barn efter barn, indtil hun flygter og overlader ham til skovhugst, myggehelvede og med den sidst fødte knægt, der fra starten er kørt på et sidespor og blevet sær. Sover med sin hund. Siger og gør mærkelige ting.

DIGTERISK RYTME

Mikkel Bay Mortensen spiller denne skæve yngling, et studium i skizofreni og paranoia, fint skildret i desperation, ydmygelse, vrede og standhaftig lyssyn. Historien er den svenske krimiforfatter Henning Mankells, hentet fra en autentisk sag om en svensk dreng med denne skæbne. Som teater fulgt gennem psykiatrisk indespærring og helbredelse. Mi Oulund er både mor og plejer, og Simon Vagn Jensen både far og plejer i kredsløb om knægten, der i sin selvetablerede fabelverden kalder sig ’Galefyrsten’ med nagende selvironi.
Det lille stykke, en enakter, har en digterisk rytme. Der både fortælles og spilles af de medvirkende. Helt afgørende er regiet, Poul Fly Plejdrups sceneri og musikken, ikke mindst Jeanett Albeck og hendes harmonika, der kredser omkring forløbet, medskabende, kommenterende.
En svensk ’gøgerede’-historie, der er blevet en lille poetisk og tankevækkende forestilling i et samarbejde mellem Svalegangen og Odsherred Teater.
4 uger på Svalegangen. Derefter tre uger på landsturné.

Gregers Dirckinck-Holmfeld      

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *