HALLØJ, ROCKSANGER!

Anders W. Berthelsens Frankenstein er nuttet på Det Kgl. – historien er sjov komedie et stykke hen ad vejen, men den lever først og fremmest på en karismatisk fortæller: Rocksangeren Johan Olsen.

Spiller på Skuespilhusets Store Scene indtil 4. april

****

DENNE her ville nok ikke gå i et muslimsk land:
 Hvis Gud han skabte os i sit eget billede
Med bumser og deller og fodsvamp og kropslugt og skæl
Så kan vi vel nok tage og pynte lidt på det billede
Prøv og kast et enkelt blik på dig selv

Men sådan synger rocksangeren Johan Olsen i ’Frankenstein genskabt’, og det er ved gud ikke evig poesi.
Men det er en tone, der i hvert fald i Johan Olsens mund rummer forestillingens komik, men også en uheldsvanger, sort ironi. Lige formuleret af sådan en, som Olsen spillet i stykket: En falden engel, der udøser al sin spot og galle over gud og mennesker. PH kunne have skabt figuren. 
Han er fanden selv, den Johan Olsen, som han fører os igennem en udgave af Frankenstein-historie, der i øvrigt  forholder sig til monster-gyseren nogenlunde som nonnen tog på sømandens berømte. Let, forsigtigt og jomfrunalsk. Ikke Olsens skyld, men sådan er manuskriptet. 
Vi er ganske godt underholdt, især i første akt, mens anden akt ebber ud i handlingsforløb, som Johans navnebror Strauss kunne have sat festlig wienermusik til.
Og det selvom Anders W. Berthelsen er den mest rørende dr. Frankenstein – han minder om den berømte Larsen, som det skulle gå så godt, men så gik det faktisk skidt. Berthelsens videnskabelige kollega Nicolaj Kopernikus er virkelig bedårende i sin snusfornuft, for ikke at tale om som det homunculus-individ, han præsterer, da doktoren får halet ham ud af sin genetiske turbine.
Ikke set morsommere, siden Klaus Ryskjær skabte figuren i ’Faust’-opsætningen på Gladsaxe Teater i slutningen af 70’erne.

KOMEDIE

Hvad går det hele ud på?
Lidt af hvert, tror jeg, for forfatteren Kasper Hoff. At lave en komedie ud af den gamle affære med Frankenstein og hans monster, som en vilter, engelsk forfatterinde satte i søen for snart to hundrede år siden. I hvert fald rive den ude af den traditionelle gyservinkel, som de f.eks. netop har dyrket den på Aarhus Teater.
Det har han set en pointe i sammen med sangskriveren Kenneth Thordal. Sætte et rock band på scenen og give ordet til denne Johan Olsen, der – som alle foromtaler har proklameret – er i den usædvanlige situation, at han er forsanger i et rockband plus ph.d. i biokemi – og altså har et forhold til noget i retning af, om ikke at lave mennesker på kolbe, men dog snerpende derhenad.
Det er et tilstødende element, og hvad dét indebærer, kan vi gisne om – vi sidder i hvert fald med den viden, når vi ser og hører denne kleppert som guide i forestillingen brænde sine sange af med et drønende aplomb og en entertainersikkerhed, der helt enkelt erobrer scenen.
Halløj, biokemiker, du har fat i den lange ende!

SKIBBRUD

Og jo, vi tiltror da også Kasper Hoff, iscenesætteren Heinrich Christensen, sangskriveren Thordal og alle gode kræfter ambitionerne om at få ytret noget væsentligt om videnskabens usikre fremfærd. Om faren ved genmanipulationer til menneskehedens frelse eller fordærv. Og om at få skildret en Frankenstein, der som Anders W. Berthelsens ulyksalige forsker lider skibbrud i sine ambitioner.
Og vi er lyksalige et stykke hen ad vejen, opmuntret af hans forelskelse i den labre Danica Curcic, der på forbløffende vis dumper ned i hans liv, direkte fra Petropavlovsk i det østligste Sibirien – den by, som er løftet ind i historien som afsejlingshavn for Vitus Bering på hans færd, for at det ikke skal være løgn.
Og vi er smårørt til tårer, da stakkels Berthelsen står der med skjorten i urede, røvrendt af alle og tyggende på sine bristede illusioner.
Men fornøjelsen fra den første time af den 2½ time lange forestillingen kommer aldrig rigtig tilbage.
Uanset nye påfund fra scenograf Palle Steen Christensen i hans sjove leg med Skuespilhusets tekniske muligheder.

GregersDH.dk