FRANKENSTEINS GENKOMST

 
Aarhus Teater har fat i den gamle tusmørkegyser, så øjenbrynene løfter sig og latteren pibler.

Spiller på Aarhus Teaters Store Scene indtil 22. december

****

LIGE en aften at stå på dén historie. Mørket har sænket sig, og regnen siler ned over pladsen mellem domkirken og teatret. Det er gysertid. Frankenstein er på scenen.
Da jeg var dreng, troede jeg, at Frankenstein var monstret. Ikke den besatte videnskabsmand, der skabte monstret. Formodentlig fordi Boris Karloff grumme hoved så på mig fra plakaterne, og der stod Frankenstein med store bogstaver ved ham.
Skuespilleren Jacob Madsen Kvolls har højde og knokkelkrop til monster-rollen og et hoved, der kan dæmoniseres til det skrækindjagende med sminkørens kunst. Han tumler ned fra Frankensteins ophængning af ham i laboratoriet som biologisk eksperiment – lige en tand mere lemlæstet af skalpellen i hænderne på den gale eksperimentator end Jonathan Brewster bliver det af Peter Lorre som kirurgen i ’Arsenik og gamle kniplinger’.

LIG PÅ LIG

Og så går det løs. Det er virkelig arbejdet med gyset i Lars Roman Engels iscenesættelse og Catia Haubergs scenografi. Kvoll møver sig som en lemlæstet skorpion over scenen i det meste af første akten, scenerne kommer i filmiske klip, gruen potenseres op af stumper af klassiske orkesterværker, valgt med omhu som uhyggebefordrende stimulatorer – hvad komponister som Brahms, Liszt og Wagner dog ikke kan bruges til som leverandører af nervepirrende suspense! 
Vi er i øde engelske nattelandskaber, hvor vi kun mangler Baskervilles hundeglam for at spænde sikkerhedsselen, vi er til hemmelig opgravning af et kvindelig på en øde kirkegård på Orkney Øerne – her mangler vi kun Den flyvende Hollænder med hans hujende og syngende søfolk for at føje ekstra bæven til. Og vi genetableres i laboratoriet, hvor Christian Tafdrups dr. Frankenstein stabler de halvt rådnede legemsdele sammen, skærer og snitter og poder for endnu engang at skabe nyt liv – nu en kvinde til det stakkels kærlighedshungrende monster. Kun dna- og genteknologien kunne bringe ham og os helt på nutidig bølgelængde.

KAMPEN OP

Forestillingen er et skrapt og dygtigt mix af filmisk gyser og fransk rædsels-teater i den genre, franskmændene kalder grand guignol.
Men vi bliver også mindet om, at ophavet til historien om Frankenstein og hans monster er en kvinde, digteren Shelleys kone Mary, der som natlig storyteller i konkurrence med sin digtermand og Lord Byron gjorde det til en pointe i sin fortælling, at vi har at gøre med en besat videnskabsmand, der ofrer sit ægteskab for at knokle med sin vision. Der er en god lille kvindeundertrykkelse at spille med – og Ene Øster Bendtsen tager smukt og tappert kampen op. Hun tilfører endda helt rørende psykologisk spændvidde i rollen, da hun til sidst lader sig forføre mere end voldtage af monsteret i selveste ægtesengen på bryllupsnatten, mens hendes nybagte husbond storker bevæbnet rundt for at nedlægge det monster, han som har sat i bane som en anden troldmandens lærling.
Der er en god portion underholdende tegneserie over denne Frankenstein-version, holdt i næsten gennemført sort-hvidt og med fine visuelle overblændinger fra video til scene, især i 1.akten.
Garnituren af bipersoner er de mere eller mindre lammede vidner til den forbrødring, der udvikler sig mellem videnskabsmanden og hans robot-produkt: Jens Zacho Boye, Kim Veisgaard, Ena Spottag, Bue Wandahl, Kaja Kamuk og Michael Slebsager.

GregersDH.dk