VOKALSEX

Den argentinske kontratenor Franco Fagioli smøg sig med erotisk virtuositet rundt i det italienske barokke operarepertoire. Tivolis Koncertsal glødede af begejstring.

*****

HAN kommer på scenen som en elegant diskenspringer, en spinkel, veltrænet ung herre, hovedet løftet, balletsikre bevægelser, iført moderigtige sorte bukser, vinrød jakke, åbenstående skjorte – parat til at servere os – ja, hvad? Operaarier.
Lige så højt tempoet er i både i hans smægtende entre og sortie, lige så højt er tempoet i hans vokale performance. Han synger udelukkende galopperende arier af italienske barokkomponister – jo, jo, et par stykker af tyskeren Johan Adolf Hasse er med på programmet, men Hasse er skam italiensk, så det driver, levede og skrev musik på neapolitansk.
Du aner ikke forskel på Hasse og den stribe af komponister, vores gæst i Tivoli, Franco Fagioli, kaster sig ud i: Sarro, Porpora, de Leo, Vinci. Pergolesi, Ragazzi, Cafaro og Manne, født med få års mellemrum omkring år 1700, hele bundtet. Og leverandører til tidens operahuse, og ikke mindst til tidens ind i de vokale himle voksende jubelkastrater, der sang publikum i ekstase dengang.

KÆRTEGN

Der står han så, Franco Fagioli, og yder reverens til den mest virtuose vokalmusik, der vel er skrevet for mennesker. Som en tiger lejrer han sig foran nodestativet, blader med håndbevægelser i partiturerne som serverede han noderne for fyrster, parat til med lysten appetit at sætte sine stemmebånd og hele sin krop ind på at tackle disse komponisters vildeste udfordringer.
Dagen i går havde vi netop om eftermiddagen hørt solsortene ved Sophienholm kvidre om kap med Radiosymfoniorkestrets Christine Åstrand i Kuhlau-sonater – i Tivoli var deres ekstatiske pippen nedfældet på noder fra 1700-tallets operaer, ubeskriveligt umulige at synge for almindeligt dødelige sangere, om de så er så dus med himlens fugle som Poul Reichhardt.
Jo, jeg kalder det vokalsex, jeg havde nær sagt oralsex, men nej: Vokalsex, dét, som denne Franco Fagioli driver med arierne.
Han kærtegner koloraturer, smyger sig med overgiven fryd omkring søjler af toner, bestiger hver top i sin kontratenors højde, går dybt i skødet på ariernes alt-klingende undergrund med en klang, der lyder som hentet fra mokkakaffens hjemland – jonglerer ubesværet med springene i de terrassedynamiske udsving i nogle af arierne, kryber kurrende under lagnerne i de ømmeste vokale henåndinger i andre arier fra dette højdramatiske repertoire.

DRAMA

Arier, som vi ikke begriber mange ord af, for teksterne i disse operaer – næsten alle sammen skrevet af 1700-tallets morderisk flittige operalibrettist Metastasio – efterlader os på herrens mark. Læseren, der søger i koncertens program, kan undre sig over, at komponistnavne og operatitler går på kryds og tværs. Hvem har dog skrevet hvad? Svaret er, at Metastaio nok har skrevet teksterne til det hele, og de forskellige komponister har bakset med de samme libretti om konger og dronninger, der bedrog og myrdede hinanden, mens de slog sig heltemodigt for brystet.
Der er umådeholdent drama i barokoperaerne, og det er det, Fagioli står og synger om med ubetalelig forelskelse og umådelig stemmeudfoldelse og teknik. Ledsaget og indimellem løsladt i pauser af det fremragende italienske barok-kammerorkester ’Il Pomo d’Oro’ under ledelse af violinisten Riccardo Minasi, som på partiturernes opfordring fører de herligste, musikalske dialoger med sangeren. Violin-kontratenor. Minasi-Fagioli.
Uimodståelige musikalske samtaler. Som fuglenes med Christiane Åstrand.

gregers.dh