CHARME OG FRÆKHED

Operaakademielever med franske og russiske sange i Tivoli – store talenter i sjældent repertoire.

****

I TIVOLIS KONCERTSAL… – Sådan en rigtig sangaften a la good old days i Odd Fellow Palæets lille eller store sal!
Nogle vil sige, det er ude i hampen. Fænomenet er mere eller mindre lukket ned i København undtagen ved eksklusive aftener i Mogens Dahls Koncertsal ved Islands Brygge, hvor folk som Bo Skovhus kan dukke op og minde os om, at liedkunstens saft ikke er udtørret.
Alene af den grund er der skønt, når sådan et par unge Operaakademi-sangere som Francine Vis og Henning von Schulman melder sig i Tivolis store koncertsal, får flere hundrede mennesker til at sætte sig til rette for at høre franske og russiske sange fra et delvis usædvanligt repertoire. Og allierer sig med en skrap ung medstuderende ved klaveret, finske Sofia Wilkman.
Vi er opmærksomme. De to er på vej på operascenerne – vi har allerede hørt dem i flere opgaver på Det Kgl. – men ambitionerne går altså på også at komme ned i den mere sofistikerede koncertsangs kroge.
UNDERFUNDIGHED

Dér kan man gøre sig det sværere eller lettere.
Hollandskfødte Francine Vis byder sig udfordringer med Ravels raffinerede Madagasker-sange – oven i købet som indledning på programmet. Et både tekstmæssigt og vokalt spind af vanskeligt artikulerede, klanglige og detaljerede lag i samspil med norske Sigrid Nesets fløjte og polske Michal Pajewskis cello. Men så kunne hun til gengæld senere folde både underfundighed og charme ud med sin varme sopran i sange af Poulenc og Duparc.
Altså franske sange hele vejen fra hende.
Henning von Schulman er en gavtyv. Med et spænd i stemme og optræden, der rækker fra overstadig pågåenhed og komediespil til vokal elegance. Hans karakterbaryton vil vi om nogle år høre i roller som Onegin, tror jeg. Nu sprang han løs på guf om Musorgskijs ’Sangen om loppen’ og samme komponists ægte folkelige ’Dødens sange og danse’. Med en robust og ildevarslende humor, legende overskud og talentfuld, umiddelbar kontakt til publikum.
De to kunne godt have lagt en duet eller to ind – vi så dem for nylig sammen i William Waltons ’Bjørnen’ på Operaens Takkelloftet, men det skulle altså ikke være. Og talentet hos begge var under alle omstændigheder flot oplevet og dokumenteret.

gregersDH.dk