Marius Bjerre Hansen, Ida Marie Rasmussen, Nanna Schaumburg-Müller, Caspar Juhl Berg og Mikkel Løvenholt Reenberg i ‘Fordampet’ (Foto: Mårten K. Axelsson og Jan Jørgensen)
FOR FULD DAMP
Jako-Bole Teatrets gæstespil med ‘Fordampet’ på Københavns Musikteater er et stærkt stuntshow om unge, der roder med at finde sig selv.
****
Der er lettere uro i salen. Den er fyldt af skoleelever. Fra gymnasiet, de fleste.
Klokker er ti formiddag. Hvad sidder de her for i Københavns Musikteater? Teatret har besøg af Jako-Bole Teatret fra Aalborg. Forestillingen hedder ’Fordampet’.
Den handler om ADHD.
Hva’ for noget? Det lyder som en eksamen, man tager på Copenhagen Business School.
Men nej. Det står for: ’Attention Deficit Hyperactive Disorder’ – ’svækket opmærksomhed hyperaktiv uorden’. I gamle dage kaldte vi det ’Damp’ (som også er et sammentræk af en stribe engelske ord).
Men vi er altså ikke på Rigshospitalet. Vi er i teatret. Og ADHD er ikke en egentlig sygdom. Jeg tror heller ikke, der er en eneste i salen, der opfatter det sådan, da forestilling først ruller.
STUNTS
Tre fyre og to piger – alle fem professionelle skuespillere. Først står de der bare. Helt stille. Så begynder de at snakke i munden på hinanden. Og så kører det. Kanonsalver af stunts, hvor ord tæller mindre end action. Den fordamper hurtigt – fornemmelsen af, at vi ser en flok, der lider af en form for hyperaktivitet og mangel på koncentration, som ligger ud over, hvad så mange unge i teenage-alderen render rundt med.
Det er nok det stærke ved forestillingen. Vi kender reaktionerne, følelserne, rastløsheden, usikkerheden. Det alt sammen. Vi genkender, hvad der sker i kroppen, i hormonerne, i hovedet på aldersklassen mellem 12 og 17.
Her ser vi pigen, der føler sig skudt ud og mobbes. Drengene, der har svært ved at styre deres usikkerhed over for pigerne. Og især: Drengene, der konstant forløser deres ubrugte kræfter i eksplosioner af stunts, der både er efterligninger af film-slagsmål og proppet med over- eller understyret grin, dril, leg, skæg og ballade.
TEMPO OG STUMHED
De fem skuespillere – Casper Juhl Berg, Marius Bjerre Hansen, Ida Marie Rasmussen, Mikkel Løvenholt Reenberg og Nanna Schaumburg-Müller – holder skiftevis et hæsblæsende tempo og total stumhed, som kan være lige så urovækkende, for hvad sker der i hovederne på unge, der ikke er i stand til at kontrollere deres handlinger? De går i baglås.
Der er ikke nogen egentlig handling i stykket. Bortset fra stumper af forløb: Pigen, de føler sig udenfor. Drengene, der konkurrerer om modet til at lirke en brystholder af en af pigerne.
Den norske instruktør Leiv Arne Kjøllmoen opererer til gengæld gang på gang med at lade de fem også spille forældre, lærere, voksne med skideballer og løftede pegefingre – ganske præcist eksekveret, så rolleskiftene er gennemskuelige.
Det hele udspillet på noget, der ligner en stump af en skate board bane. Oplagt til at jonglere på som risikabel slagmark for målgruppen.
Den målgruppe, som klart er unge med en hvilken som helst grad af ADHD. Selv den grad, som kun indædte og arbejdshungrende psykologer vil definere som behandlingsmodne. Nemlig de ganske almindelige, normale piger og fyre, der prøver at finde ud af livet.
Det er sådan nogle, vi kikker på. Og det er meget underholdende.