Paw Henriksen, Søren Sætter Lassen og Marie-Louise Wille i ‘Forbrændt’ (Tegning: Claus Seidel)
FØR TAVSHEDEN
’Forbrændt’ på Det Kgl. er en lang fortælling fra en ildevarslende, men fascinerende orientalsk kultur
****
EN sort scene. Og på bagvæggen et par arabiske skrifttegn. Hvad betyder de? Formodentlig det ord, der er stykkets titel: ’Forbrændt’.
Ildevarslende. Men smukt ser det ud.
’Hvad synes De om skriften?’ som man spurgte i ugebladenes læserbrevkasse engang. ’Nydelig’, ville svaret lyde om den elegante flammeskrift, tegnet med fast hånd.
Ildevarslende og smukt. Sådan bærer stykket også igennem tre timers – drama? Nej, fortælling. Et eventyr, der bringer os til fjerne egne, et vældig epos flettet ind i en kultur, som vi i den virkelige verden møder face to face, nat og dag, blandt indvandrerne fra mellemøsten, og som vi konfronteres med gennem det mere eller mindre uigennemtrængelige filter, der er tv’s, pressens, mediernes: Den muslimske verden, faretruende, fascinerende, afskrækkende. Og tillokkende – for den er nok synonym med sharia-lovgivning, terror, kvindeundertykkelse, raseri over Muhammed-tegninger og had til vestlig kultur og århundreders imperialisme.
Men den er også myternes verden. Fortællingernes, Tusind og én nats, Sheherezades.
PÅ SPORET
’Forbrændt’ handler om en mor, der dør efter års tavshed, men efterlader sig et testamente, der sætter de efterladte, et tvillingepar, på sporet af morens orientalske fortid og til deres overraskelse: En far, de aldrig har kendt, og en bror, de aldrig har hørt om.
Tvillingepigen rejser ud, tvillingebroren følger efter. En lang labyrintisk rejse for at finde ud af, hvad der har gemt sig bag morens tavshed.
Historien har passager, hvor den er ved at gro til i omstændelighed. Vi skal belave os på tålmod og digressioner, men forfatteren Wajdi Mouawad er libanesisk født canadier, og han fortæller i ryk, der skifter mellem dvælen ved detaljer og eksplosioner af handling.
Fortællingen har Narnia-dimensioner, den er en vandring i tid og sted. Med krimi-anstrøg som den Almodovar-dramatisering af ’Alt om min mor’, der i øjeblikket går på Folketeatret. Igen en beretning om jagten på at få klarlagt et familiemæssigt udgangspunkt.
Og igen en forestilling, hvor instruktøren – den 32-årige Rune David Grue – kan spille med anakronistiske spring og samtidige forløb – vi er på et advokatkontor i Canada og i en muslimsk landsby, i ørknen og i en boksearena på én gang. Vores handlingsbilleder skifter og springer som i filmiske klip. Den næsten nøgne scene åbner for utallige muligheder, kun vores forestillingsevne sætter grænser.
BAGGRUNDEN
Et handlingsreferat vil sætte tastaturen på slidsomme prøvelser frem mod den kulmination i stykket, der bringer en løsning, der ville være en Agathe Christie værdig, hvis den ikke samtidig rummede en så rystende baggrund, at vi bringes direkte ind i den fjerne krigs-virkelighed, som vi prøver at filtrere fra i vores hverdag. Det må være nok at fortælle, at forfatteren skriver på baggrund af egne erfaringer fra massakrer i Libanon. Til gengæld virker de eksempler på islamisk kvindeundertykkelse, som handlingen er baseret på, særdeles nærværende, fordi vi jævnlig hører ekkoet og ser følgerne af noget lignende tættere på os.
Der er altså to pointer i ’Forbrændt’: Den politisk-idologiske substans: Nærbilledet af islamisk kultur. Og den sceniske oplevelse af en dramatisk fortælling.
SÆTTER LASSEN
Det sidste gennem en stærk besætning af en lang række roller. I første række Søren Sætter Lassen, der spiller den utålelige og utåleligt morsomme karikatur af en advokat, der sætter spillet i gang som eksekutor af den afdøde mors testamente. Det er Sætter Lassen kattevenlig, benhård, forvrøvlet, selvoptaget – spillende på de sarteste nuancer af virtuos stemmeføring, hurtige pareringer, pludselige temposkift fra elskværdighed til knivskarp procedure-professionalisme. En snurrig figur – også en art Sherlock Holmes eller Phileas Fogg, der følger sine klienters opklaring gennem hele forløbet som rejsende partner.
Og som tvillingerne den uimodståelig entusiastiske og rørende Heidi Colding Jørgensen og den unge vrede bror, Paw Henriksen, opfarende, men troskyldig – han vil hellere blive hjemme og boksetræne, men følger søster, da det kommer til stykket.
Morens historie følger vi i flash backs, og rollen er fordelt på den unge Malin Brolin-Tani, den midaldrende Birgitte Simonsen og den ældre Helle Hertz, i fascinerende springvise episoder, umiddelbart et kompliceret forløb, men godt klarlagt og troværdigt gennemført.
KRIGEN
Den sværeste rolle har nok Marie-Louise Wille, fordi hun af natur og sind befinder sig så langt fra den mellemøstlige autenticitet, som tænkes kan, men hun kommer igennem i kraft af nærvær og varme. Selv med en kalashnikov over skulderen. Derimod har den regulære krigeriske nærkamp mellem Peter Plaugborg og Toke Græsborg det sværere på den åbne, nøgne scene. Man tænker på, hvordan netop Rune David Grue på Teater Plan B i stykket ’Som brødre’ for et par år siden kunne skabe en anderledes fortættet krigsstemning – måske netop i kraft af en scenografi, der befordrede situationen. Karin Betz’ scenografi på Skuespilhusets Store Scene er til gengæld nødvendig og perfekt for at kunne rumme de ustandselig skiftende scener.
Som sagt: Omstændelig scenisk fortælling. Stærke højdepunkter. Meget til overvejelse.
