Claus Seidels tegninger fra premieren på ‘Foråret’.

DØDENS

SMUKKE

BILLEDE

Katrine Wiedemanns og Maja Ravns sceniske fabulering på Teater Republique over et maleri fra 1896.

Koncept: Instruktør Katrine Wiedemann og scenograf Maja Ravn. Udgangspunkt: Maleriet ’Foråret’ af Harald Slott-Møller 1896. Medvirkende: Bl.a. Laura Bro og Joen Højerslev.

’Foråret’ spiller på Teater Republique til og med 16. april.

***

”DET er ikke teater, dette her,” siger Katrine Wiedemann ude i foyeren, stående midt blandt publikum i Republique for at introducere forestillingen.
Jo, gu er det teater, det der foregår. Vi er i et teater. Der er en scene. Der er en dekoration. Der er spillere på scenen. De taler og gør ved, og musikken spiller. Men vi er da fulde af forståelse for hendes forbehold og forsigtige advarsel. For det er sandelig en forunderlig og mærkelig forestilling, vi kommer ind til.’
Teatret har fået en idé. Det har foreslået Katrine Wiedemann at lave et stykke om et maleri. Hun må selv vælge. Hun har valgt et billede, hun selv har hængende en kopi af derhjemme. Det hedder ’Foråret’, og det forestiller en ung pige, der sidder på en bakke mellem et par træer og med et landskab i baggrunden. Originalen hænger på Hirschsprungs Museum.
Wiedemann har scenografen Maja Ravn med i projektet.
Og hvad kommer der så ud af det? En forestilling om livet og døden. Fortalt i scener, der springer i mange og forbløffende rejehop omkring den lille bakke, bondepigen sidder på og drømmer om.
Drømmer om hvad mon? Alt det, Wiedemann fantaserer sig til, pigen drømmer om. Og alt det, Wiedemann selv får af tanker og drømme om ved at se på pigen og billedet. Det udfolder sig i rummet på og omkring den lille bakke. I kongesiden ved et monstrum af et køkkenarrangement, der kan få pigen til at eksplodere i hverdagspanik og knalde inventaret. I damesiden en sofa, der kan bruges til at udfolde djærv sex, svær at følge på andet en lyden derfra, hvor denne anmelder var anbragt, for Republique-scenen er udnyttet i sin fulde bredde og sofaen næsten uden for synsvidde. Man rejser sig jo ikke fra sin stol for at se med, eller kommer igen efter forestillingen og beder om at få scenen gentaget, som om man var Prins Knud. Eller kaster sig ned i scenesofaen som den adrætte Joen Højerslev gør for at lege med.

SORT FUGLEKVIDDER

Det kan lyde, som om pigen på billedet mest indbyder til hverdagsskildringer i lyst og nød, men Wiedemann og Ravn har fået andre herlige billeder på nethinden. En lang og henrivende scene midtvejs er inspireret af de fugle, der er på maleriet – Lauro Bro som pigen bliver fugl og Hauerslev en sort ravn i en pippende og gnækkende erotisk pantomime, der har været svær at stoppe, for de to er ubetaleligt morsomme og livagtige som kvidrende fugle. Men vi er advaret. Det er liv og død, og vi ser også Døden selv i sort kutte og med leen klar ved pigens side.
Forløbet har en egen poetisk rytme, og det er ikke særlig relevant, at det pludselig afbrydes af et interview, Katrine Wiedemann lægger ind med Rigshospitalets direktør på scenen. Det er interessant nok, at forestillingen tænker årstiden forår som en tid, hvor død indtræffer hyppigere end ellers, men direktøren kunne ikke bekræfte tanken, og det havde nok været klogt at lade det blive ved maleriet og de sorte fugle.
Den improviserede kredsen omkring de indtryk, maleriet sætter i gang, overflødiggjorde også Laura Bros i øvrigt fine oplæsning af en novelle, der handler som en ung mands selvmord. Vi var gerne blevet i maleriet og dets symbolik.

gregersDH.dk