Lars Simonsen og Sarah Boberg i ‘For enden af kærligheden’ på Husets Teater (tegn. Claus Seidel)

REJSEN ENDT

Lars Simonsen og Sarah Boberg spiller fremragende i opslidende, fransk ægteskabs-drama på Husets Teater.

Tekst og instruktion: Den franske dramatiker Pascal Rambert. Medvirkende: Sarah Boberg og Lars Simonsen samt et børnekor fra Vesterbro Sogn.

’For enden af kærligheden’ spiller på Husets Teater indtil 7. november. Det er produceret af Odense Teater, Aarhus Teater og Husets Teater i fællesskab, med premiere i Odense for en måned siden.

*****

”HVOR er broerne, der fører tilbage til livet?” spørger kvinden i den hårrejsende magtkamp mellem de to ægtefæller.
Broerne er der ikke. De er knækket og bombet sønder og sammen, som var det broerne over Rhinen i sidste krigsår under 2. verdenskrig.
Og her i den franske dramatiker Pascal Ramberts drama ”For enden af kærligheden” genopbygges de ikke. Ægteskabet lemlæstes punkt for punkt, replik for replik, knogle for knogle i en dialog, der savner sidestykke i det meste af den ægteskabelige opgørs-dramatik, vi kender.
Dialogen er bygget op, så manden Lars, skuespilleren Lars Simonsen – skuespillerne bærere deres egne fornavne i stykket… så han taler uafbrudt i over tre kvarter, en kavalkade af rasende nedgøringer af konen Sarah. Sarah Boberg spiller hende, og huns står som en dødsdømt foran sin pæl og er den næsten ubevægelige skydeskive for hans beskyldninger, hans vrede, had og raseri.
Han vandrer som et vildt, såret dyr frem og tilbage i en syndflod af jammer og skuffelse, broderet med eksempler på, hvordan alt, der engang har været mellem dem af smukt, af forelskelse, kun har været illusioner og luftige drømme, der er radbrækket af hendes aggressioner og terroriserende egocentri.
Indtil det hele vendes imod ham af hende i de næste tre kvarter. Med våben, som er næsten de samme. Beskyldningerne, eksemplerne, vreden – kun med den forskel, at hvad der hos ham var blandet med narcissistisk selvmedlidenhed hos hende strejfes af forsøg på forsoning.
En hånd rakt frem. Afvist i stædig ubøjelighed.

INFERNALSK

Manuskriptet til stykket foreligger som program for forestillingen, og jeg tror næsten, at en nøjere analyse af det vil afsløre, at stykket stort set er bygget op som en kæmpe barokfuga med omvending, d.v.s. gentagelse baglæns af det tematiske stof. Alt, hvad Lars fyrer af i første del, dukker op hos Sarah i omvendt rækkefølge og med modsatte fortegn. Samme strømme af aggressioner, men jammer vendt til skuffelse.
Spillet et drevet af forrygende nærvær i en totalt neutral scenografi. Vi er på 1.salen i Husets Teater med de store vinduer ud mod Halmtorvet. ’Salen’ er ikke mere end en stor, smuk, umøbleret dagligstue, alt er koncentreret om den infernalske dialog, som udfoldes i to kæmpe monologer, kun adskilt, så vi kan trække vejret et øjeblik, af Vesterbro Sogns børnekor, der bryder ind med en påstand om, at det er deres øvelokale. Og så synger de og går igen. Et fiffigt trick, der på en pudsig måde hænger sammen med, at de to kombattanter nogle gange omtaler deres intense opgør som skuespil, der illustrerer menneskenes ukuelige uduelighed til at indgå i parforhold.
Det er i hvert fald skuespil og skuespillerpræstationer af en karat, der sætter nervesystemerne på højkant.
En historie om et kærlighedsforhold, der flænses i stykker. To mennesker ligger lig, da det slutter. Rejsen er endt. ’Journeys end’, som et berømt engelsk krigsskuespil engang hed.
I S-toget på vej hjem hører jeg det stående højtalerråd til passagerne: ”Please keep an eye on your belongings, and remember to take them with you when you leave the train.”
I ‘For enden af kærligheden’ er det, de to tager med sig, da de står af, rendyrket forbitrelse, der svier i øjne og sind.

gregersDH.dk