Lotte Andersen, Youssef Wayne Hvidtfeldt og Emilie Rasmussen i ‘Folkekongen’ på Husets Teater (Tegn.: Claus Seidel)

MAKE AMERICA HATE AGAIN

Hvem vælger vi mennesker, når vi bliver spurgt? Og hvorfor? En ætsende, absurd komedie, spillet med speederen i bund på Husets Teater.

Dramatiker: Elfriede Jelinek. Instruktion og scenografi: Liv Helm og Baboo Liao. Medvirkende: Lotte Andersen, Youssef Wayne Hvidtfeldt og Emilie Rasmussen. 

’Folkekongen’ (tysk titel: ’Am Königsweg’) spiller på Husets Teater indtil 7. december. Varighed: 1 t 45 min.

****

PUBLIKUM sidder på de to langsider. Scenen i midten. Det første, der sker, er at en kvinde rejser sig højt oppe fra en af de bageste rækker og slynger voldsomheder mod publikum. Det er skuespilleren Lotte Andersen. Hun siger, hun er ’den blinde seer’. Den, som ser dét, vi andre ikke ser.

SKAL vi skældes ud, hånes måske? Ja, vi skal. Men hvem er hun? Vel Teiresias, hende, som i græsk mytologi blev dømt til blindhed af Zeus, fordi hun hævdede, at kvinder har ni gange så meget glæde af samlejet som manden. Det skal vi nu ikke høre specielt om, selvom det kunne være sjovt. Men til gengæld for sit tab af synet fik hun altså tildelt den egenskab at kunne se, hvad andre mennesker ikke kan se. Og det er der, vi skal hen. Vi skal se os selv som passive og lammede over for dem, vi overlader magten. Og så rutches vi gennem en strøm af fantastiske billeder på, hvordan vi tromles af det moderne livs kræfter. De kræfter, vi har lagt i hænderne på en ’fiktiv’ folkeforfører.

DET er den østrigske dramatiker Elfriede Jelinek, der har skrevet stykket. Hun er verdensberømt for skarp, politisk dramatik. I dette tilfælde greb hun pennen den aften, Donald Trump var valgt til U.S.A.s præsident. Hun så, hvad der var undervejs, og skrev på sine ekstatiske måde løs på et kæmpelangt teaterstykke. Hendes facon er en rablende tale- eller skrivestrøm, hvor vrede, aggressioner og knivskarpe analyser vendes og drejes med en flammende ordrigdom. Ikke teater med handling og hoved og bipersoner, men teater fyldt med kritik, visioner og mylder af billeder.

DET, vi ser på Husets Teater er seks timers manuskript nedredigeret til et stykke under to timer, hvor Jelineks sproglige tornado er til at overskue. Sådan set. For det er stadig hidsig kost af ord og sætninger. Associationer, der ryger gennem hendes intellektuelle feber-hjerne. Lykkeligvis på Husets Teater associationer, der er sprættet op i overraskende handlinger, som gang på gang udløser munter latter og forbløffelse. Vi skal angiveligt se paralleller til de græske myter, ikke bare om Teiresias, men også om Ødipus, den ulyksalige konge, der fik sine øjne stukket ud, dræbte sin far og giftede sig intetanende med sin mor.

DEN mytologiske baggrund er ikke meget indlysende i opsætningen på Husets Teater. Det er til gengæld de realistiske henvisninger til en demokratisk kultur, der spiller fallit, og til Donald Trumps sving med sin private bankkonto, sin tillærte terrorpraksis i finansverdenen og sin uregerlige, spontant huserende pisk. Ikke bare prototypen på en demagog og politisk autopilot, men selveste inkarnationen af folkeforføreren, ’Folkekongen’. Der bliver ikke lagt fingrene imellem, når han i praksis korsfæstes, eller når Frihedsgudinden bliver voldtaget, eller når jordkuglen bliver sat i svingninger over vores hoveder med den kinesiske premierminister som overtager af den globale magt og resultat af Folkekongens skæve tiltag. Men også menneskenes drift mod deres egen iboende volds- og hadpotens bliver fyret af med bl.a. optrin af nabostridigheder og all round efterligninger af magthaveres griskhed.

INSTRUKTØREN Liv Helm, som vi mange gange har set i udfald med pågående fantasifulde iscenesættelser, har – sammen med sin taiwanske kollega Baboo Liao – leget med mulighederne i urskoven af tekstlige detaljer i Jelineks ordtilstoppede manuskript.

HUSETS TEATER nægter os ikke indblik i Elfriede Jelineks Nobelpris-belønnede, sproglige manerer: Programmet gengiver et kilometerlangt brudstykke af hendes tekst – på nådesløst tysk. Med lup og under megen vånde finder man dér flere af de idéer, der visualiseres så overstadigt og vittigt på scenen af de tre skuespillere.

DET er politisk teater på en original facon, lykkeligvis håndteret med en stærk sans for humor og fantasi. Og forståelse for den utilslørede undertone af kritik og påvisning af alle menneskers medskyld i det magtmisbrug, vi tillader livsfarlige diktatorer. Animerede protestsange som ’We will rock on’ og plakater med ironiske slogans som ’Make America Hate Again’ er nogle af midlerne. De slagkraftige præstationer af de tre skuespillere sikrer, at de virker.

gregersDH.dk