KOM IGEN, TOSSER

’Fobiskolen’ i festlig opløsning på mammut Teatret. Men den har potentiale til opstandelse.

****

 Lisbeth Wulff og Olaf Johannesen i ‘Fobiskolen’. Mammutteatret på Kaleidoskop2 (Foto: Palle Steen Christensen)

Det er som at gense den kære familie. Eller snarere: Som at tænde for fjerneren og se næste afsnit af tv-soapen ’Her går det godt. Her bor de tossede’.
Efter afsnit 1 og 2 af ’Fobiskolen’ har vi nu fået koblet 3. og sidste afsnit på, ekspederet i sammenhæng på en maraton-aften fra kl. 18 til 23.15.

UNDER PALMERNE

Tre ting står klart, når man tumler ud i nattemørket og har overladt Olaf Johannesen til at tænke over sit liv under palmerne i Langtbortistand, dog ikke længere borte end at han har konen Sus på mobilen – noget kan tyde på, at det er som Martha og George, der kryber i dobbeltsengen til sidst i ’Hvem er bange for Virginia Woolf’ på Gasværket: Alt er gået ad helvede til, men vi kommer nok i gang igen. Dér med skænderierne. Hér med de terapeutiske fiflerier. 

100 AFSNIT

Dermed er vi ved den første ting, der står klart: ’Fobiskolen’ har potentialet til at blive en fed underholdnings-serie i sit com-genren. Den vil kunne køre i 100 afsnit. Når først de ferme manuskriptforfattere Kari Vidø, Lars Kjeldgaard og Claus Flygare får rørt op i suppen, vil der ikke være grænser for hvor mange episoder, de vil være i stand til at lægge ind undervejs eller i halen på den aktuelle slutning i 3. afsnit. 

HOLDET

Gør de dét, så er vi ved den næste pointe: De kan mageligt beholde skuespiller-holdet. Det er nemlig formidabelt bygget op:
Lisbeth Wulff, den nuttede, vildfarne Barbara, som desværre, men forventeligt tager livet af sig under et spleen-anfald  – men den finale, kan man bare gemme til afsnit 99.
Anders Hove som den uimodståeligt kuldsejlede Jens, der får knopper af at se tal i kolonner eller nydelige bryster.
Tina Gylling Mortensen, der håndfast, men målløs tumler rundt og lægger horoskoper.
Ellen Hillingsø, som har fået sin Mette-karriere stålsat, men ikke kan finde sin mentale skruenøgle.
Paw Henriksen, der er så glad og fodboldsund som Esben.
Christian Hetland, der som Tom er en karakterløs døgenigt.
Stine Schrøder Jensen, som er parat til at påtage sig alle tænkelige sociale moderroller.
Og så Helle Dolleris, der er den milde, utrættelige, smalsporede, men rørende forstanderkone Sus, der hælder terapeutisk olie på de mest oprørte vande, mens hun holder sin betændte forstandermand Niels stangen. Niels, der er den skrupelløse, gennemskuelige terapeutsnog kalkeret over et udvalg af den stribe af de typer, vi jævnlig ser som  morgen-tv-gæst.
De spiller alle så underholdende, præcist og velgørende cool de forskellige, afsindige mentale rodehoveder, manuskriptet byder på.

FINALE

Tredje konklusion: Som den tredelte historie fungerer her taber den pusten en smule hen mod slutningen. Det sværeste i denne verden er at slutte af. Efter at vi i denne del har været igennem tordenvej, saunabesøg, den halve afsløring af forstanderens fidus-ildspåsættelse for at få den forsikring udbetalt, der kan redde foretagendets krise, kommuneforvaltnings dame, der flygter skrigende bort fra det Sodoma af en institution, som man har støttet med sind og tegnebog – vandrer vi noget langsomt og diffust mod at få slået krølle på historiens hale.
Som sagt behøver der heller ikke at være nogen knude på krøllen. Forfatterne trænger nok til at puste lidt ud, stramme finaleballerne og tage fat igen. Så kan Forbiskolen genåbne med nye indslag  – hvor som helst undervejs. I al sit gribende, muntre afsind.

Gregers DH