DEN MIGRÆNERAMTE FIGARO
Nybesættelser ved repremieren på ’Figaros Bryllup’
****
‘EN slags migræneramt hjernekiste’ kaldte jeg Kasper Bech Holtens opsætning af ’Figaros bryllup’ ved premieren for trekvart år siden.
Nu har den migræneramte forestilling haft repremiere. Man kan genopleve den dystre opsætning, angiveligt tegnet af en Kasper Holten som et eksperiment i stil med Sartres ’Lukkede døre’. Klaustrofobi og undergangsstemning. ’En trist komedie’ som han kalder det i programmet.
For ikke at blive i for trist humør til at viderebringe ord om nogle fine sanglige nybesættelser i genopsætningen, henviser jeg i øvrigt til min anmeldelse fra 4. maj 2008, som blev tildelt to stjerner. Fire i dag til sangerne.
NYE FOLK
Nybesættelserne drejer sig om især to debut’er i hovedroller: Ludvig Lindstrøm som Figaro og Audun Iversen som Greven. En ung svensk og en ung norsk baryton. Operaakademiet sprøjter nordiske sangere ud, vist med danske i undertal.
Lindstrøm, to meter høj, en ranglet og drenget fyr med en røst, der klinger fint og et vibrato, der enkelte gange bringer klangens kerne i farezonen og en sanger, der som type fungeret flot som den kække tjener.
I parentes bemærket: Hans vibrato er ikke noget problem i forhold til det, Ylva Kihlberg som grevinden ind imellem slås med. Hun behersker sine recitativer perfekt, men har i arierne mas med at styre vibratoet og intonere præcist, især i mezzoforte-ansatser. Det er ærgerligt, fordi hun ellers tegner sin grevinde skarpt og ganske bevægende. Og hun kan jo ikke gøre for, at Holten spolerer smerten og indadvendtheden i hendes første arie ved at gøre scenen til en meet the press seance.
OMVENDT DON JUAN
Men til Audun Iversen, nordmanden. Holten manipulerer ham bevidst langt ud i rollen som spillets omflakkende taber – en slags omvendt Don Juan – et parti, som han allerede er hyret til på Glyndebourne Operaen til efteråret 2010. Men man er ikke et øjeblik i tvivl om, at den vakkelvorne og gennemhullede spradebasse af en grev Almaviva, han præsterer, kan konverteres til en livsfarlig Don Juan. Hans baryton er stor og glansfuld med en sjælden klang af ædelt træ.
Det er således to stærke baryton-debut’er, der bydes på.
Og så skal vi ikke overse og overhøre, at repremieren lancerer Tuva Semmingsen som Cherubino – rollen som hun fik så stort held med i den tidligere opsætning af Mozarts opera. Det er en overdådig præstation, sangligt perlende og scenisk suveræn.
Heller ikke, at de, som er gengangere i Holtens ’Figaro’-regi, gør deres bedste for ramme både galgenhumoren og almindelig, intuitiv lystighed. Ikke mindst Lise-Lotte Nielsen som Marcellina. Hun flytter ’Bakkens Hvile’ til Kgs. Nytorv. Morsomt og far out.
