Andrea Pellegrini og Andrea Patucelli i ‘Figaros Bryllup’ (Foto: Anders Bach)
*
*
*
*
*
*
*
*
*
HOLD FAST I SVINGET
‘Figaros Bryllup’ i fartglad retroudgave på Den Jyske Opera. Opsætningen står sig, men charmen er tempoet mere end fordybelsen.
Spiller indtil 5. december på turné i hele landet i to skiftende besætninger.
****
LIGE forunderligt hver gang! Hvad Mozart kan komme af sted med. Fanden tager ved ham i ‘Figaros bryllup’ den ene gang efter den anden. Især i ensemblerne, det ene påfund tager det andet, vi tror noget, og så er det pludselig noget andet. Vi tror, vi ved, hvad der er i vente, men så pludselig….
Og så tilgiver man jo lidt af hvert. F.eks. en ‘Figaros Bryllup’, der rammer, men ikke altid plet i kampens hede.
Den jyske Opera har genoptaget den opsætning, som Jan Maagaards iscenesatte for seks år siden. Det er en ‘Figaro’, der hviler på et trygt, traditionelt grundlag. Ingen forbløffende eller hårrejsende eksperimenter som vi oplevede med Kasper Holtens ‘Figaro’, først på Aarhus Sommeropera som et sexorgie, senere på Det Kgl. i klaustrofobisk undergangsstemning. Med Maagaard-opsætningen er vi nu hjemme i slutningen af 1700-tallet hos greven og grevinden og tjenerskabet, der rister herremanden over åben ild, indtil han erkender, at førsteretten til personalets unge brude hører fortiden til.
En kønt kostumeret forestilling i den tyske scenograf Peter Schultz’ enkle dekoration. Ingen chok scenisk, men solidt klassisk komediespil. Der bliver sunget på det italienske, der er er originalsproget.
Det har selvfølgelig masser af fordele, at der nu altid synges på italiensk – recitativer og arier risler forunderligt på dét sprog. Men det kan nok knibe for den del af publikum, der sidder tæt på scenen at få ordentlig udbytte af de danske oversættelser højt over prosceniet.
PRESSET TEMPO
Premieren i aftes var henlagt til koncerthuset i Odense – forestilingen skal på turné – og skal man kikke op for at læse tekster, så har man til gengæld orkestret lige for sig i koncerthuset, med Odense Symfoniorkester lige på og hårdt må man have lov at sige, for det meste af første akt forløb med at få afstemt balancen mellem sangere og orkester. Hvad der især gik ud over Vibeke Kristensens sprøde sopran i åbningsscenerne, og dermed også balance og samspil med hendes Figaro, den italienske Andrea Patucelli, der med sin stemmevolumen kunne tage kampen med orkestret.
Efterhånden fik den svenske dirigent Per-Otto Johansson styr på det og løste den side ved dét, der åbenbart er hans varemærke: Et strømmende, højt tempo og et drive, der på fin vis får de sprudlende finaler i akterne til at blive medrivende og gejler sangerne op til løssluppen, men nogenlunde disciplineret spil.
På den måde kom de absurde gemmelege og snydemanøvrer omkring den ulyksalige, fortumlede grevebuk og hans lige så ulyksalige, forkuede og sørgmodige grevinde til at blive meget underholdende, selvom det også lagde et vist vokalt pres på f.eks. Kari Postmas grevinde og Vibeke Kristensens Susanna og ikke gav luft nok omkring en komisk Basilio som Erik Bekker Hansens.
Det pressede tempo kunne en sanger som Andrea Pelligrini i Cherubinos rolle til gengæld holde i ave med sin robuste, velklingende mezzo og smittende stage presence. Min nostalgiske erindring om dansksprogede grever i det århusianske og københavnske kalder salig Henry Skjær på skærmen. Han fik nok netop den tid og det rum om sig, som her under Per-Otto Johansson lod grev Almaviva, Gianpiero Ruggeri lidt i stikken på trods af en sikker figur og magtfuld baryton.
Og så igen: Flugt og hurtighed anfægtede ikke en Bolette Bruno Hansen, der førte sig gævt og morsomt frem som mutter Marcellina, og Estrid Mott Iversen fik da lov at dvæle nogle øjeblikke i sin lille ømme sang i sidste akt.
NEM OG SVÆR
Mozart lyder så nem, men er så svær. Og det er åbenbart tit et problem med Jyske Operas turnéforestillinger, at der skal udskiftes landsdelsorkestre undervejs og derfor ikke altid opnås fuld fortrolighed mellem scene og orkester. Forceret orkesterspil kan kamuflere noget, men få andet til at falde på gulvet.
Allerede her tirsdag aften er der tilmed et nyt hold solister på banen, der skal holde trit med kor og orkester. Så dirigent og alle implicerede har ny linedans foran sig.
GregersDH.dk
Jeg må sige at jeg forbløffes! Over denne anmeldelse. At læse anmeldelser er naturligvis altid noget af et vovestykke: Enten er man enig og jubler, eller også er man uenig og forarges – jeg tilhører jævnligt den sidste del, når jeg læser Gregers anmeldelser. Denne gang er ingen undtagelse! Og denne gang tillader jeg mig altså en kommentar, for…
For det jeg så var åbenbart en helt anden udgave end den anmelderen her så. Jeg så en sprudlende, levende, medrivende udgave af Figaro og hans bryllupsbesværligheder. Jeg så et skuespil, der faktisk var uovertruffent – noget som Den Jyske Opera sandt at sige ofte har haft besvær med, men her var det forrygende!
Jeg hørte et samspil, som er sjældent hørt, mellem orkester og sangere – og jeg hørte bestemt intet til at diregenten skulle behøve at søge at balancere noget hen igennem første del. Fra første tone i overturen og til sidste tone i sidste akt var samspilelt der. Glæden ved at spille og synge, og ikke mindst ved at gøre det sammen. Glæden over Mozart, glæden over at dele glæden med et meget, meget veloplagt publikum – det hele var der.
Smukke, smukke stemmer fra Den Jyske Opera, Odense Symfoniorkester i sædvanligt oplagt og velspillende humør – og som skrevet et publikum, der tog imod det hele med glæde, jubel og åbne arme!
Der var stående ovation – og indrømmet, det bruges for ofte efterhånden, men her var det i høj grad på sin plads.
Jeg anbefaler at Gregers finder et andet sted at siddenæste gang – for eksempel inde i salen, for denne anmeldelse tyder på at du slet ikke var til stede… Prøv at sid godt – og så åbn både øre og øjne – havde du gjort det, ville du have hørt, hvad resten af os hørte: Mozart når han er helt igennem vidunderligt udført!
Husk: At være anmelder går ikke kun ud på at finde på brok – også selv om der rent faktisk ike er grundlag for brokkeriet, for det gør en anmeldelse utroværdig. Det er denne anmeldelse i høj grad!
Så mit råd er: Læs ikke gregers anmeldelse, men tag afsted for at høre – og se – Den Jyske Opera i helt igennem vidunderligt, velsyngende hopla!
God fornøjelse – og Gregers: Du burde nu tage ind og høre og se den en gang til, for der er tydeligvis noget du ikke har fået fat på…
Venlig hilsen Christina Aaboe