*

UD AF GLEMSLEN

’Fête galante’ er en perle, en elegant opera fra Det Kgl.s repertoire, glemt, men nu gravet frem fra Knud Hegermann-Lindencrones skatkammer af optagelser fra Gamle Scene. Den genopfrisker bl.a. erindringen om Poul Bundgaards lovende start som operasanger.

****

KNUD Hegermann-Lindencrones enorme arkiv fra Det Kgl. Teater kaster stadig perler af sig. Perlekastningen forvaltes af sangerveteranerne Erik Harbo og Uffe Henriksen.
Den seneste er en optagelse fra 1960 af operaen ’Fête galante’, optaget i 1960. Den indfinder sig fint synkroniseret med en komplet koncertopførelse, som er på programmet i Tivolis koncertsal 18. juni.
Optagelsen er fuld af krudt, og krudtet er tørt. ’Fête galante’ er elegant, velskrevet musikdramatik, uropført på Det Kgl. i september 1930. Selvfølgelig ikke hørt siden for 60 år siden – den gik et par år på Det Kgl., 25 gange frem til 1962, og man kan kalde den senere skæbne ufortjent. Som lyrisk komedie er der ikke meget, der kan hamle op med den, forlæns og baglæns i dansk operahistorie. Skrevet af komponisten Poul Schierbeck, hans eneste. Romancer og sange blev hans hovedfelt med mindst en, som vi synger med stor fornøjelse: Hans ’I Danmark er jeg født’ til H.C.Andersen-teksten.

POUL BUNDGAARD

På dobbelt-c’en spidser man ører fra starten. Poul Bundgaard, dengang nybagt operasanger ved Det kgl. Teater, sidder på et bord med benene dinglende og synger en glad vise, der hurtigt udvikler sig til en dialog med et par venner. Vi er i Frankrig på et slot, vennerne er grever, Bundgaard er præst.
Hans stemme klinger så frisk og brillant som i de velkendte, klassiske ’Farinelli’-optagelser. Hans tekstbehandling er forbilledlig, et dansk, der sidder som hugget i Dyrehavens egetræer. Vi kom til at kende ham i andre roller af den art senere, f.eks. som en af munkene i ’Boris Godunov’. En kunstner, der formåede at plante karismatiske afleveringer hos os med små midler og et totalt nærvær i sin optræden.

ELEGANCE

Visen, der indleder operaen, afslutter den også. Et udtryk for værkets formmæssige elegance og karakter af  stilkomedie. Vennerne er tilskuere og medspillere i et 1700-tals-spil, der handler om flirt og kongeligt misbrug af
førsteretten til en brud på bryllupsnatten – et standardemne i frivole operaer med Mozarts og Beaumarchais’ ’Figaros bryllup’ som det kendteste.
Det er, hvad det er som tema. Operaen er skrevet i slutningen af 1920’erne i en tid, hvor børskrak, nazisme og charleston-pjank fyldte opmærksomheden, men Schierbeck var hverken politisk kunstner eller revyleverandør som den jævnaldrende Poul Henningsen. Han var stilfærdig komponist i Carl Nielsen-traditionen.
Schierbeck bygger ’Fête galante’ op i tætte enkeltscener, soli og ensembler. Handlingen udvikler sig klart og snabt, gennemkomponeret, men med en meget nøjeregnende tilbageholdenhed i orkestersatsen, der giver sangerne frihed til næsten recitativiske formuleringer i dialogerne.
Ikke mange af dem hamler op med Bundgaards sprogbehandling, alligevel er det et eksempel på, hvor meget det dengang har betydet, at man sang operaerne på dansk, hele repertoiret, uanset originalsprog. Og uden overtekster til publikum. Du stillede dig ikke op og sang uden tanke på forståeligheden.
Nogle er bedre til det end andre. Tenoren Niels Møller, den senere operachef, synger hovedrollen som elskeren. Hans stemme havde dengang taget turen fra baryton til tenor, og fra hans sene karriere huskes f.eks. en djævelsk god kong Herodes i Richard Strauss’ ’Salome’. Han stålsatte tenor står lysende klart i ’Fête galante’, også sproget. Han indleder 3. akten med en arie, hvor han forebereder sig til en duel, der kunne ende med dødelig udgang. Situationen tænder tanken på Lenskis tilsvarende arie i ‘Eugen Onegin’, men hverken Schierbeck eller hans tekstdigter Max Lobedanz bringer øjeblikket i samme dybt bevægende perspektiv. Det er en lige-på, kæphøj,romantisk heltearie.

SØDME

I den kvindelige hovedrolle er Ellen Winthers tekstbehandling mere tilfældig, men sådan var det med hende: Sødme og pigelig karakter var det afgørende og det, der bragte hendes sceneoptræden til små triumfer. Personligheden bar igennem dér, hvor f.eks. Else Margrethe Gardelli, som også medvirker i ’Fête galante’, har den større vokale præcision. En række andre sangernavne vil klinge i et ældre publikums øren: Eskild Rask Nielsen, Niels Juel Bondo, Henry Skjær, Alf Andersen, Poul Wiedemann, Claus Lembek og Helle Halding.
Det afgørende er at få dette værk til at klinge med al den præcise og næsten franske, klare instrumentation, som er Schierbecks kunnen. Ikke ulig den, vi kender fra den lidt yngre Knudåre Riisager. Hos Schierbeck afgjort med en grobund af dansk sangtradition.

STÆRKT TIVOLIHOLD

Ved koncerten i Tivoli 18. juni synger Gert Henning-Jensen samme rolle som Bundgaard, hans makkere er Palle Knudsen og Jakob Bloch, elskeren René synges af den svenske tenor Michael Weinius, der ligesom Niels Møller begyndte som baryton.
Den kvindelige hovedrolle er lagt i hænder og strube på den talentfulde Dénise Beck, og ingen ringere end Bo Skovhus synger Scaramouche, en stratenrøver, der prøver at slå plat på hovedpersonerne. Hans vidtløftige kone spilles og synges af Tuva Semmingsen. Også Morten Frank Larsen har en rolle som en af det adelige selskabs medlemmer. Michael Schønwandt dirigerer.

GregersDH.dk