Troels II Munk, Mads Knarreborg, Steen Springborg og Julie Agnete Vang i ‘Festen’. (Tegning: Claus Seidel)

I SKOVENS

DYBE

STILLE

RO

‘Festen’ i Folketeatrets turné-udgave har uhygge og surrealistiske træk, så tæt på filmens realisme, at det nok skal ryste en og anden i de små hjem, når forestillingen nu vandrer på landevejen.

Thomas Vinterberg og Mogens Rukovs ’Festen’ versioneret af Bo Hr. Hansen. Instruktion: Geir Sveaass. Scenografi: Marianne Nilsson. Medvirkende: Steen Springborg, Susanne Breuning, Mads Knarreborg, Julie Agnete Vang, Nikolaj Bjørn-Andersen, Christopher Læssøe. Lise Koefod. Meike Bahnsen, Troels II Munk, Ulver Skuli Ablidgaard, Jesper Riefensthal og Sofie Torp.

’Festen’ spiller på turne fra torsdag aften og indtil 22.april.

*****

SÅ kan I vente jer ude i de små hjem: Folketeatret sender fra torsdag Vinterbergs og Rukovs ’Festen’ på turné. Premiere i Nakskov, slutspil i Holstebro den 22. april. Og der er knap det sted i landet, de ikke kommer undervejs fra syd til nord. Også igennem det Sønderjylland, hvor ophavsmanden til denne rystende historie sikkert fjæler sig og må tænke på den dag for tyve år siden, da han sad i Keld Koplevs ’Krydsfelt’ i DR og fortalte historien, fuldt vidende om, at den var løgn fra ende til anden.
Nu kan vi så være ligeglade med, om den er løgn og latin. Den er knaldgodt teater, som den var en knaldgod film. Historien om 60 års fødselsdags-festen, der bryder sammen, da ældste søn Christian holder tale og fortæller om farens voldelige incest over for ham og den netop afdøde datter. Den historie kan familier så kikke hinanden i øjnene over til husvalelse for familieidyllen i by og på land. Københavnerne har haft muligheden, da Mammut Teatret engang spillede den på Det Kgl. Teater med Jesper Langberg i faderrollen – den affødte i øvrigt en Reumertpris tll ham.

TIL BLODS

Folketeaterudgaven har Steen Springborg i rollen. Som et bjerg af en macho, et såret næsehorn, tumler han gennem de uventede beskyldninger, går i minutlang stå under sin tale, alt går i stumper og stykker omkring ham, nogle familiemedlemmer laller videre i den forkvaklede feststemning, intet skal krakelere, når glassene hæves, og ’Han skal leve’-jublen runger, mens Christian slæbes ud i skoven og bankes til blods af lillebror og onkel, og bedstefar vakler frem og tilbage til mikrofonen for at fortælle vandede vittigheder og synge ’I skovens dybe stille ro’.
Der er kontraster nok i denne ’Festen’, instruktør Geir Sveaass får de samlede tolv medvirkende til at synge de yndigste danske sange i flerstemmig harmoni, mens hjernen kører på den vrede, beslutsomme Christian i tilløbene til hans tretrinsraket af makabre informationer om farens ugerninger, og mens fortvivlelsen og usikkerheden druknes i sprut og anstrengte forsøg på genetablere den konventionelle feststemning.
Scenografen Marianne Nilsson har anbragt det hele i klinisk hvidt med et vældigt cirkelrundt, skævt bord i midten, først tror vi det, er en kæmpe parabol, men nej, det er sin egen lille arena, man kan tumle rundt, spilde på, slås på, falde ned fra, mens den drejer, en makaber platform for familielivets skrøbelige cirkus.

PASOLINI

Der er surrealistiske træk i denne iscenesættelse, den er et billede af opløsning, man aner inspiration fra f.eks. Pasolini i rytmer, der blander understatement med voldsom aktion. Christian er en tragisk skikkelse, lillebroren spillet af Nikolaj Bjørn Andersen og hans kæreste, spillet af Lise Koefod, begge anbragt i 5.gear+.
Og flere af de andre: Enten groteske commedia del’arte-figurerer som Troels II Munks bedstefar og Ulver Skuli Abildgaard grinende måber, parat til at slå på, hvem der i forvejen ligger ned, Meike Bahnsens omkringsvævende, nedsmeltende satellit af en husalf – hvornår får den dame en rolle, der for alvor giver hendes talent luft under vingerne?…. Der er Susanne Breuning, statelig tilbageholdende som moren, indtil hun nagler manden i sluttableauet. Ud over blod-sydende Pasolini er der jo også roller i denne ’Festen’, der ikke bare står i gæld til Vinterberg/Rukov, til instruktør Geir Sveaass, men også til dramatikeren Bo Hr. Hansen, som har haft fingre i den sceniske versionering. Og måske til Bergman, f.eks. hans ’Fanny og Alexander’.
Den ’Festen’ er en god ryster.
Lad den vederfares nysgerrighed i teatrene rundt om. Og pinlig efterfølgende hygge ved aftenkaffen.

gregesDH.dk