Olaf Johannessen som Faust og Søren Sætter-Lassen som Mefisto i ‘Faust’ på Teater Republique. (Foto:Karoline Lieberkind)
SÆLG DIN SJÆL
Om forventninger til ’Faust’ der har premiere lørdag aften på Teater Republique
HVAD kan man vente sig? Spørgsmålet runger i mit hoved. Jeg er syg, kommer ikke til premieren på ’Faust’ i morgen aften på Teater Republique, snerrer hjælpeløst over skæbnens øjeblikkelige ugunst og fandens mislige hærgen med mig.
SÅ jeg må nøjes med at slippe forventningen løs. Forventningen til at se Goethes drama om fandens umanerlige hærgen med videnskabsmanden Dr. Faust, mennesket, der vil vide alt, prøve alt, leve livet i dets fulde udstrækning, opnå alt, hvad der kan hentes ud af tilværelsen omkring ham – oven i alt det, han har og kan og ved i forvejen, drømmen om at få endnu mere, få tilfredsstillet alle sine fantasier, sin griskhed og sine ustyrlige lyster, alt det der opstår i ham, da Mefisto kommer luskende til ham med nøglen til det hele. Ikke til at modstå! Mefisto tilbyder frit slag og hjælp til at opnå alt – bare på én enkelt, lille betingelse: Din sjæl tilhører mig i sidste instans. Det koster det. Nå, tænker Faust. Det er voldsomt! Men sku’ man? Det er da en fristelse…. Han siger ja.
EN klassisk menneskelig grundhistorie: Kan man sælge sin sjæl? Skal man? Som Lars Lilholt synger: ”Kresten solgte ud af sin sjæl, til fanden da han ville/være bedst i dette land til violin at spille”.
FORVENTNINGEN til Teater Republiques ’Faust’ har to årsager.
DEN ene er, at vi skal se to store skuespillere i hovedrollerne: Olaf Johannesen skal spille Faust. Søren Sætter Lassen skal spille Mefisto. Den første er en af dansk teaters skarpeste personligheder med en balance mellem intellektuel konsistens og nervepirrende præcision. Den anden en karakterskuespiller med lige så gådefuld originalitet og djævelskab i sit spil.
DEN anden årsag er, at ’Faust’ iscenesættes af Staffan Valdemar Holm, en af dansk og svensk teaters virkelige mestre i gennemtænkte iscenesættelser, gang på gang har vi set ham løse store klassiske opgaver med forbavsende midler – svært f.eks. at glemme den chokerende ’Richard III’ på Det Kgl. i 2009 med Søren Sætter Lassen som den giftigste og mest uhyggelige Richard III. Eller senest – netop på Teater Republique hans teaterudgave af Dantes ’Den guddommelige komedie’ i 2019 med den dansk- svenske skuespiller Stina Ekblad i hovedrollen.
EN Reumertpris-belønnet iscenesætter, Staffan Valdemar Holm. Ligesom Reumertpriserne i øvrigt er dalet ned over både Stina Ekblad og de to, der har hovedrollerne i ’Faust’: Olaf Johannesen og Søren Sætter Lassen.
FORVENTNINGER også, når vi tænker på, hvor vi nu skal hen oven på den utrolige række af ’Faust’-opsætninger, der har været forsøgt, flere af dem noteret i min egen tid som anmelder. Vildest og mest spektakulært Kasper Rostrups ’Faust’ i 1978 på Gladsaxe Teater – et kolossalt og farverigt stykke totalteater, der fyldte den store sal med begivenheder, vi kom så tæt på som publikum, at man næsten kunne lugte og smage skuespillerne, Henning Moritzen var den omvandrende, livsfarlige Mefisto, Fritz Helmuth havde titelrollen. Der dukker de utroligste billeder op på nethinden af enkelt-situationer fra forestillingen – Claus Ryskjær, der kom drivende gennem luften i en boble som Homonkulus, den mytiske miniudgave af et menneske, et fantasifoster i Fausts videnskabelige tænkning.
DEN ’Faust’ på Gladsaxe Teater hjemsøger stadig fantasien.
MEN masser af andre ’Faust’-udgaver – én på Mungo Park Teatret for et par år siden, hvor Line Mørkeby havde bearbejdet det mægtige stof til en iskold lille fortælling, hvor Henrik Prip spillede Faust, konstant ledsaget af en sort puddelhund, der var et middelalderligt billede på fanden – i forestillingen forvandlet til skuespilleren Martin Geertz.
I DEN anden ende af skalaen Gounods ’Faust’, den store franske, romantiske opera med arier, der stadig summer i koncertsalene, Gretchens juvelarie m.m. Operaen med mellemrum på repertoiret på Det Kgl. og på Den Jyske Opera. Og ikke en operabaryton-aften uden at Valentins Bøn ved afskeden med Gretchen er i risiko for at komme på repertoiret.
GLADSAXE TEATERS ’Faust’ er blevet hængende. Men i den rene skuespilgenre står et gæstespil med Deutsches Teater, Berlin i Skuespilhuset i oktober 2008 glasklart. Michael Thalmeier var instruktøren, gæstespillet var kun i to dage og med et sæt skuespillere så knivskarpe i karakterer og sprog, at jeg næsten kan høre dem endnu. Når jeg ser tilbage i min 2008-anmeldelse på bloggen dengang, så er jeg åbenbart flippet helt ud over genopfriskningen af mine gymnasietimer i tysk, at det halve af anmeldelsen er fyldt med tyske brokker og citater.
NOGET i lige den stil er ikke forventningen til Staffan Valdemar Holms opsætning på Teater Republique. Blot stærkt, målrettet klassiker-teater. På dansk. Og når vi skal tale om dansk sprogbehandling, så er ingen mere suveræne end Søren Sætter-Lassen og Olaf Johannessen. Jeg ville gerne have været rask i morgen.
gregersDH.dk
