GODT FORSØGT, MEN…

Opera Festivalen forsøger sig med stumfilm ledsaget af opera. ’Faust’ som dobbeltkonfekt. Det går ikke.

***

GODT forsøgt. Men ikke rigtig umagen værd.
’StumOPERA’ er titlen. En særforestilling stablet på benene under Copenhagen Opera Festival og bragt til live i Zahle Gymnasiums sal i aftes. Flyttet fra Litteraturhaus i Møllegade på Nørrebro af den underholdende årsag, at rotter under gulvet i det velrenommerede Litteraturhaus har jaget film/opera-projektet på flugt.
’StumOPERA’ handler om at vise den berømte stumfilm ’Faust – Eine Deutsche Volkssage’ skabt af F.W. Murnau i 1926 – og oven i den lægge Gounods opera ’Faust’, d.v.s. forsøge en syntese af film og opera.
Det er lige så svært og absurd, som det lyder, og resultatet er da også mislykket. Stumfilmen er oprindelig blevet ledsaget af levende musik, men ikke Gounods. Der findes et partitur af komponisten P.A. Hensel, primært til klaverbrug og delvis baseret på improvisation.
 

SAT PÅ PRØVE

Filmen har været vist for seksten år siden i Grand Biografen, hvor Athelas Sinfonia-ensemblet akkompagnerede billedsiden med en version af partituret. Det er dele af den originale musik, vi hørte i aftes, spillet med stor og flot effektivitet af den unge svenske pianist Oscar Michaelsson, mange af passagerne givetvis improviseret, spillet i en næsten mørklagt sal.
Dramatisk musik i 20’er-ekspressionistisk til, voldsom og ind imellem poetisk og begribelig som ledsagemusik til en film, der i stærke dramatiske billeder fortæller historien om Dr. Faust, der sælger sin sjæl til djævelen for at vinde kundskaber, evigt liv og især kærlighedens nåde. Goethes historie. Eller snarere myten, som den fortælles af Marlowe i ’Dr. Faustus’ i 1588.
Men nu idéen med at tilføre filmen musik og sang fra Gounods berømte ’Faust’-opera som supplement eller snarere erstatning for filmens originalmusikken. De tre sangere, Jacob Vad – barytonen, der netop har fået Opera Festivalens talentpris – som Mefisto og som Faust den norske tenor Hallvar Djupvik plus den svenske sopran Stepanie Lippert som Marguerite – alle tre stærkt kompetente sangere var sat på dramatisk action, mens filmen kørte, en action, der i stumper og brudstykker krævede en hel del mimisk og gestisk udfoldelse for ikke at tale om satte deres sanglige kompetencer på alvorlige prøver.
 

DISTRAHERENDE

Dybt distraherende. Uanset hvor meget og hvor lidt deres handlinger og sang korresponderede med filmens billeder.
Især distraherende, når man havde rigeligt i at følge de utrolige filmsekvenser, der bevæger sig i en blanding af realistiske kulisser og subtile udmalinger af natur, dommedag, himmelske straffedomme frem mod konklusionen, der for første gang i den lange film brugte skrift: Nemlig ordet ’Liebe’.
Murnau eksperimenter med overtoninger, med dobbelteksponeringer, sågar med farver, og der er dybt fascinerende filmtekniske forløb imellem. Og nærbilleder af de tre berømte skuespillere i hovedrollerne: Gösta Ekman som Faust, Emil Jannings som Mefisto og Camilla Horn som Marguerite. Flere passager, f.eks. med en tilsyneladende meget talende Marguerite – der må vel have været undertekster til stumfilmen? – frister så til at dække billederne med levende sang fra Gounods opera. Men kongruensen er umulig, sammenhængen bliver postulat på postulat.
Konklusionen: Opera for sig og film for sig.   
gregersDH.dk