Lotte Andersen, Sofia Nolsøe og Mette Døssing i ‘Familien, der kunne tal om alt’ (Foto: Rumle Skafte)

REN

*

BUDDING

En familiefest! Lollikes nye stykke handler om mennesker, der pakker sig ind i vat og bomuld for at slippe for livets besværligheder, men gisper i sit intetsigende helvede. En pinefuld, morsom og grotesk farce.

Dramatiker: Christian Lollike. Iscenesætter: Runar Hodne. Scenograf: Markus Karner. Medvirkende: Sofia Nolsøe, Nis Bank-Mikkelsen, Lotte Andersen, Nanna Bøttcher, Inge Sofie Skovbo, Mette Døssing, Bue Wandahl, Anders Baggesen, Jacob Madsen Kvols, Chadi Abdul-Karim og Oliver Arndt de Thurah.

’Familien, der kunne tale om alt’ spiller på Aarhus Teaters Store Scene. Varighed 1 t 50 min.

****

ET dækket middagsbord. Familien samlet. Skal vi til Vinterbergs ’Festen’ igen?
På en måde ja. En familie bestykket med borgerlige vaner, klichéer af konflikter. En familie, der går op i limningen.
Men alligevel noget andet. I ’Festen’ er det en sten, der får læsset til at vælte. En dramatisk afsløring. Farens gamle incest mod sønnen. Et gnavende sår, der bliver åbnet. Fortids synd. Som hos Ibsen. Nøglen, der åbner for familiens sammenbrud.
I Christian Lollikes nye stykke kredser familien om sig selv i en uforanderlig grød af løse impulser. Påstande, der aldrig fastholdes. Tanker, der flyver. Flugtmanøvrer. ’Duerne flyver, ingen ved rigtig hvorhen, ingen ved rigtig hvorfor’, som Rifbjerg digtede.
Ketty, fruen i stykket, siger det på sin måde: ”Jeg har det som om vi sidder i budding.” Det er Inger Sofie Skovbo i en af den slags roller, der gør hende til midtpunkt i en forestilling. En autoritet, der intet fornuftigt har at have autoriteten i. Autoritet an sich så at sige. Vrøvlet, det småliderlige, det intetsigende strømmer flot ud af hende, som det gør det af stort set alle i stykket, i den store familie, der er samlet juleaften, ja netop: Juleaften, familiekoncentrat-aftenen på tube i enhver dansk familie, proppet med and, svesker og gaver, proppet med forventninger, proppet med solidaritet og fællesfølelse, årets klimaks i snak om al ting og ingenting. En af børnene i familien er præst (Nanna Bøttcher spiller hende) – en præst, hvis tro er baseret på, at de andre mener, hun er troende, så det må hun jo så hellere være med det job. Hun klappes til at læse juleevangeliet, mander sig op, fyrer det halve evangelium af, bliver afbrudt af en irriterende sviger-forlovet, indvandreren, der som en fortumlet hund i et spil kegler afleverer en art muslimsk rap, som heller ikke han rigtig ved, hvad han skal stille op med.
Tumlen i den ’budding’, familien sidder i, er en slags udfoldet udgave af den demens, vi præsenteres for i stykkets start, hvor Nis Bank Mikkelsen, familiens gamling, skubber sig selv over scenen i rullestol, fumler med ledningen til sin stomi-pose, river den løs, kan ikke få den sat på igen, skaber det herligste pis-pjask, og vi ler henrykt, for dement ulyksalighed har naturligvis sine tragikomiske sider.
Hvilken julefarce!
Brokker af racistiske vaneudsagn, filosofisk lommeuld og seksuelle slag i luften svirer gennem luften. Strejf af udsagn om tilværelsen, om politik, om flygtninge, om økonomisk krise sendes op som små balloner, der øjeblikkelig punkteres af ’Skal vi nu ikke snakke om noget rigtigt? Og ræk mig lige agurkesalaten’.
Som rødvinsglassene tømmes og andeflæsket gnaskes, åbner det unge menneske, der har oplevet Afghanistan, et øjeblik for sluserne af rædselsoplevelser. Jacob Madsen Kvols genkalder sine mareridt, ledsaget af sugende bel canto fra Bellinis ’Søvngængersken’ – men han pakker pinagtighederne ind igen – man er jo til juleaften. Lotte Andersen, der er middagsværtinden, er i hysterisk konflikt med ægtemanden – Bue Wandahl i nedfrossen, maskulin afstumpethed – og hun slipper ubrugte sexkræfter løs på den forbløffede indvandrer,  selv lige så forbavset som ’den fremmede’ over afsløringen af sit underlivs skjulte kræfter. Chadi Abdul-Karim spiller offeret.
Karrussellen af intetsigende, løs snak er ustoppelig. Den spanske filmmager Luis Bunuel kunne skildre lignende apatiske tilstande. Lollikes spil om ’Familien, der kunne tale om alt’ har noget af den bunuelske surrealisme, men er i sin bidende ironi også komisk i sine virkemidler.
Det er fundamentalt et samfundskritisk spil om mennesker, der ikke orker at tage stilling til noget som helst, ikke orker andet end at sige: ’Blip Båt og Gud, hvor går det godt’. Alt andet er for besværligt. Så med Louis XV’s elskerinde Madame de Pompadour’s ord: ”Efter os syndfloden”…
Den norske instruktør Runar Hodne har sat i scene med stor underfundighed og præcision. Vi husker ham som en glimrende personinstruktør fra f.eks. Aalborg Teaters ’Anna Karenina’, og vi genkalder i Århus hans evne på det felt.

gregersDH.dk