Ramin Grey (England), Thomas Ostermeier (Tyskland), Peter Asmussen (Danmark) og Jacob Shokking (Danmark) i panelet under Festival of European Playwrights på Husets Teater (Foto: Christel Fruehøj)

VELKOMMEN TIL DEN ØDE Ø

Husets Teater blæser dørene op for festival med nye stykker i rå readings.

*****

’ANBRING os fem, der sidder her, sammen på en øde ø i et års tid. Og se så, hvad der sker…’
Thomas Ostermeier er ikke i tvivl. Konflikter opstår, slør falder, helvede bryder løs.
De fem er panelet i den debat, der afsluttede onsdagen i ’Festival of Contemporary European Playwrights’ på Husets Teater.
De fem vil ikke hinanden noget ondt, ser det ud til. Tværtimod. De er skulder ved skulder for at for at få lavet godt teater. Jacob Shokking, Peter Asmussen, Thomas Ostermeier, Ramin Grey. Og så Simon Boberg, der står for festivalen.
Ambitiøse instruktører og forfattere i et fælles projekt.
Men anbring dem på en øde ø…
Latteren runger i den fyldte sal i Husets Teater. En abstrakt debat bliver konkret. Ostermeier, Berliner Schaubühnes chef, taler om drama. Hvad der skaber den spænding, som er værd at tænde på en scene. Værd at skrive dramatik på. Uhøfligt teater. Hvor noget sættes på spil. På spidsen.

SEXET TEATER

Sådan nåede vi frem til midnat denne første aften i fire dages teaterfestival på Husets Teater.
Det konkrete illustreret med en anden af Ostermeiers pointer: Gør teatret mere sexet! D.v.s. få blodet til at pumpe i teatret. Omkring teatret, i det, på det, med det.
Gør det livsvigtigt. F.eks. med sådan nogle ’readings’, som dem, der er kernen i denne festival: Otte nye, halv-, hel- eller trekvart færdige stykker, opført af professionelle skuespiller med et halvt øje i manuskriptet og med halvt indarbejdet scenegang og kvart udtænkt sceneri.
Sexet? Absolut. I den forstand, at vi som publikum stiller med en jomfruelig indstilling til et jomfrueligt produkt, parat til hvad som helst, fulde af den syndigste blanding af krav og tilgivelse. Krav til at de vil os noget på scenen. Tilgivelse for misligheder af let forklarlig art.
Et udgangspunkt, der i sig selv gør seancen overordentlig underholdende og nærværende. Hvad sker der, når Charlotte Fich må appellere til lydteknikeren om at få en mikrofon, der virker, mens handlingen ruller videre? Hvad sker der, når Claus Flygare eksperimenterer med at lægge stemmestyrken helt der ned, hvor vi lytter som indianere med øret til jorden for at opfange hans ord? Hvad sætter det i gang i vores forestillingsevne, når sceneskift på sceneskift forløber for åbent tæppe, som i Aleksa Okanovic’ ’The Child in Barcelona’?

READINGS

Der var to readings denne aften. Netop Ocanovic’ stykke, der – som det eneste danske – pirrer vores nysgerrighed ekstra, fordi det er det sidste i et trekløver af stykker, han har skrevet til CaféTeatret. Det kommer til rigtig opførelse i næste sæson på CaféTeatret som follow up til ’Diamond/Dust/Shoes’ og ’Modern Life’. Med ’The Child in Barcelona’ borer han sig videre ind i de grumsede hjernevindinger på nogle typer i en halv-intellektuel, vel aflagt mellemklasse, som med tungen spillende slubrer tilværelsen i sig og med let hånd tager for sig af retterne, d.v.s. hinanden. Endnu engang Claus Flygare i rollen som dekadent, aldrende charmør. Og endnu engang en teenage-datter som jagtbytte i det kriminelle grænseområde, her spillet underfundigt af Lise Lauenblad. Andrea Vagn Jensen og Claes Bang på en urovækkende oplever.

LØS VÆGT

Hvis Ocanovic-readingen var som en flyvende, men lovende skizze til et færdigt stykke, var den anden reading et herligt kaotisk uvejr, som en lufttur i Tivolis nyeste delirium Vertigo.
Det var den finske forfatter Juha Jokelas ’Performanc Economy’, som dramatisk flagrede i mange retninger, men hele tiden omkring en kerne, der hedder: Drejer den moderne tilværelse sig om andet end at – performe. Sælge sig selv. Lære andre at sælge sig selv. Sælge et eller andet under et eller andet smart påskud. Mads Wille som tom, velsmurt kursusballon, Charlotte Fich som promotor af et eller andet budskab, som hun selv konstant taber tråden i, Benjamin Boe Rasmussen som politiker med sandblæst lillehjerne og Jesper Hyldegaard som byggespekulant med træskoene plantet i en sump af vrøvl.
Fed, heavy satire i løs vægt.

FANTASTISK

Festivalen fortsætter torsdag, fredag og lørdag med nye readings af stykker af Lionel Spycher fra Frankrig, Fausto Paravidino, Chloe Moss fra England, Dejan Dukovski fra Makedonien og Sergi Belbel fra Spanien.
Den sidste en gammel kending for de fleste danske teatergængere, senest med stykker spillet på Plan B, hvor de nye teaterchefer på Husets Teater, Mads Wille og Simon Boberg, regerede indtil for nylig.
Wille er den blide sceneflab, Boberg entusiasten med skjorten uden på bukserne og et lager af ordet ’fantastisk’, der rækker herfra til Gibraltar.
Det kan han selv være.
Fem i panelet. Fem stjerner til festivalprojektet.

GregersDH.dk