HOVSA – LÆS SÅ DEN BOG

En teaterbog, som engang smuttede for anmelderen. Ulæst.

Allan Lauridsen: Et liv på scenen – uden at blive set. Forlaget Drama. 175 s. Illustr.

****

JEG blader hen over ulæste bøger på min reol. ’Et liv på scenen – uden at blive set’ hedder en. Foran i bogen ligger et brev fra forfatteren: ”Tak for tilbagemeldingen på min mail. Det vil glæde mig, hvis du får lyst til at omtale den på dit website.”

NÅ FOR SØREN. Mailen er dateret jan. 2015. Man er ikke forpligtet til at læse enhver bog, der bliver sendt uopfordret fra forlag eller forfatter. Men øh, alligevel… Mand dog, skal den bog bare stå dér? Skam dig. Læs nu Allan Lauridsens bog, udgivet af forlaget ’Drama’ med økonomisk støtte fra den ene og anden, Dansk Skuespillerforbund, Danske Dramatikere og andre gode folk.

UMAGEN værd. Det er en grundig bog om en teaterkarriere i scenens bagland. Skrevet af en mand, der tilhører ’Det usynlige folk’ – for nu at bruge titlen på en anden og anderledes bog, der kom i 2017, sejlende som et luftskib, udstyret med flotte billede, forord af dronning Margrethe, sådan et blikfang på sofabordet, glimrende på alle ledder, skrevet af journalisten Jakob Rubin og lige til at få Allan Lauridsens pæne og noget tyndere sag til at dukke sig på hylden.

FIN anmeldelse fik den kongelige bog på min blog i november 2017. Mens Lauridsens bog altså trak vejret videre i dølgsmål klemt inde til højre på hylde nr.2 fra oven.

LAURIDSEN er en mand med lang og næsten ubrudt teaterkarriere bag kulisserne. Han er sprunget fra små til store teater, op mod en snes år faktisk på Det Kgl. Teater som forestillingsleder, flere år endda som planlægningschef. Lauridsen er en Esbjerg-dreng, der begynder dramatisk med at være i praktik på en fiskerkutter, som er nødt til midt på Nordsøen at smide ham i søen for at blive halet op på en anden kutter, fordi hans mor har forlangt, han skal være hjemme til tiden. Det kunne være en scene til Brittens ’Peter Grimes’. Men i øvrigt bliver der søgang nok i Allan Lauridsens lange karriere, da han først får fat i dansk teater efter nogle svingture i franske revyer med en fransk dansekæreste, han har mødt. Allan er en praktisk fyr med sans for at få teater til at hænge sammen, få orden på scenefunktioner, på planlægning og det daglige arbejde, hvem gør hvad og hvornår i et teaters kogebog af bimlende organisation. Det starter for ham på Aalborg Teater med kostelige erfaringer i de forhåndenværende søms teknik, når han som regissør-elev i Ebbe Langbergs tid var sat til f.eks. at klare musikken til skuespillet Alfa Beta, som havde Langberg og Helle Virkner i hovedrollerne. Unge Allan stod med en pladespiller i tre meters højde i kulissen i kongesiden og prøvede at styre en hoppende og dansende pick up.

BERETNINGEN om Allan Lauridsens brogede vej gennem dansk teater er skrevet på et sent tidspunkt i hans løbebane, hvor hans ideer og aktiviteter hele tiden har kredset som at udvikle sit fag. Han er hele vejen igennem praktisk gris i scenearbejdet og konstant optaget af at få krammet på at styre, lede og organisere arbejdet. Det er det, der fører ham til årevis af jobs som forestillingsleder og planlægnings-boss på både Det Kgl. og Aarhus Teater – han er langt inde i de magtkampe og slagsmål, der sled f.eks. på Det Kgl.s dagligdag i 70’erne og 80’erne, han er hele tiden en sjov blanding af iagttager og deltager. Konstant parat med teoretiske løsninger og konstruktive ideer og forslag under diskussioner og kriser, fremgår det af hans bog, mere end han tilsyneladende personligt får brodne kar under slagsmålene. Og dog. Indtrykket er, at han har haft en del opgør med kolleger, under- eller overordnede – og svært har det været, f.eks. under de voldsomme disciplinære kriser mellem ledelse og fagligt selvbevidste scenearbejdere i årene omkring 1990 – de kriser som Michael Christiansen som teaterchef i 90’erne fik sit hyr med og sat skik på.

SOM Lauridsen fremstiller arbejdsforholdene, virker det som om det løbende arbejde, han udfolder ved siden af med undervisning på scenedramatiske kurser, får ham til at formulere pædagogiske synspunkter på alt undervejs. Han er midt i det hele, men ser sig samtidig omkring som en lærer, der analyserer, hvad der sker, og hvad der kan gøres. Han er ikke en slagsbror eller oprører, men en konstruktør, der prøver at tænke sig til løsninger. Ambitiøs, men ikke slået ud, da han ved årtusindskiftet må forlade teatret under de store rekonstruktioner. Ikke mere hoppet af teaterpinden end at han hurtigt bruger sin energi på at arbejde for fuld kraft på andre og mindre foretagender, f.eks. har han allerede i 90’erne arbejdet intensivt med etableringen af Den Anden Opera i det forladte tempel i Kronprinsensgade. Og hans bog får et helt kick, da han bliver ’legekammerat’ med Erik Clausen under iscenesættelsen af operaen om udbryderkongen ’Houdini den Store’. Dér hang tøjlerne anderledes anarkistisk end på Det Kgl., hvor ’Houdini’ startede på teatrets anneks-tumpeplads Gråbrødrescenen, men hurtigt blev til gadeteater og røg videre på turne ud i landet og til fjerne lande. For ikke at tale om til Den Grå Hal på Christiania.

ALLAN LAURIDSEN havde luft under nye vinger, kan man forstå, og mod på også at vende tilbage til det almindelige teater – Aarhus Teater blev endnu en platform. Han havde været der før i en periode, men oplevede nu skuffelsen ved at blive mødt af uventet skepsis i et teater, som på det tidspunkt havde sin egen krise. Han havde barnets glæde med at vende tilbage til noget bekendt og troede sig velkommen, men åbenbart ikke været det.

HANS bog udfolder på den ene side glødende teaterbegejstring, men ind imellem også forulempede ambitioner – som han skriver sig ud af. Det er sandelig ikke småting, man får med undervejs. Han bruger mange ord, gentager sig selv mange gange. Men man hænger på. Og imponeres over, at han hele tiden går løs med krum hals på nye jobs og eksperimenter. På trods.

GODT, at den bog omsider kom ned fra hylden.

gregersDH.dk