Charlotte Boye- Christensen, Nana Bugge Rasmussen og Morten Burian i ‘Et glimt… så er jeg væk igen’ (Foto: Pelle Rink)
*
*
*
*
*
*
*
RASTLØSHEDENS BYRDE
’Et glimt… så er jeg væk igen’ er et sært spil til eftertanke. Digteren Ursula Andkjær Olsen og Figura Ensemblet besætter det faldefærdige Marienlyst Slot med sangere, musikere og dansere omkring skuespilleren Morten Burian.
Set på sidste spilledag 24.8.
***
HVAD handlede det her om? Spurgte en dame mig, da vi forlod forestillingen.
Jeg svarede: Det handlede om – som titlen lyder: ’Et glimt… så er jeg væk igen’.
Men så nemt slap jeg ikke. Og så måtte vi i gang med forsøgene på en indkredsning, og den var ikke så enkel.
Vi har fulgt nogle skuespillere, sangere og musikere rundt i det forladte Marienlyst Slot ved Helsingør i en times tid. Slot er nu så voldsomt sagt. Snarere et forsømt palæ fra 1700-tallet.
Fra rum til rum, op og ned ad trapper. Vi føres af spillerne, og lytter til og ser på kæmpestore blokfløjter, kontrabas og klarinet, mens sangere og dansere deltager i en overraskende handlingsgang omkring skuespilleren Morten Burian.
Det er ham, det handler om, åbenbart. På hans vegne, vi oplever ‘glimt, der hurtigt er ’væk igen’. – Søger De noget, hr.? Som man ville spørge den vildfarne på gaden.
JAGTEN
Ja, det gør han, Morten Burian. Søger, jager, tumler stakåndet, desorienteret og usikkert rundt efter at få svar på alle spørgsmål, finde ud af sig selv, mest på jagt efter sin egen erotiske identitet – damer danser og synger omkring ham, en enkelt herre såmænd også. Tiltrækninger, forkastninger, han griber efter dem som hr. Oluf efter elverpigerne, men ved ikke hvad han skal med dem, rastløsheden er hans byrde, selv et afsluttende drukorgie i salen på 1. sal lader ham urørt.
Han er en slags Faust, der ikke engang stræber, men lever i evig tvivl om meningen med sin søgning. Indtil han til slut vandrer ud af det lille slot og bort ad den pompøse barokvej ned mod Kattegat.
Vi begriber, at det er denne flimrende jagt på identitet, der er digteren Ursula Andkjær Olsens ærinde. Og vi øjner det straks i forlængelse af, hvad hun før har villet have os i tale med.
Inden for det sidste halve år har vi set hendes kammeropera ’Alverden god nat’ med musik af Peter Bruun – den handlede om Jens Munk, der søgte søvejen til Østen nord om Canada, men måtte opgive.
Og vi har set hendes skuespil ’Den bedste af alle verdener’ på Riddersalen, hvor digteren går sig selv efter i sømmene, graver i uafklarede domæner, sender bobler op for straks at lade dem briste, leder efter sig selv, men fornemmer, måske mest frygter, at det går hende som Peer Gynt, der skræller løget og finder, at der var kun skrællerne.
I MENNESKEHAVET
Vi publikummer er som menneskehavet omkring ham, tilstede og ikke tilstede. I vejen og dog forudsætninger for fortællingen.
Morten Burian er en fascinerende skuespiller, og Nanna Bugge Rasmussen og Jacob Bloch Jespersen fører dramatisk og smuk tale og sang til, mod og omkring ham sammen med de vævre dansere Edith Buttingsrud Pedersen og Charlotte Boye-Christensen.
Kan vi bruge den forestilling til noget?
Ja da.
Måske for nogle mest oplevelsen af det lettere lemlæstede lille Marienlyst Slot, som Helsingør Kommune gerne vil af med, og behjertede borgere ønske at redde.
For andre en oplevelse af en performance-form, som nogle mener afgik ved døden i de sene 60’ere.
Og for de nysgerrige, de samme puf af forbavselse, undren og eftertanke, der satte min snak med damen i gang efter forestillingen.
gregersDH.dk
