Es war einmal Opera af Alexander Zemlinski på CD 25.9. 2021

Sluger vi Drachmanns 'Der var engang' - og så på tysk? Uden Midsommervise og Shu-bi-dua. Sagtens.

ES WAR EINMAL

Sluger vi Drachmanns ’Der var engang’ – endnu engang? Og så på tysk! Sagtens. Som opera.

’Es war einmal’ Opera af Alexander Zemlinski. Teksten baseret på Holger Drachmanns ’Der var engang’. Dirigent: Hans Graf. Solister: Eva Johansson, Kurt Westi, Aage Haugland, Per Arne Wahlgren, Guido Paevatalu m.fl. DRs Radiosymfoniorkester. Nyudgivelse af optagelse fra Radiohusets Koncertsal 1987. Capriccio Records C 5440.

****

GENIALSK. Det er et godt ord. Står det i ordbogen? Ja det gør det faktisk. Holger Drachmann var – genialsk. En digter, der kunne næsten det hele. Gjorde næsten det hele. Alt så lige ved og tæt på, at man kan kalde ham genial, men nøjes med – ’genialsk’.  Han skrev f.eks. ’Der var engang’ – et fikst og kønt, rørende stykke dansk eventyr, som er blevet så meget nationalejendom, at man siger titlen med blød og henført stemme uden egentlig at tænke på, at alverdens eventyr, skrøner og selv personlige erindringer begynder med de samme ord.

DRACHMANNS ’Der var engang’ eksisterer i vores bevidsthed som noget særligt. Ikke i kraft af, at det er et enestående digterværk. Men i kraft af sin musik. Dén skrev Lange-Møller – især med et par sange, der efter mere end hundrede år lever i bedste behold: ’Se natten er svanger med vellugt fin’, der kan konkurrere i vuggende velklang med barcarolen i ’Hoffmanns eventyr’. For ikke at tale om ’Midsommervisen’, der en skøn junidag i 1982 kom til at konkurrere med sig selv, da Shu-bi-dua smak en flot og lige på og hårdt version ud – ’Vi elsker vort land’ som folkelig slagsang til afløsning for Lange-Müllers monumentale omfavnelse af Drachmann-teksten i et melodisk forløb, der er som et opera-recitativ i et pragtværk af Händel. Der er svirrende sankthansorme i luften, når vi åbner munden ved bålet – hvilken melodi bliver der sunget nu, denne aften?? Shu-bi-duas eller Lange-Müllers? Med efterfølgende diskussion og krigserklæringer.

DETTE blot for at fortælle, at det musikalske eventyr ’Der var engang’ også lejrede sig hos den østrigske komponist Alexander Zemlinski, der for 125 år siden skrev tre-akteren ’Es war einmal’. Uropført i Wien i året 1900 med Gustav Mahler som dirigent. Det er den opera, vi nu sidder med på en dobbelt cd, faktisk en genudgivelse af en optagelse, der blev sendt ud på cd i 1987, ubemærket af undertegnede. Zemlinski skrev vi om for nogle uger siden i en anden anledning, nemlig da hans ’Lyrische Symphonie’ blev transmitteret fra Rued Langgaard-festivalen i Ribe. Han opera ’Es war einmal’ blev spillet og optaget i 1987 i den gamle DR-koncertsal, en ren koncert-opførelse med Radiosymfoniorkestret dirigeret af Hans Graf og med danske solister. Sunget på tysk selvfølgelig. Til en libretto af Maximilian Singer, der byggede på Drachmanns tekst.

EN overraskende og interessant operaoptagelse. Både på grund af værket, der rammer Zemlinski fra en vinkel, der er helt anderledes end hans ’Lyrische Symphonie’, som er skrevet næsten 25 år senere. Dengang en epoke, hvor hans musik klinger af den sene Wagner, at den samtidige Mahler, og ikke den Alban Berg og den Schönberg, der var langt tættere på ham i 1920’erne. Der er wienerisch, romantisk veltalenhed over hans ’Es war einmal’. En sangbarhed, som giver de danske solister tryg selvfølgelighed i deres vokale udfoldelser. Ikke mindst de to i hovedrollerne: Eva Johansson og Kurt Westi. Den første på et tidligt højdepunkt i karrieren, hvor eventyrets prinsesse får eksplosiv styrke i sin hidsige, men svingende selvoptagethed over for den påtrængende prins. Kurt Westi på et lidt senere højdepunkt i hans karriere, hvor hans lyriske tenorelegance er langt inde i den dramatiske beherskelse af stemme og temperament, som førte ham til tungere roller som Radames i ’Aïda’ og Kalaf i ’Turandot’. Der er bemærkelsesværdige rykind i de mindre roller af Aage Haugland, Guido Paevatalu, Ole Hedegaard og den svenske Per Arne Wahlgren, Christian Christiansen og Susse Lillesøe.

DEN luftige eventyr-fortælling bliver musikalsk og vokalt behandlet som det drama, det gøres til, den velkendte historie om den tapre prins, der frier, ikke klarer prøverne og derfor bliver afvist og står til halshugning, men klarer sig med et dristigt trick, forklæder sig, kommer igen og tager fusen på prinsessen i næste omgang med gunstigt resultat. Der er både H.C.A.s ’Svinedrengen’ og så mange andre historier på det samme eventyrlag – ’Turandot’ såmænd eller ’Sheherezade’ – den sidste netop hørt så orkester-lyksaligt sendt i luften ved DRs torsdagskoncert i denne uge i Rimskij-Korsakovs instrumentalt blomstrende udgave. Drachmanns og Zemlinskis prins går lige så snedigt til løsningen på det fatale frieri som Sheherezade, bare med andre midler. Den taknemmelige vandrehistorie er hos Zemlinski en køn og klingende opera. Skrevet i et tæt, romantisk tonesprog, hvor de medvirkende er hørbart trygge og har glæden ved at leve sig ind i rollerne.

ET genialt værk, ’Der var engang’? Lad os blive ved det ’genialske’, Drachmann skabte, da han havde duftet et øjeblik til ’Svinedrengen’. Emnet fængede i hvert fald: Carl Th. Dreyer prøvede at stumfilmatisere ’Der var engang’ i begyndelsen af 20’rne med Clara Pontoppidan som prinsessen. Men lagde det fra sig undervejs. Det Kgl. Teater prøvede så sent som i 1998 at spille ’Der var engang’ i Ulvedalene uden det store held. Til gengæld har eventyret været en fed succes med over 500 opførelser på teatrets Gamle Scene gennem årene. For ikke at tale om de mange amatørscene-forestillinger rundt i landet, som Drachmann med en hånd fra Lange-Müller har været ophav til. Folkeligt har ’Der var engang’ været i hælene på ’Elverhøj’.

MAN skal heller ikke blive skræmt, hvis Zemlinskis opera en dag kommer til overvejelse. Også dén har en ren folkelig sang undervejs, der kan bære ved til popularitet. I 2. akt synger prinsen i det fjerne en serenade til prinsessen: ’Schön Ingeborg sitzt traurig im hohen Saal’. Den er så dansk, så dansk. Men ingen ‘Midsommervise’. Så vi må et øjeblikke glemme Lange-Mülller og Shi-bi-dua og gamle Drachmann, der står på Skagen ved bålet og svinger med hatten.

GENUDGIVELSEN fra Capriccio er desværre med et teksthæfte uden libretto. Kun et handlingsreferat.

gregersDH.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *