HAVØRNEN ER STÆKKET

Skuespilleren og søfareren Erik Wedersøe har lagt op. Men han bander ufortrødent. Især over at være bundet til rullestolen. I dag får han Hvass Prisen ved en ceremoni på Hofteatret. 

Interview: Gregers Dirckinck-Holmfeld
Foto: Steven Achiam

PÅ sofabordet ligger et opslået atlas.
Venstresiden: Indiens vestkyst omkring Mombay. Højresiden: Thailand. Med Bangkok i centrum.
Hos Erik Wedersøe og hans kone Gitte er der altid et atlas fremme. Verden er deres. Oplevet, berejst, besejlet, studeret.
I dag modtager Erik Wedersøe Hvass Fondens pris. Han får prisen for sin store indsats som skuespiller, på film, på tv, på teater  – men også for sin, ja man må næsten bruge det ord, han selv elsker, og som han gentager gang på gang som vi sidder dér i stuen på kvisten i Skuespillerhjemmet på Bispebjerg nær Grundtvigs Kirken: Klodebevidsthed.
Et ord, der falder som en næsten larmende kontrast til situationen her og nu: Wedersøe under de skrå vægge og lave lofter. En havørn med stækkede vinger. Låst til rullestolen, afskåret fra det liv, der har været hans gennem en menneskealder. Ramt af noget, som lægerne kalder asymmetrisk vestibulær sideforskel. Selv kalder han det, at ’telegrafen fungerer for langsomt fra hoved til fod’. Og som han tilføjer: ”Der er ikke noget i vejen med hovedet – hvis du tror dét! Ikke mere end der altid har været.” 
Prisoverrækkelsen på Hofteatret i eftermiddag kommer han ikke til. Han klarer ikke trapperne i Hofteatret. Men han ved, hvad han ville have gjort i sin takketale, hvis han havde orket strabadserne. Han ville have læst Johannes V. Jensens ’Fusijama’ – digterens åbenbaring ved synet af den japanske vulkan fra et skib under jordomrejsen i 1903. Nogle øjeblikke af total ro og ophøjet sublimering i digterens ellers rastløse jagt på oplevelser.

”Måske kan Gitte læse det derinde,” siger Wedersøe med denne stemme af let anløben malm, som vi husker fra ham i tv-serien ’Rejseholdet’, hvor han var den brøsige chef Ulf Thomsen.
Han citerer: ”Jeg vågnede tidligt om morgenen før solopgang ved at vinden luftede ind i kahytten… Da jeg så ud af det åbne koøje, stod der ligesom en høj, dejlig sky lige for. Men det var ikke en sky. Det var Fusijama.”

– Som du og Gitte selv har oplevet det?

”Aldrig. Vi var ikke på de kanter. Tusind andre steder. Men med oplevelser og åbenbaringer på samme måde. Gitte og jeg ved, hvor stor jorden er. Vi har gjort den i cykeltempo. 21.000 sømil ved ækvator. Været så nysgerrige og tossede efter at lære. At forstå. Hele tiden vide noget mere. Det er dét, jeg mener med klodebevidsthed. Når vi var i havn et sted, tog vi nogle gange folk med på rejserne, netop for at lære andre folkeslag bedre at kende. I Australien eller Sydamerika eller hvor som helst. Men det krævede adgangsbillet. De måtte stille med noget viden, de kunne give videre til os andre. Det var prøven på, om de kunne komme med. Historie, geografi, håndværk. Et eller andet. Vi skal prøve at gøre hinanden klogere. Også ved at rejse. Jeg kan blive helt gal! Vi har værnepligt i dette her land  – hvorfor har vi ikke rejsepligt?”

– Mener du i stedet for værnepligt?

” Det ved jeg ikke. Men det kunne være en del af værnepligten. Tre måneder. Seks måneder. Selvfølgelig skal unge rejse ud. Anders Fogh kalder det ’fjumreår’, hvis de unge tager sig et år inden studierne. Jeg kalder det læreår. Sæt det i system. Giv dem dagpenge. Pengene kommer igen. De kommer hjem med erfaringer. Og de har måske lært noget fra sig, andre ude i verden ikke kan. Den danske folkeskole har jo proppet ungerne fulde af viden. Jeg var selv lige ved at blive borgmester i en sydamerikansk by, fordi jeg kunne skifte et tændrør.”

– Hvorfor rejste du og Gitte selv ud?

”Fordi vi var nysgerrige…”

Gitte: ”Ja, ja. Selvfølgelig. Men også fordi Erik dengang – det var i 1979 – havde søgt stillingen som chef for Aalborg Teater, og var til samtaler om det. Jeg vågnede om natten, satte mig op i sengen og sagde til Erik: ’Det går ikke. Du skal ikke ind bag et skrivebord! Nu sælger vi det hele, og så bygger vi en jordomsejler.”

Erik: ”Og det gjorde vi. Det var det eneste rigtige. Jeg var bange for at blive spærret inde. Det var ikke noget af de dér 70’er-manérer med at vi skulle ud og ’realisere os selv’. Vi var voksne mennesker, der havde overskud til at vælge fra og vælge til. Det var lidt det samme, da Bodil Kjer fik mig overtalt til at blive fastansat på Det Kgl. Teater. Det skulle jeg aldrig have gjort. Og det varede da også kun et års tid. Det passede overhovedet ikke til en anarkist som mig at komme ind et sted, hvor man var nødt til at gå op og spørge, om man kunne få lov til at være med i en film og sådan noget. Men alle de andre var glade. Min familie var glad. Min revisor var glad. Min bankrådgiver var glad. Den eneste, der ikke var det, var mig! Vi stak ud at sejle. Og sikke en ro, der kom i sjælen. Det er derfor, jeg siger: Alle skulle prøve det.”

– Men i SÅ mange år. Sammenlagt har i været væk i næsten ti år.

”På havet lærer man, hvad tid er. Tid til at tænke. Tid til at forstå. Alt det, vi ikke rigtig kender til, når vi bor i en storby. Man behøver ikke skynde sig. Hvis man er i gang med at fortælle en historie, kan man sige: ’Men konen…’ Og så stoppe op og fortsætte tre timer efter: ..’Du ved nok, hende Kirsten…’ Historien render jo ingen steder. Som vi synger i ’Det haver så nyligen regnet’: ’Det har ingen hast for den, som tror.”

– Et bibelcitat. Er du troende?

”Jeg er i hvert fald ikke ateist. Snarere en, der tvivler. Det er lidt som Gitte siger: Det er ikke godt, når man bliver ’reduktiv’. Altså sætter grænser op for, hvad der er muligt. Gitte har studeret teologi. Men hun ville ikke være præst. Jeg gik ellers og drømte om en præstegård på landet. Sådan noget med at lave kaffe hver onsdag i Bethesda og sidde og spille til på klaveret. Det blev der ikke noget af. Men jeg vil gerne have, at der er mere mellem himmel og jord, end vi kan erkende. Der ligger en enorm kraft i de store fortællinger. Og den danske folkekirke er en kulturel stabilisator. Biblen hører til vores kulturgrundlag. Jeg har det slet ikke som Ritt Bjerregaard, der har sagt: ’Jesus er en nisse for mig’. Men jeg er ikke religiøs på den måde, at jeg beder Fadervor. Det gjorde jeg heller ikke, dengang jeg lå alene og krydsede separationszonen i Atlanterhavet ud for Lissabon. Det var tæt tåge, og jeg hørte motorerne og propellerne fra de store skibe, der passerede forbi. Jeg lå med fire-fem knob og vindroret kørende. Det må være sådan en skildpadde har det, når den krydser en motorvej. Så gik jeg ned og børstede tænder og lagde mig til at sove, hvordan det så kunne lade sig gøre. I syv timer. I fuld tillid til, at Vorherre klarede det for mig. Det gjorde han. Vorherre – eller hvem fanden det var.”

– Måske en særlig determinisme i dig?

”Sikkert. Der skete noget lige så vanvittigt senere på samme tur. To store kaskelothvaler  – 15-20 meter – svømmede lige imod mig, jeg troede, de ville brase lige ind i mig, og at min sidste time var kommet, men så dykkede de lige under skibet. De kom bare igen og igen. Jeg kunne høre dem pruste og mærke deres stinkende ånde. Den ene satte skulderen mod skroget og puffede, så det knagede. Men pludselig var de væk. Jeg ved ikke, om nogen Vorherre var med i spillet. Det er vel bare held og tilfælde, at jeg slap.”

– I dag kan du le, når du fortæller det.

”Ja, der var ikke noget at le ad dengang. Men man mobiliserer heldigvis også en særlig form for humor, når man er på havet og i selskab med den store ensomhed. Jeg rejste engang med en nordjyde, der hed Torben, tværs over Atlanten fra St. Croix til England. Vi var kun os to i båden. Mutters alene. Uge efter uge. Vi skiftedes til at tage vagten. Seks timer ad gangen. Han sov, og så blev det hans tur. Jeg lavede ham noget varm suppe og bankede ham op. Det første, han sagde på sit ravjyske da han vågnede, var: ’Hwem er ’ed?’
… De har nu en speciel humor, dem dér oppe fra det nordjyske. Det er nok også noget, Vorherre har fundet på.”