ALL OF ME

Frit løb for Søren Sætter-Lassen i ’En skærsommernatsdrøm’ på Det Kgl. i lynfrossen funkis-dekoration. Send ham til X-faktor!

Spiller indtil 25. maj på Skuespilhusets Store Scene.

***

LAD os begynde med rummet. Scenen. Den er helt åbenlyst en kopi af Mies van der Rohes pavillon på verdensudstillingen i Barcelona i 1929. Glas. Knivskarpe, lige linjer. Skydevægge. Strukturel nøgternhed, funktionalisme, kølig rationalitet.
Javel, så. Morderisk! Hvis man altså går til forestillingen med titlen ’En skærsommernatsdrøm’ svævende for øjnene som noget med St. Hans, en sommernat ved bålet og elverskud i baghaven. Den dekoration lægger låg på.
Alt prøves i vores generation med Shakespeares sexede tryllefabel af ’En skærsommernatsdrøm’. I sommer var det Grønnegården, der lavede det til barnligt eventyrteater, Langdal gjorde det engang til cirkus i Gasværket, Nørrebro Teater skabte baggårdsteater af historien, o.s.v. Og nu kommer norske Runar Hodne og hans scenograf Serge von Arx så og siger: Hvad er der i vejen med et kæmpe funkis-badeværelse, m.a.o. så godt som ingen ting, vi overlader resten til fantasien og især til skuespillerne. men hva’. Sådan gjorde de to det f.eks. også med ‘Maria Stuart’ på Aalborg Teater. Og sådan gjorde man jo også i Shakespeares Globe Theatre. Nøgen scene. Skuespillerne har ordet.

FULDT SVÆV

Det får de så. Ordet. Især Søren Sætter-Lassen. Og han får ikke bare ordet. Han får hele scenen. Og tiden. Jeg har ikke talt minutter af de to timer. Men i bevidstheden fylder han det meste af de to timer i denne godt beskårede udgave af skuespillet.
Jo, jo. Vi bemærkede da godt, at Ghita Nørby kom svævende gang på gang som en ’Puk ex machica’ ned fra sufitterne. Og sandelig. Prægtig så hun ud i Maria Gyllenhoffs fantastiske flagermuse-kostume, og det gav da et sus af medvind til Ældre Sagens ihærdige og prisværdige principper om still going strong.
Sådan var vi også brillant forlystede af trakasserierne mellem de unge par. Tryllet som de bliver til at elske på tværs, takket være Puks ’Golden slumbers’-trylledråber, der kysser øjnene og lemper på afveje. Der er herlig leg i natten mellem de fire, Rikke Lylloff, Karin Bang Heinemeier, Nicolai Dahl Hamilton og Peter Plougborg. I skotsk skolekilt, som de kan flå af hinanden under deres ømme slagsmål.
Vi er også tilbøjelige til at give god kredit til de to statuariske Morten Suurballe og Meike Bahnsen, der i sindrigt dobbeltspil som både Theseus/Oberon og Hippolyta/Titania havde deres eget show kørende i myternes og naturtrylleriets overordnede roller. Mageløst kostumerede i begge figureringer, Rule Brittania-jagtantræk i den adelige verden – i eventyrets: Noget i retning af ’Avatar’.
Alt sammen udmærket til at skabe de nødvendige trods-handlinger over for funkis-rummets kolde, sorte og blanke torturomgivelser, kun dekoreret med orange lysskud, der kom og gik, som var det Københavns mange vejarbejde-lys i mistrivsel.     

AMOK

Og så. Ja og SÅ!: Alt og alle som baggrund for det solospil, som Runar Hodne lod Søren Sætter-Lassen bære frem på sin egen tryllebakke af komisk talent, en total og løbende festforestilling af mimik, krumspring og verbal-ekvilibrisme.
Et amokløb af påfund, som – hvis man tegnede forestillingen a la de markedsanalysekurver, der plager os daglig – ville være de skvulp, der skyder partierne til vejrs alt efter stemningen i de øjeblikkelige situationer.
I salen venter publikum kun på næste salve fra ham som det henrykte, selvoptagne, utæmmelige medlem af håndværker-kvartetten, som skal indøve ’Pyramus og Thisbe’ til den afsluttende fest: Den evindelige flyt-jer-her-kommer-jeg-struttende Søren Sætter Lassen som Pyramus, der helst vil spille alle rollerne, og skam også gør det for næsen af sine forknytte amatør-kammerater Peter Gilsfort, Michael Brostrup, Anders Heinrichsen og den forfjamskede forsamlingshus-instruktør Ole Lemmeke, hvis opgave han fejer af bordet og overtager.
Ligesom han overtager styret fra instruktør Hodne og kører sit eget show og får lov til det, fordi han er ubetalelig morsom og fantasifuld. Det er noget i retning af den frækkeste erobring af scene og publikum, man har set siden Jørgen Reenberg spillede H.C. Andersen i Enqvists ’Fra regnormenes liv’.
Da Søren Sætter tilstrækkelig mange gange har mimret ’All of me’ i lykkelig distraktion, lader Hodne ham give den hele armen og gå foran tæppet og fyre den gamle Sinatra-slager af med fuldt big band. Next stop: Send Søren til X-factor. Sikker vinder.

RUNDT I MANEGEN

Vi kan diskutere herfra til Thomas Backmann og Anders Paulin – den sidste har også kastet ’En skærsommernatsdrøm’ rundt i manegen på Det Kgl. Teater – om denne Shakespeare-komedie kan være et påskud til hvad som helst og svare: Ja, sikkert! Vi har set Puk spillet som forrygende stand up af Jan Gintberg på Nørrebro og som livsfarlig skovtrold af Nikolaj Hübbe på Gladsaxe Teater. Og nu så en flyvende, lidt målløs og desorienteret Puk i Ghita Nørbys krop.
Men Søren Sætter som væver Rumpe eller Rendegarn eller Rending eller hvad han nu hedder i de forskellige udgaver? Ikke set før.

GregersDH.dk