OG SÅ LER VI

Hans Henrik Clemmensen er en mesterlig fortæller, når han lader sin klovn krydse gennem det 20. århundrede, det uhyggeligste siden middelalderen.

Spiller indtil 18. februar

*****

KLOVNEN trækker tæppet for – for sidste gang. Det er nytårsaften inden årtusindskiftet. Det er hans afskedsforestilling. Han har klovnet i halvtreds år. Klovnet og ikke sagt et ord. Men nu taler han. Fortæller om de første halvtreds år af sit liv. Han er født i 1899. Nytårsaften.
Stumheden i de halvtreds sidste år er et valg. Han har sagt og set nok. Nu kan han bare vise sit klovneansigt, gøgle, få folk til at le. Fortællingen om de første halvtreds er gemt til os, der følger efter.
Hans Henrik Clemensen er klovnen, der fortæller. Den lille scene hos Får 302 er stor nok til at rumme en hel verden af fortælling. Sminkerummet, hans spejl, hans paryk, hans malede hvide ansigt – alt sammen nok som ramme om fortællingen om en rejse, der er historien om et halvt 20. århundrede, som i farverigdom, i kaos, modbydelighed, fest og uhygge er et ekko af den middelalder, vi i skolen lærte, var sort, men som vi i fællesskab har mestret at repetere så flot.

FORVANDLINGEN

Vi ler gysende over klovnen, der bliver født ud af sin sorte ludermors savlende skød mellem slimede fisk på bunden af en fiskerbåd i en havn på Barbados, følger drengen med det hvide ansigt, da han bliver solgt til en slavehandler, ekspederet til Afrika, videresolgt til en slangetæmmer, der bliver dræbt i Addis Abeba, annekteret af en italiensk adelsmand, bragt til Italien, flygter med sigøjnere til Polen, bliver taget af tyskerne i 1940’erne, sendt i koncentrationslejr ved Split og sat til at grave grave til sine medfanger i den frosne kroatiske jord.
Dér sker hans makabre forvandling, hans erkendelse af livets groteske mening og meningsløshed: Han kan muntre koncentrationslejrbørnene op med sit klovneri i de sidste minutter, inden de bliver skudt og kastet i den grav, han har været sat til at grave til dem.
Derfor kan han, da han løsladt efter krigen er havnet i London og har fået opfyldt sin drøm om at blive englænder, vise publikum det stumme tragikomiske spil, som får folk til at le. Indtil årtusindskiftet og hans egen 100 årsdag endelig løslader ham og lader ham fortælle sin historie.

HVISKEN OG RÅB

En dybt rørende, åndeløs fortælling, som Clemensen fører os igennem med latter, med smerte, i en sitrende beretterstil, hvor pauserne er så udtryksfulde som hans hvisken, latteren så rystende som hans råb og rastløse temposkift, inden han forsvinder igen bag det luvslidte sceneforhæng.

GregersDH.dk