Eva Meckbach som fru Stockmann i ‘Ein Volksfeind’ (En folkefjende). Foto: Arno Declair.
HVAD
*
HAR DU
*
GANG I –
*
MAND?
Berliner Schaubühnes gæstespil på Det Kgl. med Ibsens ’En folkefjende’, dramaet om eneren, der er oppe mod de mange. Spiller det glimrende, aktualiserer, forstærker, kaster en debat med publikum ind i forløbet, men ændrer ikke problematikken, kun formen.
Ibsen: Ein Volksfeind (En folkefjende). Bearbejdning: Florian Borchmeyer, Iscenesættelse: Thomas Ostermeyer. Scenografi: Jan Pappelbaum. Medvirkende: Christoph Gawenda, Ingo Hübsmann, Eva Meckbach, Renato Schuch, David Ruland, Moritz Gottwald og Thomas Badin.
‘’En folkefjende’ spiller igen I aften, søndag den 19.6. kl. 20 i Skuespilhuset på Store Scene.
*****
IBSENS ’En folkefjende’ rykket frem til vor tid.
Hvor det sådan set var i forvejen.
Berliner-iscenesætteren Thomas Ostermeier og hans forfatter Florian Borchmeyer fører med nogle godt tænkte og udspekulerede greb Ibsens historie op to date.
Men det er udvendige greb. Historien er den gamle fra 1880’erne: Ibsens knytnæve af en konfrontation mellem lægen, Dr. Stockmann og hans omgivelser: Myndighederne, pressen og befolkningen i en provinsby, der regner med at blive ved med at leve højt på sit lokale blomstrende kurbad og ikke vil finde sig i, at Stockmann har opdaget, at kurstedet er forgiftet af spildevand fra den nærliggende industri.
Kules skal han, og kulet bliver han.
Også i denne Berliner-udgave, uropført for et par år siden ved festivalen i Avignon og derefter på repertoiret hos Schaubühne i Berlin.
I up to date-versionen er vi hjemme hos den unge, ambitiøse dr. Stuckmann, moderne mennesker, der spiller blød rock med et par journalist-venner, pusler om deres baby, skændes om blevask og udgifter, og kæmper for at få arbejdsro midt i det daglige kaos.
I 2. del er vi på bladredaktionen – skiftet er hurtigt og enkelt, de medvirkende flytter selv møblementet og skriver med kridt ’Redaktion’ over døren i stedet for ’Stockmann’.
I 3. del er vi tilbage i den havarerede stue. Stuckmann og hans artikel om forureningen af vandet er blevet dumpet af journalist-vennerne under trusler om undergang fra bystyret, der har Stuckmanns bror som borgmester. Ingen pardon, hvis lillebror fremturer.
Stuckmann står i hele den scene og tværer væggene hvide, som et kolerastemplet Venedig i ’Døden i Venedig’.
NOGLE SPØRGSMÅL?
Altså en frisk tilgang til Ibsen.
Sandelig også, da lyset pludselig tændes i salen, og vi alle er medvirkende som publikum til Dr. Stockmanns offentlige henvendelse til byens borgere. Vi er pludselig som deltagere i et bornholmsk folkemøde.
Stockmann puffes ned fra talerstolen af sin bror og redaktøren, og vi opfordres til at stemme om Stockmanns plan om at smadre byens økonomi ved at kræve et kostbart vandrensningsanlæg.
Derefter: Er der spørgsmål?
Ja, det er der. Flere. Og de afvises hver gang med professionelle, slebne klichéer af redaktøren. Stemningen i forsamlingen er som forventet på Stockmanns side.
Hele dette lange, folkelige indslag bruges i forestillingen til at dokumentere Ibsens tese om, at flertallet altid har uret, mindretallet ret. Demokrati er en fiktiv størrelse. Som teater er det et frikvarter i forestillingen, der uvægerlig får karakter af et muntert indslag, kun seriøst i den forstand, at det påviser, hvordan man etablerer manipulation af en gruppe mennesker.
Som teater er denne ’Ein Volksfeind’ gennemsyret af glimrende skuespillerpræstationer, vi får overtekstet til dansk, og det er også nødvendigt for de tyske skuespillere taler ind imellem rivende hurtigt eller bevidst undertonet.
En ny slutning er digtet til. Stockmann svigerfar, der er direktør for den forurenende fabrik, lynopkøber aktierne i den pludselig dødsmærkede kurhotel og tilbyder aktierne til svigersønnen. I slutscenen sidder Stockmann og konen alene tilbage og tygger på tilbuddet, der nærmest kan redde deres eksistens.
Et prægtigt finale-dilemma, der afstedkommer dyb tavshed imellem Stockmann og konen, mens tæppet langsomt falder. Ostermeiers og Borchmeyers bittert sviende markering af den hjælpeløse placering i en sump af økonomisk velstand og smukke idealer, som den europæiske middelklasse efter deres opfattelse befinder sig i.
Det er dramatik, der selvfølgelig bruger aktuelle associationer til at udvide Ibsens konflikt mellem den idealistiske ener og de borgerlige massers selvopholdelsesdrift. Men ikke ændrer det grundlæggende. Bare giver det et par indsprøjtninger med saltvand. Rent saltvand.
gregersDH.dk
