'En engel gennem stuen' Teater Grob 9.4.2015 Anm.

Finn Nielsen, Stine Schrøder Jensen og Petrine Agger i ‘En engel gennem stuen’ på Teater Grob (Tegn. Claus Seidel)

EN MÅLLØS

 

ENGEL

 

GÅR

 

GENNEM

 

STUEN

 

 

Den arme, trivielle og frygtelig genkendelige familie sat på sit com kode i Teater Grob.

 

Ide: Stine Schrøder Jensen og Petrine Agger. Instruktion: Moqi Simon Trolin. Scenografi: Kisser Rosenquist. Medvirkende: Stine Schrøder Jensen, Petrine Agger, Morten Burian og Finn Nielsen.

’En engel gennem stuen’ spiller på Teater Grob indtil 25. april

***

 

SOM en tegneserie. Eller en heftig lille sit com. Vi kan også kalde det en bittersød komedie:
En familiehistorie skåret i små stumper, fortalt med fnisende undertone, situation for situation i korte klip. Vi hører næsten dåselatteren som i tv-serierne, men nej: Vi er da leveringsdygtige som premierepublikum, for der bliver spillet morsomt og for fuld udblæsning.
Latteren er på spring, når Finn Nielsen som enkemand danser en stivbenet lille familiemiddag i gang i erindringen om Danny Kaye eller Sammy Davis Jr., eller hvem han nu har i hovedet og benene.  Han er blevet forelsket i en frk. Olsen. Men hende skal vi ikke møde, for han har fuldt op at gøre med sine to døtre, den søde Petrine Agger, der har siddet for længe i spjældet og for meget på værtshus, men er fuld af mod på det ene og det andet, og fuld af gode viljer til at pifte lidt humør i lillesøster, der har lavet sig mand og børn til, og keder sig og er blevet en sur mokke.
Ingen kan som Stine Schrøder Jensen lægge ansigtet i så mopsede folder, endda holde den maske, så man får lyst til at tage tid på både sekund- og minutviseren. Kun Ditte Gråbøl kommer op på siden af Stine Schrøder i den kunst. På Teater Grob kan hun nedsætte temperaturen i familielivet til fortryllende lavgrader, som bringer den arme mand, svigersøn og svoger Morten Burian i dirrende temperaturer, der gør ham utilregnelig trods det noble image i jakkesæt og slips og borgerlig image som den fuldendte svigersøn.
En uregerlig småborger, højtråbende fra anfald til anfald, desperat grinende, selvretfærdig, affabel, når det stikker ham, og i givne situationer på spring efter fremmede damer, hvorfor ikke konens søster f.eks.?

ALMINDELIG GALIMATIAS

Mellem denne families hovedpersoner klippes i hurtige billeder. Instruktøren Moqi Simon Trolin har sat godt gang i dialoger og sceneskift og lammer den almindelige galimatias ind imellem i de øjeblikke, hvor en engel går gennem stuen, håndbremsen bliver trukket, og luften står stille, mens englen passerer gennem luften, målløs over menneskehedens absurde adfærd.
Det lille familieshow er Stine Schrøders og Petrine Aggers ide, og sammen med de to andre og Trolin har de så udviklet idéen til den stribe små privatlivets jordskred, som al triviallitteratur, alle revyer, farcer og komedier kan leve højt på. Den jordiske hverdags lattervækkende genkendelighed.
Det er slemt, det er nemt, det er morsomt.

gregersDH.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *