FORURETTELSENS SVØBE
Emil var fornavnet. Hartmann det berømte efternavn, der forfulgte ham. Bogen om ham fortæller om hans agtpågivende, nervøse vej gennem dansk musikliv.
Inger Sørensen: Emil Hartmann. En biografi i serien Danske Komponister, der redigeres af Jens Cornelius. 144 s. Illustr. Forlaget Multivers.
****
INGER SØRENSEN er en forfatter, der med stor kompetence og flid dyrker studier i dansk musik gennem 1800-talllet. Hun har skrevet sværvægtere om Niels W. Gade og J.P.E. Hartmann, specielt den sidste, the grand old man gennem hele århundredet, født i 1805 – samme år som H. C. Andersen – og død i år 1900. Hun har også begået et operaleksikon, en gedigen håndbog, som jeg tyr til med mellemrum, fordi den kan være hurtigere at hente fakta i, end Goggle, Wikipedia og andre gæve informatorer.
MEN lad mig blive ved Inger Sørensens fandenivoldske Hartmann-udfoldelser, der begyndte med biografien af J.P.E. Hartmann på over 650 sider. Bogen var samtidig en fordybelse i det komponist-dynasti, Hartmann tilhørte – familie og slægt forgrenede sig i alle retninger, op- og nedadgående og til siderne, der var musik i de fleste, de var komponister og musikere – helt frem i tiden, så vi endnu fornemmer synet og lyden af Niels Viggo Bentzon, oldebarnet, der forlod sit uregerlige, musikalske strejferliv i år 2000. Og som var det ikke nok at kortlægge dynastiets historie, fortsatte Inger Sørensen omkring årtusindskiftet med udgivelsen af fire digre bind under titlen ’J.P.E. Hartmann og hans kreds – en musikerfamilies breve 1780-1900’. Et umætteligt research-materiale til periodens musikliv – og ikke bare musiklivet, men samfundslivet i det hele taget på den tid. Brudflader og tektonisk knasen i private, ægteskabelige og faglige udfoldelser. Sociale muskelstyrker og muskelsvind på borgerskabets forskellige niveauer, selvsikkerhed og drifter mod anerkendelse, ambitioner og afmålinger af udenlandske påvirkninger og succeser.
I DENNE måned kom så Inger Sørensens biografi om Emil Hartmann, søn af den gamle. Unge Hartmann har hun allerede skrevet meget om i den store Hartmann-bog, men nu får Emil en interessant særbehandling. Der er kommet nyt materiale til. Efterkommere i slægten har fundet en kasse med breve på loftet, breve fra Emil, de fleste skrevet i udlandet hjem til hans kone Bolette, når han var på koncertrejser. Åbenhjertige skriverier, der kribler af på én gang indestængte og åbenlyse aggressioner – sandelig også referater af den begejstring, hans kompositioner bliver mødt med i Berlin, i Dresden, i Leipzig og alle de andre steder, han udfolder sig som komponist og dirigent af egne værker. Især tysk musikliv åbnede sig for ham. I Hamborg var det f.eks. Gustav Mahler, der som dirigent opførte hans opera ’Runenzauber’, bygget over Henrik Hertz’ ’Svend Dyrings Hus’.
Men aggressionerne! Ikke mindst rettet mod hustruen, der ikke forstår ham og ikke interesserer sig for ham og hans beretninger om succes i det fremmede. Oven i det raser han over et dansk musikliv, som han synes miskender ham, ikke er optaget af hans udenlandske aktiviteter, overser og nærmest sjofler ham og kun modvilligt umager sig til at opføre hans kompositioner, og når det sker, får det danske musikkritikere til at rynke på næsen.
Emil Hartmann var komponist som sin far. Selvfølgelig. Hvad skulle hans ellers være i denne verden? Godt gik det ham sådan set. Og dog. Dobbelttydigheden syder gennem bogen, der begynder med et dagbogs-citat af H.C. Andersen: ”Gamle Hartmann er født komponist. Unge Hartmann er opdraget til det.” En temmelig tørlagt stempling. Ved andre lejligheder lagde H.C. Andersen ikke mange fingre imellem. Da unge Hartmann havde skrevet syngestykket ’En nat mellem fjeldene’ til en tekst af Hostrup, skrev H.C. Andersen efter premieren på Det Kgl. i 1863: “Musikken fyldte mig ikke, og stykket var bundkedsommeligt. Ideen var poetisk og det kan måske være meget smukt at læse, men det er aldeles ikke dramatisk, det var en uro i første akt, og en stilleståen i sidste, der foregik i mørke, elskeren sov lige til stykkets slutning, og da han trådte op, sov jeg.” Den slags sved. I det snævre københavnske miljø var Emil Hartmann og H.C. Andersen tæt på hinanden, kendte hinanden personligt, unge Hartmann boede i en periode dør om dør med Andersen, Emil i sine svigerforældres elegante bolig i Kvæsthusgade, Andersen om hjørnet i Nyhavn. Svigerfaren var den velhavende erhvervsmand Rudolph Puggaard, datteren Bolette, som Emil var blevet gift med, da hun var 18 år, og som han levede med i det omfang, det nu kunne lade sig gøre for hans utallige studie- og koncertrejser i udlandet, for ikke at nævne ensomme ophold på kursteder til mental helse flere steder, herhjemme på sindssygehospitalet Oringe ved Vordingborg.
FEM børn fik de undervejs. I et samliv, der var offer for Emil Hartmanns svingende sindstilstand, hans ubestridelige ømhed for hustruen vekslende med udbrud af irritation over hendes afhængighed af forældrene og det hjem, hun kom fra, plaget af parrets egne flytninger i og omkring København, fra byens centrum til boliger i omegnen. Ingen steder fandt den rastløse Emil rigtig fred, mest i den noble villa Carlsminde i Søllerød, som i dag tilhører partiet Venstre.
I SIN rastløshed farer han uophørligt til nodepennen og skriver og skriver. Orkesterværker, ouverturer, kammermusik, korværker, sange, klaverstykker, operaer, balletmusik, scenemusik til skuespil. Bogen er spækket med informationer om værkdetaljer. Den lister også de mange indspilninger, der findes med hans musik. Her på bloggen har vi tidligere strejfet hans kammermusik, senest i januar med en anmeldelse, der fik overskriften ’Flaskepost fra 1800-tallet’ – musikken beskrevet som ’blomstrende af romantisk følsomhed’.
ET sted i bogen rammer Inger Sørensen ned i en hændelse, der både fortæller om Emil Hartmanns kunstneriske identitet og hans løsgående nærtagenhed. I 1890 dør Niels W. Gade efter et glorværdigt komponistliv og efterlader en ledig organistplads i Holmens Kirke. Emil er ikke i tvivl: Det er lige ham. Han har haft organistembede i Johannes Kirken på Nørrebro, og vil selvfølgelig gerne overtage det mere fornemme job i Holmens Kirke. Men jobbet går uden opslag til Thomas Laub, organist i Helligåndskirken på Strøget. Emil var rasende, og grum af vrede kastede han sig i presse og det københavnske musikmiljø ud i diskussioner, der ikke bare handlede om, at Thomas Laub var blevet protegeret af Holmen-provsten Skat Rørdam, men om denne Laub, der ville vende op og ned på kirkesangen i Danmark. Ved et stormfuldt møde i Bethesda-bygningen på det gamle Grønttorv, sagde Emil ifølge et referat i Nationaltidende, at det var utåleligt, at organister blev behandlet som lakajer i folkekirken, at man risikerede til sidst at sidde med rene idioter som organister, og at salmesangen under Laubs ledelse i Helligåndskirken var forfærdelig og afjasket. Til kritikeren Angul Hammerich skrev han, at der nu var ansat et talentløst bæst som organist i Holmens Kirke – ’jeg ville ikke byde min menighed at tage ham til vikar. Så kedsommeligt og talentløst er hans spil… organiststanden herhjemme bliver behandlet som de rene sjovere.’
DET gjorde det ikke bedre, at Skat Rørdam havde argumenteret med, at det da var muligt, at andre organister var større orgelvirtuoser end Laub, men at virtuospræstationer ikke hørte hjemme under gudstjenesten. Her ramte man ind i en diskussion, der kom til at runge det meste af et århundrede. Over for kritikeren Angul Hammerich vrissede Emil over Laubs ideer om, at vende tilbage til de 3-400 år gamle salmer fra reformationstiden, enkle salmer i kirketonearter, og endda omskrive nye grundtvigske salmer komponeret af Weise, af hans far, af Barnekow, Matthison Hansen og andre samtidige komponister i ’gamle harmoniseringer’ – ’Mage til Vås!’ konkluderede Emil.
DET var ikke mere vås end at afstanden mellem den Laubske ideologi om, hvordan protestantiske salmer skulle lyde, og hvordan den almindelige, let romantiske salmesang i 1800-årene lød, blussede op og har huseret lige siden. Laub skrev selv en række salmer ud fra reformationstidens idealer, han fik en stribe af tilhængere, bl.a. Mogens Wøldike, der grundlagde Københavns Drengekor i slutningen af 1920’erne, men også mange musikforskere og selvfølgelig en del organister. Stil og tankegang kom til at dele fagfolk, præster og menigheder. Man var ’laubianer’ eller ’romantiker’. Eller man var på god dansk og kristen vis forsonlig og forstående og sagde ok til begge dele, men syntes alligevel… Personligt sidder den konflikt også mig i blodet som på den ene side skolet drengekors-discipel og influeret af universitets-holdningen, på den anden side indædt påvirket af en privat klaverlærer, som var elev af komponisten Victor Bendix, der selv var elev af Gade og Hartmann og såmænd havde studeret hos Franz Liszt. En samlet påvirkning, der summede af eksklusive følelsesladede klang- og formidealer over for disciplineret rendyrkelse af puritansk, monumental enkelhed. I øvrigt samlet set frugtbart som ansporing i den daglige beskæftigelse med kritik af koncerter og teaterforestillinger. Og både tankevækkende og underholdende at få pillet ved i beskrivelsen af Emil Hartmanns nervøse dilemmaer omkring datidens danske musikliv.
gregersDH.dk
