Peter Christoffersen og Mikkel Lund i ‘Elefantmanden’ (foto: Emilia Therese)

ER DET

EN ROLLE,

DE SPILLER?

Den mytiske, men virkelige historie om den ufattelig grimme ’Elefantmanden’ og lægen, der kurerede ham, er blevet til en vild og rørende cirkusforestilling på Odense Teater

Skrevet og Instrueret af Terese Willstedt m. fl. baseret på en virkelig historie. Scenograf: Jonas Fly. Medvirkende: Peter Christoffersen, Mikkel Lund, Morten Brown, Anders Gjellerup-Koch, Mads Nørby, Marie Knudsen Foch, Sofia Saaby Mehlum, Malene Melsen og Klaus T. Søndergaard

’Elefantmanden’ spiller På Odense Teaters Store Scene indtil 14. marts

*****

”DETTE er ikke et cirkus!” tordner hospitalsdirektøren af fuld hals, mens han svinger cigaren. Er der nogen, der kan tordne, så er det Anders Gjellerup Koch.
Men det er så lige netop, hvad det er. Cirkus. På flere ledder. Instruktøren Therese Willstedt har sparket den mærkelige historie om ’Elefantmanden’ hen, hvor den kommer til at stå lige dér, hvor den kan fortælles som en nærmest surrealistisk hændelse i cirkusagtigt format:
Historien om den frygtindgydende, deforme englænder, som en London-læge blev berømt på at behandle, men som alligevel kom til at tilbringe meget af sit korte liv fremvist i shows og cirkusarenaer for endelig efter endt liv at kunne beskues i reagensglas på et anatomisk museum.

I DÅREKISTEN

På scenen er vi fra starten til en art danse macabre eller grand guignol show. Den unge læge, der er kommet til London-hospitalet og har hørt om den sære patient, som man har gemt bort, ankommer iført korte bukser og høj hat og møder et galleri af personale, der tér sig som en flok fra en afkrog af Dantes jordiske helvede. Vi er allerede i et vanvittigt cirkus.
Det londonske hospital modtager den ambitiøse lømmel af en læge og håner hans fortid på et latterligt provinshospital i Dorset – han bilder sig ind, han kan lægge billet ind på videnskabelig research og helbredelse af deres patient Joseph Merrick, der er proppet ned i en dårekiste i kælderen, hvor han fodres som et dyr, og nu hales op fra med en sæk over hovedet.
Én eneste dag kan den unge læge få ham at kikke på, og så må han i øvrigt selv betale en portør for at hale ham op af hullet. Portøreren, primitiv, bomstærk og med et varmt hjerte, spilles af Morten Brown.
Det arme vrag af en patient, Elefantmanden, vejer ikke meget, men alligevel, han er leddeløs, ryggen skæv, han er svær at håndtere og tale kan han tilsyneladende ikke, kun grynte. En opgave at spille ham! Mikkel Lund, der har påtaget sig opgaven i Odense, er også uden for scenen invalideret – han er spastiker, og vi har set ham i rullestol på Aarhus Teater i Christian Lollikes ’All My Dreams Come True’, en glimrende skuespiller.

DEN VIRKELIGE VERDEN

Intet ligner tilsyneladende den virkelige verden i dette sceneri – og dog.  Selvom kostumerne er vanvittige, dekorationen et orgie af malede balloner, farverigt dekoreret af scenografen Jonas Fly som til et fastelavnsshow, er det også en virkelig verden befolket med et hospitalspersonale, besat af snæver selvbevidsthed, fuld af foragt for patienter og andet vraggods i deres omgivelser, som f.eks. denne uforskammede, unge læge, der tror, han er noget.
Lægen spilles af Peter Christoffersen, en lang, evigt grinende fyr, splejset at se på, men alligevel stærk nok til at sætte Anders Gjellerup Kochs – vi gætter: Ca. firs kilo – på sine skuldre og lade ham holde en overmodig tale til verden, spækket med selvros, om – ja, om hans og hospitalets enestående præstation: Kureringen af elefantmanden Joseph Merrick.
For sådan går det jo: Lægen får den arme stakkel på en slags ret køl, det afslører sig, at han kan tale og argumentere, endda citere digte af Tennyson, han kan håndtere sin rullestol, da han får sådan en.
Han er alt i alt en triumf for hospitalet, ikke for den unge læge, nej, nej – direktøren tager æren og fejrer det med festsang og dans og takketaler til donatorerne, der tømmer deres pengetanke og strømmer til.
På den facon et spejlbillede af institutionel magtfuldkommenhed og selvoptagethed – det sidste også hos den unge læge, der prøver at presse citronen, da han vil udvide behandlingen til kirurgiske indgreb, men afvises af Joseph Merrick, der lugter lunten og ikke vil lægge krop til.

BEVÆGENDE

Det er en rørende og meget morsomt sammenskruet historie med strømme af sarkastiske, nervepirrende og groteske tilføjelser fra instruktør og medvirkende.
Den rå, sande historie om Joseph Merrick er ellers grum nok, men cirkusindpakningen er glimrende gennemført.
Der er øjeblikke af fin og bevægende effekt i al halløjet. Som da Elefantmanden midt i det iscenesatte sponsor- og ugebladshysteri får besøg af stjerneskuespilleren Mrs. Kendal, og alle fotografer og nysgerrige kostes væk af ham.
Han vil være alene med hende, tale om deres respektive identiteter, f.eks. vide, om hun – som hun nu sidder over for ham – er skuespilleren eller bare et menneske. ”Er det en rolle, De spiller?” Spørger han. Og hun kan ærligt spørge ham om det samme. Hans figur som ’Elefantmanden’ har jo fået karakter af kuriøs og indbringende forretning.
Malene Melsen er perfekt i primadonnarollen (Anne Bancroft spillede hende i David Lynch-filmatiseringen), og der er i det hele taget glimrende bestykninger af andre, mindre roller: Bl.a. Mads Nørby som arrogant overlæge, Marie Knudsen Foch som buldrende oversygeplejerske og Klaus T. Søndergaard som cirkusmanager.  Men det er Therese Willstedts frække greb om historien som et cirkusagtigt spejlbillede af et inhumant samfund, der giver historien luft.

gregersDH.dk