Henriette Nees Borup og Waltteri Torikka i ‘Don Juan’ (Foto: Kurt Rodahl Hoppe)

*

OVERSKUD

Festlig og fræk ’Don Juan’ som afgangsforestilling for Operaakademiets elever

****

FEST i Operaens baglokale!
Stedet hedder Takkelloftet og et Operaens Scene 2.
Det står for det meste tomt. For i dette mærkelige mastodontbyggeri har man normalt ikke råd til at bruge det. Men så er det jo godt, at man af og til kan bruge det til en fest. Sådan en, som Operaakademiet holder fire gange i træk i disse dage.
Hvis nogen synes, det er mærkeligt at kalde en opførelse af Mozarts ’Don Juan’ for en fest, så gør vi det med sindsro. For her kan vi opleve otte nyuddannede præsentere sig med et overskud af humør og lyst til at spille klaveret helt ud, lege sig igennem med en forestilling, der lever højt på at blive opført som intimteater i forhold til, hvad en ’Don Juan’ bliver på den store scene.
Vi er close up med sangerne og orkestret – alle tager det yderst professionelt, men alligevel ikke anderledes end at der er plads til at sende en del skæve og overraskende signaler undervejs. Ikke på Betty Nansen Teatrets Mozart-teaterkoncert-manér med endevending af alt. Men med et frisk blik på de forhåndenværende søm.

HUG EN HÆL

Man kan godt blive lidt nervøs ved starten: Ouverturen bliver spillet på en gammel radio fra 60’erne, det lyder forfærdeligt, men får da også kun lov at vare i tre minutter, så går handlingen i gang. Og det lille kammerorkester i damesiden tager over dirigeret af Jesper Nordin.
Men den gamle radiokasse bliver ikke ladet helt i stikken, for omkring den lejrer sig ind imellem tre musikere for at akkompagnere recitativerne på guitar, mandolin og violin – en lystig trio af mere eller mindre afgangsmodne sangere – på den måde at nordmanden Hallvar Djupvik ikke synes, han kan vandre rundt på scenen i næsten tre timer som træmanden Don Octavio, men må finde på noget mere.
Her er i øvrigt igen hugget en hæl – Djupvik, som er en udmærket tenor, får ikke lov til andet end nynne Don Octavios 1. arie, og det er egentlig synd, for den er kønnere end nummer 2. Lidt ondt, for det kan være bittert nok, at Mozart i forvejen har gjort den figur til bænkevarmer i ’Don Juan’.

OVEREKSPONERET

Nok om det. Lykken ved forestillingen er blandingen af stor elementær sanglig kunnen hos næsten alle medvirkende og så en blomstrende spillelyst.
Den sidste er ganske vist ved at gå grassat hos titelpersonen, den finske baryton Waltteri Torikka, som instruktøren Ebbe Knudsen åbenbart har givet frie tøjler til at te sig så vildt han lyster i et overeksponeret spil for galleriet, der, ok – ikke kan tilsløre, at han faktisk er et scenetalent med en brillant og overlegen stemmeføring. Men som Don Juan spiller han en type, som de fleste piger vil fnise over, når de snakker om ham bagefter.
Der er en del mere troværdighed over Jakob Vad, en ranglet Leporello med en lynsnar vokal replik og stor underfundighed i sit spil. Og for at gøre drengene færdig:
Bassen, som får lov at spille en imposant kommandant plus en rørende og kejtet Masetto, er overladt til Henning von Schulman, som vi allerede har hørt på den store scene som budbringeren ’Kvinden uden skygge’. En pragtbas med et glimt i øjet, der vil skaffe ham langt på de skrå brædder og sikkert i det hele taget.
Pigerne har en nuttet og koket Zerlina i den finske Olga Heikkilä, en svensk Donna Elvira – Cornelia Beskow – smuk at skue, fin sopran, men næppe med fuld kontrol over sit store materiale endnu. Hvor danske Henriette Neess Borup leverer varen færdigpakket og flot.

SANGGLÆDEN

Det afgørende er egentlig sangglæden hos alle og lysten til at bruge scenen uden hæmninger. Det får de lov til på godt og ondt, sandelig mest på godt, i denne opsætning, som Ebbe Knudsen har stået for. En ’Don Juan’, der hælder til lystspil, nærværende, munter, flyvende over scenen.
Et afgangshold fra Operaakademiet. Man tør nok sige, at det er en uddannelse, som fungerer. En uddannelse, de kan være glad for også i de andre nordiske lande: Af de otte sangere, der medvirker i ’Don Juan’ er kun de to danske. Resten er to finner, en nordmand, tre svenskere.

GregersDH.dk