Birgitte Hjort Sørensen, Kaya Brüel, Caroline Henderson og Carsten Svendsen (tegn.: Claus Seidel)

KNUSTE GLAS

’Divaer i glas’ pakket ind i danseoptrin, der nærmest knuser deres optræden.

Overlæsset og kunstig genopfriskning af Tivoli Variéteens stjerner for et par generationer siden.

’Divaer i glas’ spiller i Tivolis Glassalen indtil ?????

***

CAROLINE Henderson har fået idéen. Den er fin på papiret. Den hedder: Tivolis Glassalen har været hjemsted for Tivoli Varietéen med stjerner i superklasse – lad os genoplive en stribe af dem. Det er Tivoli-historie, det er legender. De er døde og borte, de fleste, men lyslevende i erindringen. Damerne Marlene Dietrich, Sarah Vaughan, Eartha Kitt, Ella Fitzgerald og Josephine Baker.

YOU name them all, der er nok at tage, når man først er i gang, så vi får også Monica Zetterlund, Birgit Brüel og Rosemary Clooney med. Og der har været mange gode konferencierer undervejs, men Caroline Henderson og Tivoli er stoppet ved en, som nogle husker specielt: Preben Uglebjerg, der sang en halv million københavnere i godt humør, da han ved Københavns 800 års jubilæum i 1967 reddede Tivolis festfyrværkeri fra at drukne i tavshed og nul raketter ved at omsætte Beatles ’We all live in a yellow submarine’ til ’Vi venter alle på fyrværkeri’. Han stod på Rådhusets balkon og fik alle med på at synge, mens Tivolis fyrværker svedte og fumlede med tændstikkerne inde i haven. Et stort øjeblik. Vi sang med som var vi triumfkoret i Verdis ’Aïda’.

SÅ hvad så? OK med den begavede skuespiller Carsten Svendsen i rollen som en Peben Uglebjerg, der så også lige undervejs kan få genopfrisket sit hit fra Tivoli Varietéen: ’Vi tjener ind på gyngerne, hvad vi mister på karrussellerne’ – selvom dagens publikum nok ikke er indforstået med ret mange af pointerne i Ulrik Ravnbøls tekst om det lange morgenbord fra Rådhuspladsen til Kongens Nytorv i anledning af byens 800 års jubilæum, om Tjæreborg præsten, og om forlægger Stig Vendelkjær, der spredte pornobudskaber, og hvad der ellers underholdes med i teksten.

BEDRE går det, når Caroline synger Cole Porters ’Love for Sale’ med Ella Fitzgerald-stemme i flot indpakning, men ens lyder hun nu, hvad enten hun er Ella Fitzgerald eller Sarah Vaughan eller Josephine Baker. Caroline spiller altid bare sig selv.

ELLER når Kaya Brüel synger Jacques Brels ’Ne me quitte pas’ og sin mormor Birgit Brüels melodi grand prix-sang ’For din skyld’ fra 1965 – dér bliver vi stille et øjeblik. PH havde skrevet den, Jørgen Jersild komponeret melodien.

ELLER når Birgitte Hjort Sørensen kvidrer fjantet som Rosemary Clooney, for ikke at tale om svajer sig i fuldt og hvidt skrud som Marlene Dietrich gennem ’Ich bin vom Kopf bis Fuss auf Liebe eingestellt’.

DER er numre nok. Der er tekstmæssig garniture, som er fikst, men sandelig ikke til litterære priser. Der er et godt band, der ikke lige lyder som det Otto Lington-orkester, der i sin tid tegnede Tivoli-musikken i Glassalen, men alligevel farer frem med rimelig god fod på blæs og rytme.

SÅ hvor er vi henne i det to timer lange show?? Vi er i et ambitiøst projekt, der bliver hængende i et tomrum. Som brikker stykket sammen i den bedste hensigt, men aldrig rigtig lever, får sammenhæng og charme. Vi oplever tre ’divaer’ – Caroline, der mangler distance til sig selv, Kaya, som heldigvis blæser lidt personlig varme i sine figurer, og Birgitte, som propper godt komediespil i sine. Carsten, hvis entertainer-bestræbelser er dygtige, men mekaniske og kunstfærdige som dukkens i ’Hoffmanns eventyr’.

OG SÅ det mest problematiske: Et lille hold af dansere er sat til at forvirre solisterne med alskens manøvrer og krumspring, som man forestiller sig skal kaste glans og dynamik til sangene, men kun virker distraherende og fratager Henderson, Brüel og Hjort Sørensen muligheden for at genskabe bare lidt af den nostalgi-effekt, der har været hensigten. Det er dårligt set af instruktør Rolf Heim og koreograf Tonia Pedersen. Der er i forvejen læsset rigeligt på af det ene og andet, tekster og påfund i løs vægt, der tager duften af forsøgene på genhør med nogle store solistiske genfærd og gør den samlede forestilling temmelig firkantet, tør og knasende som svensk knækbrød. Eller knuste glas.

LYKKELIGVIS for danserne har de til næsten-sidst fået gulvet til et selvstændigt nummer, hvor deres elegance og breakdance-kunnen får lov at udfolde sig i nogle minutter uden at skulle være påtrængende supplement til ’divaerne’.

GregersDH.dk