UDEN AT BANKE PÅ

 
En blixensk lille gyser-fortælling – Jacob Weis har skrevet den til Teater V, og den er glimrende legetøj for Karen-Lise Mynster og unge Jens Frederik Sætter-Lassen.
 

Spiller dels på Teater V, dels på turné indtil 9. december

****

JAKOB Weis sender sære mænd ind på scenen i sine skuespil. Det gør han i ’Bang og Betty’ på Folketeatret. Nu gør han det i ’Diva min’ på Teater V. Sære mænd, der ligner nussehoveder i en eller anden Gogol-novelle, sirlige, undselige, lidt kryptiske. I ’Bang og Betty’ kan vi godt røbe, hvem personagen viser sig at være. Nemlig forfatteren Johannes V. Jensen.
Vi fortæller ikke, hvem den sære mand i ’Diva min’ er – oplysningen rummer hele pointen i stykket. Så, nej.  
Johs. V. skal øjeblikkelig gøres til latter i Herman Bang-stykket. Det skal den mystiske gæst i ’Diva min’ ikke. Han er bare ubegribelig. Langt hen ad vejen.
Vi er på et hotelværelse. Karen Lise Mynster spiller en operastjerne, der lige har været turen rundt om zenith i sin karriere, men der er stadig drøn på. Operahus efter operahus. By efter by.

RØDE ROSER

Pelle Koppel, der har instrueret, lader os lige et sekund se hende fra ryggen synge de afsluttende toner i en forestilling, høre publikums bifald, og så er hun på sit elegante hotelværelse, slængkappen, brillanterne i håret, den trætte attitude, de alt for mange røde roser, som en piccolo har slæbt til værelset inden hendes ankomst – alt sammen udstykningen af en diva, der har kurs mod champagneflasken og mod telefonen for at give det rutinemæssige kald til sin husbond, den berømte komponist Lars, der som hun selv sejler kloden rundt, badet i opgaver.
En situation, Karen Lise Mynster kan få til at glimte i krukkeri, glimmer og farver med doven, næsten lad tristesse og sublim akuratesse.  
Den mystiske fremmede står der pludselig. Uden at banke på. Klokken er et om natten. En ung mand, der udgiver sig for at være en handy piccolo, der skal reparere noget lys.
Han kan bare nære sig, ja, kan han!…den unge fyr med de sære, pågående spørgsmål, tilnærmelser og kryptiske undvigelser.
Den underligste magtkamp udvikler sig mellem de to i et spil, der dufter af besynderlige finter af opera-insight fra denne uforskammede piccolo, der slynger om sig med flere og flere associationer til hendes roller. Hvad vil han hende. Voldtage hende? Var det ham, hun under forestillingen havde set rejse sig og forlade salen? Rædsel – og tiltrækning. Hvad foregår der? Hendes liv skal demonteres. Vi aner efterhånden hvorfor.

DAVIDS SLYNGE

Stykket, dialogen, situationen har duft af Karen Blixen – det er en fantastisk fortælling, mystisk, erotisk, en skæbnefortælling i gotisk stil og romantisk guldramme.
Men når vi så skal nærme os, hvem denne yndling med vrede i øjnene og uberegnelige bemærkninger og handlinger som stanget ud som fra Davids slynge mod Goliath – er, kan vi kun henvise til, at plottet har en vis lighed med, hvad Ingrid Bergman konfronteres med i Ingmar Bergmans ’Høstsonate’, pianistinden, der overmandes af sin tabte fortid. Samt at divaen den fatale aften har sunget Iokaste i en ‘Ødipus’-opera.
Opgaveløsning i ethvert leksikon eller Google! Og ingen præmie.
Tilbage kun at konstatere, at det er Jens Frederik Sætter-Lassen, der lægger karismatisk særhed, smerte og aggressioner til rollen som den fremmede og medvirker til at gøre denne uropførelse af et nyt Weis-stykke til en fin og kunstfærdig lille gyser, båret af Karen Lises Mynsters pågående udløber af sit blændende Karen Blixen-portræt i ’Om Baronessen’ på Folketeatret tidligere dette efterår.

GregersDH.dk