Andreas Bo, Mathilde Norholt og Troels Lyby i ‘Dirch’ i Tivolis Glassalen. (Tegn. Claus Seidel)

NEDTUR

’Dirch’ i Tivolis Glassalen er mere show og revy end det, den giver sig ud for, nemlig at være en scenisk dramatisering af filmen ’Dirch’. Den mangler filmens psykologiske dybder.

Manuskript baseret på filmen ’Dirch’. Koncept og Instruktion: Peter Langdahl. Scenografi: Maja Ziska. Kapelmester: Joakim Pedersen. Medvirkende bl.a.: Andreas Bo, Troels Lyby, Carsten Bang, Kaya Brüel, Mathilde Norholt, Sys Bjerre, Christian Mosbæk, Robert Hansen og fire Lommerpiger.

’Dirch’ spiller indtil 18. september i Glassalen i Tivoli. Varighed: To timer og et kvarter. Senere kommer forestilling på danmarksturné, bl.a. til Holstebro, hvor Black Box Teatret er en af medproducenterne.

***

HVOR svært kan det være? Jo, det kan åbenbart være meget svært. Det må vi konstatere, når vi ser forsøget på at overføre filmen ’Dirch’ til en teaterscene. Oven i købet til en scene, der er helt central i filmen: Glassalen i Tivoli, Stedet, hvor Dirch Passer døde under en forestilling i 1980.

Dramatiseringen er en ubehjælpsom afglans af filmen. Vi gisner frejdigt om motivet, som kun kan være at score en publikumssucces på de enkleste præmisser: Dirch Passer er en historisk succes, hans sammenspil med Kjeld Petersen er en lige så historisk succes, filmen var en succes for få år siden, ergo sætter vi den historie på scenen og gentager succesen.

Sceneshowet ’Dirch’. ’Frit efter filmen’ som det fremgår af programmet. Frit, men også kluntet og ikke-indforstået. Filmen med Nikolaj Lie Kaas som Dirch og Lars Ranthe som Kjeld er en dybt bevægende historie, der satser på Dirch Passers gradvise forsøg på at fatte sit livs skæve gang og på Kjeld Petersens præcise og kyniske erkendelse af misligholdelsen af sit liv og af sin sekunda-rolle i forhold til Dirch. Bevægende, fordi erkendelsen hos dem begge opleves som de flammer i dem selv, der sætter ild til deres absurde humor, deres vilde spring ud i det vanvid, som skaber deres succeser som scenekunstnere. Lyby har fat i Kjelds bitre selvironi og sarkasme, Andreas Bo mest i…  Andreas Bo.

PÅ SPEED

Den fortættede effektjagt i Tivoli-udgaven giver sig udslag i et opskruet tempo og lige så opskruet lydstyrke gennem hele forestillingen og ikke mindst hos Troels Lyby og Andreas Bo.

”Jo mindre jeg har at tygge på – jo højere råber jeg,” siger Dirch med Bos mund selverkendende på et tidspunkt.

Tempoet kan ikke forklares med, at Kjeld og Dirch faktisk på scenen dengang kunne have fuldt drøn på. Snarere med, at man nu, halvtreds år senere, generelt kører i et mere speedet tempo. Men gang på gang til skade for dialogen. Som da – jeg tror det er Carsten Bang, der i Stig Lommer-rollen på et tidspunkt citerer den gamle instruktøren Erling Schrøder – ”Dirch er bedst mellem replikkerne”…  Schrøder var en erfaren lystspilinstruktør.

Den erfaring når instruktøren Peter Langdahl og Andreas Bo til enkelte steder. F.eks. i klassikeren ’Skolekammerater’, da de to diskuterer, hvor deres gamle skole egentlig ligger. Dér indtræffer den type pauser, som giver stilhed og derpå udløser bifaldsbraget.

Der er arbejdet alt for lidt med timing i forestillingen. Pauser, selv de millimeterkorteste, kan være livsvigtige for virkningen.

SKINMANØVRE

Sceneshowet følger nogenlunde den ramme, der er filmens, men vælger i virkeligheden kun det psykologiske indhold som en skinmanøvre. Showet prætenderer at ramme kriser og forsoninger i samarbejdet mellem makkerparret og Stig Lommers beregnende udnyttelse af deres svagheder.

Det havner bare i forsøg på at gøre det samme som Lommer, men med enklere midler: Skabe en revyforestilling med smæk for skillingen, baseret på hurtig forenkling af de dramatiske episoder i historien, på de tos sladderblads-interessante affærer og især på indslag af sange fra de gamle revyer, sange og numre, som i sig selv var succeser dengang og sandelig stadig lever, men som ikke forekommer i filmen.

Forenklingen møder vi f.eks. i scenen med Passers forsøg på at være seriøs skuespiller, da han insisterer på at spille den retarderede Lennie i dramatiseringen af Steinbecks ’Mus og mænd’, der handler om to forhutlede mænd, der under depressionen i 1930’rne vandrer rundt og søger arbejde. Filmen går langt ind i prøverne på Steinbeck-stykket og skildrer Dirchs nagende kamp for at få fodfæste i rollen.

På scenen har instruktøren Peter Langdahl overladt til sin Dirch, Andreas Bo, at spille retarderet helt ud i tovene – det er ikke noget problem for Andreas Bo, for han er en sjov og ekstatisk revyskuespiller der ikke siger nej til parodi, hverken på sig selv eller andre – det ser vi også senere i stykket, hvor han tager kegler på at parodiere Ulf Pilgaard. Parodier, det er han ekspert i. I ’Mus og mænd’-sekvensen får han lov at løbe løbsk i en parodi på Dirchs problemer med rollen.

Når det handler om Dirchs erotiske historier er de på scenen udvidet til også at omfatte hans samliv med Judy Gringer, der selvfølgelig er interessant og har en ypperlig legemliggørelse i Mathilde Norholt, som oveni også har rollen som Dirchs sidste samlever Bente Askjær – glimrende. Sidstnævnte er da med i filmen. Judy Gringer overhovedet ikke. Men navnet tæller, for hun lever i publikums bevidsthed som ophav til ’Babs og Nutte’.

SLAGERREVY

Og sangene og revynumrene? Grethe Søncks ’Åh, jeg må ha’ medicin, medicin…’ fra Cirkusrevyen er ikke med i filmen, Sprogøes og Dirchs ’Der kommer altid en sporvogn’ heller ikke, så lidt som Gitte Hænnings ’Snakker med mig selv’. Kaya Brüel får til gengæld og lykkeligvis lov at synge ’Come rain and come shine’.

Alle sammen gode indslag og helt legitime i en slagerrevy, men de fører os væk fra essensen af den film, som man påstår, man har ’dramatiseret’. Filmen om Dirchs – og Kjelds – psykiske nedtur.

Men der er da andre sange, der hænger fint og direkte sammen med indholdet. Den rappe Sys Bjerre synger Volmer Sørensens og Otto Franckers ’Snakker med mig selv’, som Gitte Hænning sang i Cirkusrevyen, og sammen med Andreas Bo synger hun, så det ringer fint af Daimi: ’Hvem har du kysset i din gadedør’, som Daimi og Dirch fyrede af i fællesskab i 1967.

Der er dansende Lommerpiger med, Robert Hansen som en frygtelig pæn Preben Kaas, og der er et lille band med. Udmærket, men man slipper ikke for fornemmelsen af discount i forhold til f.eks. Cirkusrevyen d.d.

gregersDH.dk