FRA UDKANTEN
Mungo Park Teater har lavet det pudsigste teater ud af Helle Helles roman ’Dette burde skrives i nutid’. Et drømmespil om udkantsdanmark.
****
UDKANTSDANMARK – hvor ligger det?
Når politikere taler om udkantsdanmark, lyder det, som om det er cirka ved foden af Bulbjerg. Et skridt til, og man plumper i Vesterhavet.
I Helle Helles og Martin Lyngbos ’Dette burde skrives i nutid’ ser vi en øm scene, hvor pigen Dorte og fyren Knud kysser hinanden inderligt, men dog ikke mere inderligt for Knuds vedkommende, end at han pludselig ser væk og spørger: – Vil du have noget til kaffen?
Ok, ok – vi kan alle blive distræt midt i de mest hektiske situationer. Og ok, ok – vi befinder os (vistnok) på en jernbaneperron i Glumsø eller Haslev (eller hvor det nu er), og alt er jo – for politikere på Christiansborg – udkant, hvis det er på den anden side af betalingsringen.
Men denne Knud er udkant. Sin egen udkant. Sin egen bevidstheds udkant. Ikke så meget fordi han kan multitaske og kysse og tænke på kaffe samtidig. Mere fordi han er en rørende og hjælpeløs, kejtet og meget gæv dansker, der et eller andet sted i sit hoved roder med, hvem han er og hvorfor, og hvad han skal stille op med dét. Han er nede på jorden, kald ham bare jordbunden, han vil gerne kysse pigen, og han drømmer om at blive lokofører, men man skal jo også sige noget, når man står dér med pigen, og det bliver så det med kaffe.
PÅ KANTEN
Helle Helle har skrevet en roman om danskere, der hele tiden bevæger sig på kanten af sig selv. Uden at vide det og tænke over det. Usikre og lettere apatiske. Pigen, der er hovedperson, er på jævn fart frem og tilbage mellem et sted på midtsjælland og København, hun skal studere et eller andet, men projektet er utydeligt, også for hende selv.
Marie Bach Hansen spiller hende, som var hun Melisande i Debussys opera: Søvngængeragtigt båret af de vinde, der rammer hende. Mænd i forbifarten, tog til tiden, mors madder, festsang til familien. Uskyldig og med forundret appetit på livet.
Kasper Leisner spiller både Knud og Per og Hase og Leon, vekslende mænd på pigens tilfældige vej, han taler det mest bedårende sjællandsk, især når han er i dvælende aktion som DSB’s Knud.
FESTSANGE
I den mærkelige tilstand af alt-kan-ske og intet-sker spiller Chistine Albeck Børge forskellige kvinder i Dortes omegn. Også Dorte selv, og det hænger sammen med, at Martin Lyngbo har valgt at lave romanen til en slags scenisk radioteater, lidt som hans Mungo Park gjorde med deres Søren Kierkegaard-stykke. Personerne krydser hinandens identitet, gentager hinandens replikker, bytter dem eller forener dem her i familiære festsange med den særlige egenskab at de synges som vokalkvartet.
Sangene er stærkt underholdende, vi har jo den tradition i denne danske udkant af Europa, at vi digter og rimer på det heftigste. Ikke mindre end fem festsange får vi i løbet af det lille drama, som ikke er noget drama, men en legende situationsberetning fra – nå, ja, en udkant, der bare tilfældigvis er placeret midt på den ø, som Gefion fik pløjet ud af Sverige og døbte Sjælland.
FRA KISTEBUNDEN
Sangene er ifølge programmet hentet fra bunden af Helle Helles egen kiste af minderige familiefester, skrevet til de melodier, man nu skriver til: ’Jeg er havren’ o.l. Vi er ikke på Lisbet Dahl-festsang-plan, men tæt på. Ligesom hos det flinke hold af bondepiger, der besynger dansk landbrug på CaféTeatret i disse dage. På Mungo Park klimprer Jonas Munck Hansen diskret på sin guitar i udkanten af de begivenhedsløse begivenheder.
’Dette burde skrives i nutid’ har en henrivende tone af måbende hvilen-i-sig selv på en lagkagebund af uro. Stykket er et pudsigt og meget velfungerende scenisk eksperiment med diskrete overraskelser af scenografen Bodil Bay Schultz.
København huserer som sit eget udkantsdanmark, fjernt og provinsielt. Vi bøjer os for denne åbenlyse desavouering.
GregersDH.dk
