DET KGL. ÆDER ENS SJÆL
Om trekvart år forlader Michael Christiansen posten som teaterchef på Det Kgl. Teater. Han har allerede indledt en ensom tilværelse som gårdejer i Nordsjælland.
Af Gregers Dirckinck-Holmfeld
”Som topchef er man – pr. definition – ensom.”
Michael Christiansen ser et øjeblik på mig. Med et blik, som jeg vil kalde ALERT. Vi er så angloficerede. Ok: Årvågent. Vagtsomt.
Det er et langt liv, vi rekapitulerer. Et liv, der har ført Michael Christiansen til topposter. Via stillinger på næsten-toppen. I retssystemet. I ministerier.
”Som nr. 2 har du aldrig den endelige beslutning. Du er midtbanespiller. I det øjeblik, du selv er den, der skal score målene, er du helt alene, og den mindste fejltagelse bliver meget, meget synlig. Så er du – pr. definition – ensom. Og må acceptere den ensomhed. Der er nogle, der forsøger at lade som om de ikke er det – dem, der siger: ’Vi er jo et kollektiv. Vi gør det hele i fællesskab.’ Det er altid løgn.”
NATURENS CYKLUS
Om trekvart år går Michael Christiansen af som chef for Det Kgl. Teater. Efter seksten år på posten.
Årvågenheden og vagtsomheden er intakt, men også mildnet af refleksioner over det liv, han kan se tilbage på. Og det liv, der nu omgiver ham. Han er flyttet på landet, købte for tre år siden en gård med 70 tønder land i Nordsjælland, tre kilometer fra Kattegat, højt beliggende med den videste udsigt over jord, sø og skove, havet og Kullen i glimt langt borte. En kilometer til de nærmeste huse. Et paradis, hvis man er til natur og til – ensomhed. Ensomheden er en orgeltone i alt, hvad han taler om. Den skræmmer ham ikke. Lige så lidt som naturen skræmmer ham.
Han har forladt sin store københavnske bolig i Amalienborg-kvarteret.
”Hvor man lever med det falske lys på himlen. Hvor man aldrig for alvor oplever nat, aldrig ser en virkelig stjernehimmel…genskæret fra byen slører, selv når du sidder i en villahave. Heroppe kender du det totale mørke. Og du ser farver på en anden måde: Marken, nypløjet brun om efteråret, grå om vinteren, skærende grøn om foråret, gylden om sommeren. Planternes cyklus. Dyrelivets cyklus.”
Michael Christiansen kan tale sig varm om livsrytme. Han var kørt mig i møde på traktoren op mod landevejen. På afstand en knægt. Lystgårdens besidder på sit legetøj? Ved hækken står et advarselsskilt: ’Kørsel med kampvogn’. Makaber selvironi hos den tidligere departementschef i Forsvarsministeriet? Nej. Bare en venne-joke, der ikke er blevet fjernet.
Nu taler vi dyrelivets cyklus. Fordi jeg har spurgt ham, hvad der har vakt hans landbrugsinteresse. Er det tiden som retsassessor i 70’erne i Silkeborg og de barske oplevelser med fogedsager på forsømte gårde, hvor dyr var efterladt i hæslig forfatning? Et spøgelse, der skal manes i jorden?
FERIEDRENGEN
”Bestemt ikke. Det stammer fra min barndom. Fra jeg var seks år var jeg feriedreng på en gård ved Hørve i Nordvestsjælland. År efter år. Også i efterårsferierne. Jeg blev sendt alene med tog og med skilt om halsen og hentet i en gig af gårdmanden på Hørve Station. En Gentoftedreng på eventyr. Jeg har set smågrise blive født. Og heste fole. Jeg er blevet vækket kl. 4 om morgenen for at være med, fordi jeg gerne ville se det. For et år siden – da jeg havde fået min egen gård – var jeg i nærheden og rullede ind på den gård for at se stedet igen. Jeg fik at vide, at min plejemor – min madmor fra dengang – var død en uge før som 90-årig. Så gik jeg ned til hendes grav på Hørve kirkegård. Dér følte jeg ligesom, at ringen var sluttet. Det er altså dér, det stammer fra. Måske også bevidstheden om naturens cyklus. Du ser køerne kælve, blive malket, sendt til slagtning. Du får den dér ucensurerede naturopfattelse, som er noget helt andet end at bo i Gentofte, hvor din hund, når den skal lukke sine øjne, skal hen til dyrlægen, der siger: ’6.000 kr. – så skal jeg sørge for, at du ikke kommer til at tænke på den hund mere’… I vores byliv får du ikke lov at være en del af naturen. Her på gården oplever du vejret ødelægge en høst – se bare, hvordan regnen i sidste uge har slået kornet ned! Du har ikke magt over det. Du må acceptere, at der er en cyklus, der ligger uden for dig selv. Som du ikke har styr på – i et samfund, der har styr på næsten al ting. Det har fascineret mig, siden jeg var barn. Man bliver hele tiden mindet om sit livs cyklus. Sin egen. Sine børns. Af den eliminering af fødsel og død, der finder sted i vores samfund i dag. Alt er på afstand. Vi kommer ikke i nærheden af lidelser eller død. På landet bliver du mindet om, at sådan er det ikke. En kat æder fugleungerne, og jeg forholder mig fuldstændig rolig. Dyr æder hinanden, mens jeg står og kikker på.”
– Men dine oplevelser dengang i Vestjylland rystede dig.
”På det Sjælland, jeg kendte, havde landmændene det rimelig godt. Det var et chok at komme til Vestjylland – grænsen for retskredsen gik oppe ved den jyske højderyg. Der lå hedegårdene på de store sandede jorder. Forladte ødegårde. Mennesker, der ikke kunne klare deres liv, lukkede døren og gik. Forlod deres dyr i nogle tilfælde. Dyr, der døde, spiste hinanden, tilføjede hinanden sår, hvis det var grise. Det var ikke kun ulykken ved dyrenes død, der er voldsom og ulækker. Det er også den bagved liggende, menneskelige ulykke. Fjerde-femte generation af gårdejere, der går ned. Der breder sig endda en foragt for dem i samfundet, så de ikke kan vende tilbage. Dér mærkede jeg noget af den harme, som jeg engang hørte udtrykt så præcist af den gamle socialdemokrat Frode Jacobsen. Han var opponent ex auditorio ved min ven Ditlev Tamms disputats om det kritisable retsopgør efter besættelsen. ”Hvor er harmen?” sagde han indigneret til Tamm. Vi har en tendens til som retslærde og teoretikere og bureaukrater at lukke døren, og det skal vi. Dommeren må ikke føle harme. Men her har vi pludselig en mand, hvis brændstof er harmen. Over for en professor, hvis brændstof er intellektet. Det har slået mig: Det er vigtigt at bevare evnen til at harmes. Jeg prøver selv at lægge den juridiske side af mig væk, når jeg ser ting, jeg bliver vred over.”
ET TEATER I RUINER
– Du fik ellers ry for iskoldt intellekt og nærmest brutal styring af Det Kgl. Teater de første år.
”Det var, fordi jeg harmedes over at overtage et teater, der nærmest lå i ruiner. Det var ikke som at komme til en gård med selvdøde grise, men det var tæt på. Ingen opera. Ingen operachef. Gråbrødrescenen nedlagt – d.v.s. en total disrespekt for den eksperimenterende del af skuespillet. Balletten havde givet balletchef Frank Andersen et mistillidsvotum. Og der manglede 25 millioner i kassen. Det var ti gange værre end jeg havde troet… Der måtte ryddes op med temmelig hård hånd. Men du har ret i, at jeg i de år undertrykte den følelsesmæssige side af mig selv. Det kan virke inkonsekvent. Og jeg ER på en måde dobbelt. Men jeg tillod ikke mig selv den luksus at tage den side af mig selv med på arbejde. Måske nok humoren og en vis overbærenhed, men ikke det egentlig følelsesmæssige. Det er først efter en del år på teatret, jeg har konstateret, at de to sider godt kan forenes. Og jeg kan da godt ærgre mig over, at jeg ikke opdagede det før, for så tror jeg nok, at jeg havde fået et andet liv.”
– Hvorfor sagde du egentlig ja til jobbet i 1992?
”Det gjorde jeg heller ikke i første omgang, da bestyrelsen – Hans Skov Christensen, Niels-Jørgen Kaiser og Fut-Ole – Ole Andresen – spurgte mig.
”I må være åndssvage!” sagde jeg. Men jeg sagde alligevel ja – nok ud fra en ubevidst fornemmelse af, at der måske var noget i min tilværelse, som var uplejet, og som jeg måske kunne bruge. Det var en beslutning i lyset af, at jeg, da jeg nærmede mig 50, sådan set havde nået, hvad jeg ville. Jeg kunne ikke se, hvor de nye store opgaver lå. Den næste opgave måtte egentlig blive at prøve at finde mig selv. Faktisk et stort projekt: Hvem er jeg egentlig? Har jeg overhovedet gjort de rigtige ting i livet? Det Kgl. Teater blev den personlige udfordring. Jeg elsker i øvrigt at begynde forfra. At sætte mig selv på skolebænken. Det er det samme, jeg gør nu – med gården og landmandstilværelsen. Dengang var det nok også et forsøg på at forstå kunstens verden. Intellektuelt synes jeg, jeg kan forstå hvad som helst. Men lige præcis den verden forstod jeg ikke.
– Du kunne være blevet departementschef i statsministeriet dengang.
”Det ved jeg godt. Og…. for at være helt ærlig – nu hvor jeg så langt væk fra det: Jo, der var øjeblikke, hvor jeg fortrød, at jeg havde sagt ja. Jeg var for alvor ked af det og tænkte: Dette her kan jeg aldrig få bund i. Men så bider man tænderne sammen. Siden har der da været masser af problemer. Balladen med Sverre Fehn-byggeriet og operaen. Men der kom orden i huset. Og et meget bedre klima, især efter at Mads Øvlisen blev bestyrelsesformand i 1999. Han er en leder, der lever gennem dialog. Det er hans ledelsesstil. Jeg kommer selv fra nogle systemer, hvor dialog ikke er stilen. Altså justits- og forsvarsministeriet. Det har været rigtig godt at få en bestyrelsesformand, der spørger: Hvad synes DU? Utrolig godt. Også for mig. Det har givet stor arbejdsglæde de seneste otte år.”
TILBAGE TIL NATUREN
– Men nu går du. Endda før du behøver det. Før en ny krævende ekspansion med det nye skuespilhus. Nogle vil sige: Klogt af ham at gå i tide!
”Jeg har aldrig lagt skjul på, at den løsning, der kom var problematisk. Jeg har ikke anbefalet den. Det er dybt problematisk at have teatret liggende tre forskellige steder. Udfordringen for min efterfølger bliver at holde kunstarterne samlet i de nye store byggerier.”
– Du vil tilbage til naturen.
”Så længe jeg har helbredet. Det giver ingen mening at bo her, hvis du ikke selv deltager. Det er ikke nogen lystgård.”
– Du er alene. Et ensomt sted at være alene.
”Det kan jeg godt lide. Bedre end jeg troede. De lange aftener her…bare gå rundt. Eller gå ned i mosen. Men jeg var skræmt over det sidste sommer. Og jeg ved ikke, om der sker en ændring, når jeg forlader teatret. For Det Kgl. Teater er et voldsomt sted at være. Det æder ens sjæl, fordi medarbejderne forlanger, at man bevæger sig ind i meget private og følelsesladede spørgsmål, som gør, at du engagerer dig mere i mennesker end man gør andre steder. Produktet er voldsomt. Det gør noget ved en. Når jeg kommer hjem kl. 1-½2 om natten, så er det ikke selskab, jeg har brug for. Det er ensomhed. Men i det øjeblik, jeg ikke længere har Det Kgl. Teater, og det enorme behov for at være alene og gå en tur i skoven – så ved jeg jo ikke, hvad der sker…”
– Du venter spændt på reaktionen.
”Spændt, ja. Ikke bekymret – f.eks. over at gå ned i status. Det har jeg prøvet før, da jeg gik fra departementschef til teaterchef. En departementschef i forsvarsministeriet har en meget høj status. Jeg husker, da min chauffør og min adjudant satte mig af på Kgs. Nytorv og sagde farvel og ’Good luck’, og tiden var inde til at tage cyklen. Det var et statusfald. Et relativt. Men alligevel. Det Kgl. var helt uden status på det tidspunkt. Folk troede ikke, jeg var rigtig klog. Det tror de måske heller ikke nu.”