Forsidefoto: Mads M. Nielsen

ALLE DE MÆND!

En blufærdig, men også skånselsløs bog af Lane Lind

Lane Lind: ’Det jeg aldrig glemmer’. Forlaget Koppelwrite. Ill. m. mange fotos. 238 sider. kr. 200,-

****

EN bog, der bruser af fortællelyst. Af overskud. Af forvirring. Af forbløffelse over, hvor man hele tiden er på vej hen. Hvad nu? Og hvorfor? Eller hvorfor ikke? Lane Lind er fuld af erkendelse af sin urolige sjæl.

I ØJEBLIKKET har hun repremiere på kabaret’en ’Hvis livet var en sang’ på Café Liva i Nyhavn – vi anmeldte den sidste år og skrev, at forestillingen næsten var et spejl af den Gertrud Stein-monolog, hun præsterede i 2016 på Louise Schous Teater – spejlet nu vendt mod hende selv: ”Ironisk, frejdigt. Blufærdigt det ene øjeblik, skånselsløst det næste.”

HENDES bog kommer samtidig med repremieren på Café Liva – den må vel være noget i retning af en debut-udgivelse fra forlaget KoppelWrite, og tillykke til forlaget med den.

EN urolig sjæl og en dejligt urolig bog, hvor vi øjeblikkelig lærer den Lane Lind at kende, som var en formidabel rektor ved skuespillerskolen ved Odense Teater i seksten år og satte sit levende præg på en strøm af skuespillere. Pædagogikken hentet frem fra hendes egen karriere og mere end det: Fra det sind og fra det liv, der er hendes. Som hun skriver et sted i bogen: ”Den skuespilleruddannelse, som jeg stod for, blev en uddannelse, som gik meget tæt på den enkeltes privatliv. Det var med fuldt overlæg. For faget bestod efter min mening groft sagt af at fortælle historier – ved enten at vise følelser eller ved at skjule følelser.”

SÅ enkelt var det næsten. Vi får ikke en afhandling om Stanislavskij eller Lee Strasberg og hans method acting. Vi er tæt på hende selv og menneskene omkring hende. Tæt på det, der også har gjort Lane Lind til så spændende en skuespiller – jeg blev strejfet af erindringen om det spil, hun udfoldede på Grønnegaards Teatret i sommeren 2003 i Shakespeares ’Stor ståhej for ingenting’, og som gav hende en Reumertpris for Årets bedste birolle. Anmeldelsen begyndte sådan: ”Hvad snakkede vi om, da vi gik ud? Om Lane Lind! Jo, også om solen, der dalede så kønt, Grønnegaarden, der duftede så krydret, og Shakespeare, der skrev så meget henrivende sludder. Men mest om Lane Lind, der fik sludderet til at stritte som et pindsvin…. Hvis jeg var tyve og på skuespillerflip, ville jeg stå i kø for optagelse i Odense!”

SOM så mange har gjort. Med held. Som hun selv har gjort engang på Odense Teater og er kommet ind. Og som hun hele tiden har forsøgt sig med tilværelsens udfordringer. Opleve, berette og prøve sig frem ad mange tænkelige og utænkelige baner.

”EN uddannelse, der går tæt på den enkeltes privatliv,” skriver hun. Som hun går tæt på sit eget privatliv i bogen. Flimrende og forvirrende som sagt – oplevelser og anekdoter. En lyst- og smertens-vandring gennem begejstring, fortrydelse, jagt på at få defineret, hvor grænserne går mellem forelskelse og kærlighed, mellem forståelse og tilgivelse, mellem lykke og syndefald. Der er tit kun sekunder mellem beslutninger, resignation, intellektuel affinden-sig og stormende ny- eller genforelskelse. Selverkendelse ad libitum: ”Hver gang jeg blev forladt af en, jeg elskede, kastede jeg mig i armene på en, der elskede mig.”

SOM læser af ’Det jeg aldrig glemmer’ bevæger du dig nysgerrigt spejdende gennem sorgtunge eller jublende opbremsninger. Hændelser, der er som replikker i et fortløbende drama. Du får indsigt i et liv, hvor Lane Lind selv leder efter forklaringer på tildragelserne og deres mening. Vi er med på, at hun har haft talrige forhold til mænd, vi prøver at holde fast i, hvem de nu var, og hvem der var hvem – hun giftede sig kun med fire af dem. Mod slutningen forsøger vi at få dem på plads i galleriet. Nogle er smuttet, fordi de også smutter undervejs i Lane Linds eget netværk af en fortælling. Nogle – inklusiv hende selv – som fører en broget og uigennemskuelig tilværelse som elskere, der er der – og dog alligevel ikke er der. Hendes far – som vi andetsteds kan læse os til er en psykologi-professor ved Københavns Universitet ved navn Martin Volodja Johansen (søn af scenografen Svend Johansen), hvis overskud af vitalitet og charme fører ham gennem en række ægteskaber, der strejfer og får betydning for Lane i faser af hendes liv. Moren er til gengæld nogle gange tæt på Lanes tilværelse, men med vekslende varmegrader. ”Mor, mor, det bløder!” råber den 13-årige Lane forskrækket fra badeværelset. Hvortil mor inde fra stuen svarer: ”Gud ske lov. Ingen børn denne gang!”

MOREN var skuespilleren Lise Thomsen, som ind og ud var tilstede i Lane tilværelse – et feteret teater- og revy-væsen, der var lige så vidt omkring i ægteskaber og kæresteforhold som Lanes far. Smuk og livsglad var hun. Jeg husker hende fra min egen flakken i det københavnske caféliv især fra ’Drop In’, der var hjemsted for musikere og teaterfolk i slutningen af 1950’erne. Der var elektriske ladninger omkring Lise Thomsen.

LANE LIND har været kastet en del rundt mellem forældre og bedsteforældre i sine tidlige år – dørmåtte-syndromet dominerede mange gange. Lane, der overnattede på dørmåtten foran en lukket dør. En voldsom hændelse indtraf engang, da Lane valgte at banke på hos naboen og sammen med naboen steg fra altan til altan, knuste en rude og fandt moren liggende gennembanket ved flyglet i stuen. Der var en grund til, at hun ikke havde kunnet lukke op.

LANES ry på gaden og legepladsen var sådan, at hun blev kaldt LLLLL – et femdobbelt L som forkortelse for ’Lille lyshårede lorte-luder Lane’. Den må have været svær at udtale, den forkortelse, hvis man ikke vil kaste sig ud i de skamløse ord.

NOGLE af mændene i Lane Linds egen tilværelse – samlevere eller ægtemænd – forsvinder i bogens tågede mylder. Ham, der har givet hende efternavnet Lind fordufter snart i en slags ubemærkethed. Han var, eller han blev, lysmester på Det Ny Teater. Mere hæfter vi os ved instruktøren og stemmepædagogen Jens Chr. Schmidt eller den muntre skuespiller Dick Kaysø. Eller skuespilleren Ole Møllegaard, som var kollega på Odense Teater, og som blev far til deres fælles søn Mads M. Nielsen, som i øvrigt har iscenesat kabaret’en på Liva og selv har scoret Reumert-priser, især prisen som Årets bedste mandlige skuespiller for titelrollen i ’Udslet Hornslet’ på Teater V i 2011. Far og søn – stærke scenepersonlighed – Ole Møllegaard med den dybe stemme, en skuespiller, der bl.a. huskes for en personlig præstation med en monolog om nazi-spidsen Rudolf Hess, oversat, iscenesat og spillet af ham selv på Odense Teater i 2003.

MIDTVEJS i bogen et kapitel om, hvordan hun stormer i hælene på en veninde, der har kastet sig ud i dyrkelse af en indisk guru og hans filosofi. Kort, spontant, nysgerrig, alt bliver orange, klædedragt og tanke. En lidt ubegribelig oplevelse. Men kun et kapitel. Vi vender ikke tilbage.

EN bog for teaterinteresserede? Selvfølgelig. Men også en bog for enhver, der vil vove sig ind i krinkelkrogene af sjælen hos en kunstner, der udforsker meningen med sit liv og røber sine overvejelser om de flygtige og risikable grænser for forholdet til andre mennesker. Og sin egen plads i det store, ubegribelige spil. Alt det, som også hendes kabaret på Café Liva handler om.

gregersDH.dk