OVERSKUD PÅ AARHUS TEATER
’Det gyldne kompas 2’ fortsætter det guddommelig eventyrvolapyk på Aarhus Teater med endnu et forbløffende scenisk show.
*****
KRAFTPRÆSTATIONER – dem har vi nogle stykker af i øjeblikket i dansk teater! Af den slags, der er vaskeægte show off og muskelspil. Beatles-teaterkoncerten i Gasværket. ’Phantom in the Opera’ på Det Ny Teater.
Og nu ’Det gyldne kompas 2’ på Aarhus Teater. En scenisk mastodont af et format, der giver en god del af forklaringen på, at Aarhus Teater i øjeblikket bakser med et tordnende underskud. Det skal vi ikke himle op over. Underskud kan være forbundet med kunstnerisk overskud. Kan være. Ind imellem. Det ved vi f.eks. fra Det Kongelige Teater.
’Det gyldne kompas 2’ er – som skrevet står – 2. del af den vældige historie om – ja, om hvad? Om en 12-årig pige ved navn Lyra, der drager ud på eventyr fra sit hjem i Oxford for at finde sin forsvundne ven Roger.
OVERVÆLDENDE
Og det er ikke bare noget med en tur i skoven. Det er en gang himmelspræt af den mest sindsoprivende art, med dæmoner, engle, sorte præster, militære børster, drager, vilddyr, blafrende kæmpeflagermus, hekse, mærkelige naturkræfter, alternative verdener, man kan bryde igennem til ved hjælp af magiske knive. Og så dét der mystiske, gyldne kompas, som kun den indviede kan håndtere, men som til gengæld kan lede vej gennem gys og rædsler.
Der har altså skullet hele to, hver næsten tretimers, forestillinger til at fortælle historien. Og når vi kalder den en scenisk kraftpræstation, er det fordi den mobiliserer en scenisk teknisk ekstravagance, der minder om det 17-århundredes opulente barokteater. Ret overvældende.
SOM LOPPER
Efter premieren på 1. del sidste efterår bandede jeg lidt i min anmeldelse over handlingens kompleksitet.
Den er ikke blevet mindre med lanceringen af 2. del. Man skal hænge godt fast i stropperne for at følge haglbygen af begreber, ideer og associationer, der stormer frem som lopper undervejs i fortællingen. Så mange, at programmet til opsætningen indeholder et helt leksikon over de sære fænomener, der fylder de mærkelige verdener og parallelverdener, som optræder omkring personerne og deres færden. Hentet fra en rodebutik af nordisk mytologi, katolsk galimatias og teknisk-videnskabelig fabulering. Ligesom persongalleriet er beskrevet så nøje som var det en nøgle til vor skoletids herbarium.
I øvrigt er der så mange roller, at fortegnelsen kan konkurrere med stemmelisterne til kommunevalget.
ACTION
Og så kan det et eller andet sted være, hvad det være vil.
Jeg så ’Det gyldne kompas 2’ ved en skoleforestilling mandag eftermiddag. Unger på 4.-6. klasses niveau.
Det overbeviste om, at besværet med at begribe, hvad fanden der egentlig foregår i stykket sådan i detaljer, overdøves totalt af begejstringen over de fysiske handlinger, det visuelle styrtebad og den konstante action. Forestillingen rammer på sin egen måde computerspillets hurtige tempo og farverige verden af skiftende billeder og spontane handlinger. Hekse, der suser gennem luften, isbjørne, fugle, slagsmål, akrobatisk streetdance, kulisser, der er i ustandselig forvandling, landskaber, der skifter, kostumer i renæssance-overdådighed, en leg med dyr, mennesker og dukker, i hænderne på professionelle dukkeførere. Alt er tænkeligt i en denne dis af filmiske spring fra bjerge til slotte, fra by til natur.
PERFEKT
Det hele ville være anstrengt og anstrengende, hvis ikke det teknisk og skuespillermæssigt var så gennemarbejdet og perfekt. En lydside, der både manipulerer med stemmer og stemningsmusik, melodramatisk interaktion og veltimede pauser. Det har Søren Siegumfeldt stået for. Og listen over designere af lys og billeder, koreografer, dukkemagere et cetera er alenlang – i spidsen for det hele instruktøren Eydun Johannesen og scenografen Manfred Blaimauer.
Et forbløffende og overvældende show, der som i 1. afsnittet af ’Det gyldne kompas’ føres an af en glimrende skuespillerstab med Ena Øster Bendtsen i centrum som pigen Lyra.
For langt? Ja, givet. Det er, som om påfundene ikke vil tage en ende. Historien spinder og spinder. Hæsblæsende kreativitet. Men som sagt: Også imponerende.