Marie Knudsen Fogh, Ena Spottag og Jacob Moth-Poulsen (foto: Lars Horn)
HOLD FAST I ALLE STROPPER
TUE BIERINGS OG AALBORG TEATERS FLYVENDE ATTAK PÅ DET KOMPLEKSE MENNESKELIV
Tekst og Iscenesættelse: Tue Biering. Scenografi: Nicolaj Spangaa. Medvirkende: Jacob Moth-Poulsen, Marie Knudsen Fogh, Ena Spottag m.fl., bl.a. en sort ged.
’Det Gode vs. det Onde’ havde premiere på Aalborg T.s Lille Scene den 23. januar. Spiller på det sidste i denne uge. Varighed:1 t. 35 min. u. pause.
*****
INGEN forestiller sig vel, at Tue Biering stiller med svaret på, hvad der er godt, og hvad der er ondt. Eller måske oven i købet på, hvad man skal vælge af de to, det gode og det onde. Det er vel noget, gud og fanden sidder og afgør dér, hvor de befinder sig. Men Biering giver jo også sin forestilling på Aalborg Teater titlen ’Det gode vs Det onde’. Det lyder som titel på en akademisk, teologisk afhandling, der skal bringe ham en doktorgrad udi filosofien.
MEN gu er det ej. Biering er teatermand. Det, der interesserer ham er dramatiske vinkler på, hvordan mennesker tér sig, og hvorfor. Skubbe til vores forestillinger om, at noget ligger fast i denne verden. At forestillinger og definitioner på godt og ondt er illusioner. Betinget af historie og vaner. Og nødvendige for at holde balancen i tilværelsen, hvis man vil overleve eller bare klare sig.
FOR at fortælle dét sætter han tre skuespillere i sving med et vildt ridt i manegen, tilsat provokationer af publikum, der sidder dér som tænkte forlængelser af skuespillernes egne udfald – mod sig selv mod hinanden. Han skaber en slags hovedperson, Hans hedder han, en fyr, en tumling, der bestormer sine egne fordomme og intellektuelle skråsikkerheder, råbende og jamrende, siger fra start, at han som andre ryger på den, når han flæber over den sorte skuespiller Cosby, hvis ædle handlinger i tv-serien har vist sig at dække over virkelighedens svinestreger. Og Obama – var han nu kun den moralske superhelt, vi gjorde ham til?
HVOR det skulle bære hen? Det sidste?
DET blev vist hængende i luften, stærkt gik det med replikkerne. Men tid var der da ind imellem til vores egne små jævnføringer: Det gode sejrede f.eks. med grundlæggelsen af Israel som hjemsted for det jødiske folk, men ondskab blev samtidig sået over dem på grund af palæstinensernes uddrivelse, o. s. v., o. s. v. Verdenshistorien vrimler med tvetydigheder. Hvem er denne menneskehed, der piner folk i koncentrationslejre med den ene hånd og med den anden skaber åndfulde mesterværker?
OG hvad har skabt denne Hans, der står der sammen med Ena Spottag og Marie Knudsen Fogh og noterer på en tavle, eksempler på godt og ondt: Mozart og Indlandsisen over for Hitler og CO2 – hvad har formet ham selv: Vi ser Hans – ført på banen af Jacob Moth-Poulsen med lige så uimodståelig energi og overskud som hans to medspillere – hvordan han som barn lærer aggressiviteten i sport og krigsleg med kammeraterne på gaden: Bang! Du er død, hurra, de gode vandt! Eller hvad? Hans forsætter i vekselvirkninger og voldsomme udspil fra medspillerne Marie Knudsen-Poulsen og Ena Spottag – alle tre er én slags Hans i jagten på at retfærdiggøre eller bare prøve at forklare eller overhovedet té sig som væsener på godhedens jagtmarker. En lille Gretha indføres som ungdommens frelsende apostel. En lyslevende ged invaderer scenen, en kunstners gimmick for at skabe smukt røre om ham praktisk velgørenhed.
TUE BIERING pisker videre. Lader sine menneskelige brikker træde i kædedanse, et nøgenløb af kønsskifter, etnisk identitet-forvandlinger – på samme facon som vi så Madame Nielsen på Teater S/H i ‘Black Madonna – White Nigger’ i 2018. Et mageløst scenisk race i forsøgene på påvisning af menneskehedens uregerlige bestræbelser på at få løst livets gåder. Mageløst og dristigt som teatralske udfoldelser og eksperimenter. Scenografien på spil i ustandselige greb til kostumeskift og kameraer, der styret af spillerne selv kaster dem ud i excesser af udfordringer, som de næppe har anet kunne være udløbere og konsekvenser af deres lærdom på Skuespillerskolen.
MED opspilet forbløffelse lever vi med i deres voldsomme udfordringer. Er det teater? Ja, sandelig, digteren og instruktøren Tue Biering skåner ikke sine medvirkende, og deres rablende præstationer er gennemført med en næsten ufattelig konsekvens. Jo, det er Teater. Ikke et lærestykke i den brechtske forstand – er der en morale hos Biering, så er den, at vi er lost i uvidenhed om vores bestemmelse, fortabte i forvirringen af handlinger og motiver. Det tågede skakspil med vores egne brikker er en strøm af eksempler på spørgsmålstegn til os selv: Hvor er vi? Hvor skal vi hen? Scenisk hæsblæsende, underholdende, hårrejsende, komisk og imponerende som rablende udfoldelse med scenograf-veteranen Nicolaj Spangaas som fødselshjælper.
DET fremgår af programmet, at stykkets varighed er 1 time og 55 minutter – det er åbenbart for længst skåret ned til 1 time og 35 minutter. Mylderet af indfald kan være løbet løbsk. Det er, hvad det varer denne tirsdag aften i den sidste spilleuge – det har gået for fulde huse aften efter aften. Fordi publikum er lokket masochistisk genkendelighed og selvransagelse? Aner det ikke. Men i hvert fald nok med en oplevelse, der ender med et pulveriserende indtryk af teatret som en dramatisk tumlebane. Bierings mål. Som vi har set det før. Her løst med både et flyvende manuskript og en lige så flyvende iscenesættelse. Af skuespillere, der præsterer for fuldeste kraft og talent.
gregersDH.dk