LIV OG DØD PÅ REPUBLIQUE

Stærkt dokumentarisk socialdrama om pigen Diana på Teater Republiques ene scene og på den anden: Et forvirret spil om forfatteren Franz Kafkas liv.

Stine Lykke Winther, Marie Grove Jørgensen og Tine Agertoft (Foto: Henrik Nymand)

‘Det gør kun ondt én gang’. Gæstespil af Teater Boudoir. Instruktør: Peter Mygind. Medvirkende: Tine Agertoft, Martin Geertz, Stine Lykke Winther, Marie Grove Jørgensen og Julius Mygind.

****

’The legend of Kafka’. Gæstespil fra Hamburg og Kiel. Instruktør: Jana Pulkrabek. Koreograf: Yaroslab Ivanenko.

***

EN fascinerende og mærkelig aften på Teater Republique. På denne startdag for Copenhagen Stage spillede Republique to forestillinger i rap:
En morderisk, næsten dokumentarisk historie om pigen Diana, der graver sig ud af drabeligt socialt kaos og overlever.
Og en lige så morderisk historie om en forfatter, der forsvinder i favnen på et uforstående samfund og kun overlever på sit forfatterskab.
Den første forestilling – ’Det gør kun ondt én gang’ – ender som nærmest juleeventyr: Pigen Diana skal giftes med den søde fyr efter alle de vilde trængsler og nedture.
Den anden – om forfatteren i ’The legend of Kafka’ – ender med, at alle gode og navnlig onde kræfter trækker sig baglæns fra hans sygeleje, og væk er han, sengen står tom, han er forsvundet fysisk fra denne verden.
Så er det fortalt, hvor historierne havner. Pardon for dét. Det skal man jo normalt ikke gøre.
Men lad os så se på en for én:

TÆV OG SKILSMISSE

’Det gør kun ondt én gang’ begynder med et larmende inferno af ungdomsklub-stemning. Vi er i en teenagers verden, hvor det går hårdt til.
Men vi rykker straks tilbage i sange og situationer til pigen Dianas barndom – sandkasse og leg, far og mor, og dér brænder det på: Der er tæv, ikke bare i luften. Der er skilsmisse. Der er al tænkelig forsømmelse af den arme pige. Doblet op dramatisk af forfatteren, som åbenbart er den virkelige Diana, og instruktøren Peter Mygind… doblet op på den måde, at der er to skuespiller til rollen: den lyse Tine Agertoft og den mørke Stine Lykke Winther.
Et dramaturgisk trick, der forvirrer i starten, men hurtigt kommer på plads som en illustration af, at ulyksalighederne i pigens skæbne er så overvældende, at der nærmest skal et dobbeltmenneske til at bære det alt sammen. Tævene, de ufattelige svigt, usikkerheden over for, hvordan man håndterer sit liv, sine følelser, sit forhold til andre mennesker – det er som at blive sat ud på den yderste revle og skulle vælge at drukne eller kæmpe sig op.
Pigen kaster sig ud i prostitution, men kommer fri igen – og det er sandelig ikke takket være den firkantede psykolog, der behandler hende efter psykologiens sorte bog – Martin Geerts spiller ham præcist og komisk, ind imellem han er både luderkunde og grov, selvretfærdig og pivet far.

STÆKE PIGER OG GODE SANGE

Midt i alle forfærdelighederne synger og spiller de medvirkende små sange, der letter på og distancerer rædslerne – især har den arme og umulige mor kraft til at løfte stemmen, når det stikker hende. Hun spilles af Marie Grove Jørgensen.
Peter Mygind har bygget fortællingen op med brug af hele den store spillescenen. Der er bevægelighed mellem situationerne, vi rykkes fra den ene af disse – egentlig så ofte hørte  og erkendte – opgør mellem ægtefæller og generationer, så vi holder nysgerrigheden fangen: Vi må se, hvordan dette dog kan ende for den arme pige – skal vi sige den arme dobbelt-pige. Krudt i hele registret har hun, og vi ved altså, hvor det ender… som det hedder i en af sangene, at denne historie er “en hilsen til dem, der går ind i labyrinten”.

FORTÆNKT

Historien om den jødiske, tjekkiske forfatter Franz Kafka fortælles i den tyske produktion ’The legend Kafka’ med næsten alle til rådighed stående midler, og det er hurtigt for mange til, at der kommer rigtig samling på fortællingen.
Balletdansere sværmer om personen Kafka, en række skuespillere agerer alt fra hans familie til personer i hans omgangskreds og til de anonyme væsener på hospitaler og hos de myndigheder, der stiller ham over for uigennemskuelige anklager.
Sprogligt taler de det ene øjeblik engelsk, det andet tysk, uden at det står helt klart, hvorfor de gør det det ene og det andet. Kafka-rollen spilles af en danser, og det afstedkommer nogle af de mest interessante øjeblikke – vi ser den arme, usikre forfatters drømme og tanker som koreografiske abstraktioner. Til gengæld helt realistiske situationer med den unge forfatter og den forbenede og uforstående familie, en brutal, diktatorisk far og en mor, der emsigt prøver at manipulere med Kafkas brevveksling med en pige, han har mødt i Berlin.
Ind i fortælling om Kafkas liv flettes brudstykker af hans hovedværker, især ’Processen’ og ‘Slottet’,  Ideen er at vise identiteten mellem liv og forfatterskab. Men det virker i det store og hele postuleret og en smule fortænkt og manieret.
’The Legend of Kafka’ spiller kun to dage, m. a. o. sidste gang i aften, fredag 11.

gregersDH.dk