Karen-Lise Mynster i ‘DET, DER ER’ på Husets Teater.  (Tegning: Claus Seidel)

DET, DER VAR

Et smukt, fortvivlende liv i DDR’s  ØstBerlin – mageløst fortalt af Karen-Lise Mynster i en monolog af Peter Asmussen.

Peter Asmussen: ’DET DER ER’. Instruktion: Simon Staho. Scenografi: Jenny André. Medvirkende: Karen-Lise Mynster.

’DET, DER ER’ spiller på Husets Teater indtil 14. marts

*****

HVILKEN lammende kontrast! For bare en måned siden så vi Danica Curcic alene på scenen i Husets Teater med det øresønderrivende ’La merde’-portræt af en italiensk ung kvinde, nøgen på sjæl og legeme, bristefærdig i Berlusconi-Italiens fælde.
Og nu sidder Karen Lise Mynster på samme scene, ensom på sin stol, en moden og smuk kvinde, der stilfærdigt og enkelt fortæller sin historie om livet bag muren i DDR’s Østberlin for 30 år siden.
Peter Asmussen har skrevet stykket ’Det, der er’ – ’Det, Der eR’ for nu at udlægge titlen. Simon Staho har instrueret og iscenesat. Ja netop iscenesat, for som han gjorde i Asmussen-stykket ’Hjertet skælver’ på Aarhus Teater for et par år siden, hvor han guidede os ad sære veje mod scenen – ad krogede gange, indtil vi mødte skuespillerne i et totalt mørklagt teater, sådan har han på Halmtorvet på Vesterbro henlagt teatrets ydre i dystert mørke, sat hegn om det og ladet en vældig betonmur skjule indgangen, så du tror, teatret er lukket. Foyeren er arrangeret som et udbombet kælderlokale.
Spiller de overhovedet i aften? Ja, de gør.

HEMMELIGHEDER

Og vi er ikke i tvivl, når Karen Lise Mynster sidder på sin stol i det grå, nøgne scenerum og fortæller om, hvad den tækkelige, kultiverede fru Renate skrev i sine kærlighedsbreve til en dansk mand, hun har mødt en enkelt dag engang på en rejse til København.
Breve, hun anbragte i et hult træ i en park, hvor de blev hentet i hemmelighed og viderebragt af en ansat på den danske ambassade.
Mand og to børn fylder hendes liv – og fylder brevenes beretninger, et ømt, fortroligt berlinsk familieforhold med den ene, men livgivende hemmelighed, at alt betros elskeren i København. En lille, men stor hemmelighed midt det grandiose, destruktive hemmelighedskræmmeri, der er DDR-samfundets omkring dem – og i dem: mandens bedste ven Felix afslører sig som en Stasi-agent, der kortlægger hver millimeter af deres liv.
Hendes beretning om den dag, hendes chef på arbejdet siger ”De vil tale med dig…”, er et gys. Hvor brevene i øvrigt er hjertevarme og hjerteskærende fortællinger om naboer, forældre, barndom og et hverdagsliv, hvor pladsen er så snær, at spisebordet hænger under loftet og bliver hejst ned, når der skal spises. Og hvor der kan gå tre dage uden vand i hanerne.
Stille skriverier om løst og fast, båret af lun humor og determinisme. Om et forhold, der – som hun skriver: ”Lever af umuligheder”. Og som den sorgfulde slutreplik lyder: ”Er du der?”…
Karen Lise Mynster fortæller med små smil, tænksomme pauser, øjeblikke af undertrykt håbløshed, men alligevel latent optimisme. Det er uovertruffen fortællekunst.
I et Asmussen-stykke af glasklare formuleringer.

gregersDH.dk