Stanley Tawfik Baker som ‘Den grimme ælling’ i ‘Der var engang engang’ på Grønnegaards Teatret (Foto: Bjarne Stæhr)

ÅH, AT VÆRE

EN SVANE

H.C. Andersens ’Den grimme ælling’ omsat til et festligt, mimisk og koreografisk lille show af et bundt skuespillerelever i Grønnegården.

’Der var engang engang’ spiller i Grønnegårdens baghave frem til 19. juli hver eftermiddag kl. 16.

****

HOLD da op, hvor de må have haft det sjovt! Lige så sjovt, som vi som tilskuere har det med deres ’Der var engang engang’.
Vi taler om sjakket af skuespillerelever ved Statens Teaterskole (som nu basker med vingerne og kalder sig ’Den danske Scenekunstskole’). De, der lige er tumlet ud fra 2.-året på skolen. De er altså endnu ællinger i faget. Så hvad kan man byde dem af mere relevante opgaver end at spille – ællinger?
Det gør de om eftermiddagen på Grønnegaards Teatret nede bag den store scene: ‘Der var engang engang’ er titlen. En dramatisering af H.C.A.s ‘Den grimme ælling’. Om aftenen spiller teatret Nikoline Werdelins ’Visen om Sidsel’ på den store scene foran. Til fornøjelse mest for voksne.
Baghaven spiller – som før – for børn. Uden at voksne er adgangsforment.
Scenen er omdannet til H.C. Andersens rappende andegård med andemor og hendes afkom og hvad deraf følger: Glade småkværulanterier, udflugter til åen, mosen, skoven, de gule marker, det faldefærdige bondehus med den gamle kone hist hvor vejen slår en bugt, og de vilde svaner, hele komparseriet af snadrende væsener og spekulationerne om den mislykkede fjerde ælling, der slet ikke er en ælling, og som derfor må gå så meget ondt igennem – præcis som H.C. Andersen selv – for så lyksaligt at stikke til vejrs med flokken af vilde svaner, da den opdager, at vingerne kan bære, og glad kan konstatere, at det ikke gør noget, at man er født i en andegård, når man bare har ligget i et svaneæg. H.C.s fortrøstningsfulde personlige evangelium.

Mobning

Det er historien fortalt med en af holdets drenge som den arme, der mobbes og kanøfles, fordi han er anderledes. Lige meget hvor han vender sig hen. Nogle børn på tilskuerrækkerne vil nikke og  genkende…
Det er et mimisk show, der begynder med titlen ’Der var engang engang’, afsunget som en vokal øvelse i stil med Mozarts vilde kanon’er. Dermed får vi forklaret titlen, som er en brodering på de indledende ord i så mange H.C. A.-eventyr, også ’Den grimme ælling’: ‘Der var engang’.
Det fortsætter med spruttende verbale og koreografiske imitationer af de opdukkende, nådesløse væsener fra dyreriget, som den arme ælling må leve med undervejs, og som den hilser med psykologiske nedture, undrende bekymring eller skuffet tristesse.
Kvækkende frøer og tudser, hønsene i hønsegården, skræppende vildænder, en mjavende kat og en kone, der taler bornholmsk – det gjorde hun vist ikke hos H.C. A., men Kulturugen derovre har gjort det halvsvenske tungemål til et godt nummer.
Der er fart og flugt over den lille forestilling, som ledsages af sprød musik ved tasterne, spillet af Mariana Palacios. Vi oplever små spring og associationer til andre H.C.-eventyr, men kernen er ellers næsten ordret fra bogen i de små sammenbindende tekster. De og instruktionen er begået af Mette Borg og Charlotte Munksø, som også har iscenesat.
De medvirkende på holdet er – vi tager tilløb: Stanley Tawfik Bakar, Anne Sofie Wranstrup, Bolette Nørregaard Bang, Ferdinand Falsen Hils, Ingrid-Marie Troelsen, Julie Jeziorski Jensen, Peter Schlie Hansen og Sebastian Aagaard-Williams. Der er hausse i dobbelte navne. Man står ikke så alene med det mere.

gregersDH.dk