Tom Jensen, Lotte Bergstrøm og Julie Carlsen i ‘Den russiske familie’ (Tegning: Claus Seidel)
VI STRYGER DEN REPLIK… OG DEN!
Dramaet på Folketeatret om den russiske zarfamilies endeligt er især et spil om nutidens Rusland. Om censur og selvcensur.
****
Det lyder så fredsommeligt: ’Den russiske familie’. Det kunne være titlen på en socialpsykologisk analyse af kernefamiliens struktur i det moderne Rusland.
Men nej. Dramatikeren Vivian Nielsen har noget andet for. Hendes ’russiske familie’ er zarfamilien i årene op til oktoberrevolutionen i 1917. En familie på sammenbruddets rand. En absurd outsiderfamilie. Placeret i et absurd ingenmandsland af anakronistisk, enevældig magt. Stort set intetanende om verden uden for de gyldne tapeter.
Vi er ikke på hjemmebesøg hos en familie, der trænger til en hjælpende hånd.
Vivian Nielsen har nemlig som altid et ærinde og et greb, der gør hende til en af disse års interessante og meget personlige dramatikere. Hun skildrer processer i revolutionære oprør, med kvinder som centrale personer i processen. Kvinder med skærebrænder-sind. Kvinder, der brænder.
DET NYE, GAMLE RUSLAND
Det fascinerende ved dette stykke er konstruktionen.
Vivian Nielsen lader en nutidig, russisk gruppe skuespillere forberede opførelsen af et skuespil, der skal handle om zar Nicolai II. En mand, som måske ville det rigtige. Bare ikke evnede det.
Problemet er nu, at det nye Rusland, Putins Rusland, er et land, hvor censur, kontrol og overvågning sniger sig ind. Og magthaverne i dette Rusland er næppe lykkelige ved en skildring af den sidste zar som et menneske, der var andet end et pjok.
Selvcensuren griber teatret, instruktøren, skuespillerne. De minder sig selv og hinanden om risikoen. Om f.eks. den myrdede journalist Anna Politskayas skæbne.
Replikker stryges. Angsten for det hemmelige politi, som på god gammel, såvel zaristisk som kommunistisk, vis er i farvandet allerede under prøverne, paralyserer de fleste af de medvirkende. Undtagen to: Pigen, der spiller kammerpigen Anna, og hende, der spiller Xenia, den unge zars søster. Spillet for fuld udblæsning, da det først går løs, af Lotte Bergstrøm og Julie Carlsen. De er som små afspejlinger af den moderne Jeanne d’Arc i Vivian Nielsens ’Jeanne’ på det Kongelige for et par sæsoner siden.
DILEMMAET
Men der er mere komplekse figurer: Tom Jensen er skuespilleren, der skal spille den unge zar, og her flammer problematikken ud i lyseste lue. Han er en uregerlig, livsglad skuespiller, der overmodigt, men også vankelmodigt hele tiden provokerer ved at gribe til originalmanuskriptets replikker. Det ene øjeblik insisterer på at bruge dem. Det andet bøjer af. Glimrende spillet. Og maskeret, så vi nærmest er i selskab med en lyslevende Nicolai II.
Her lever og eksploderer det centrale: Dilemmaet mellem at falde til patten eller insistere på modstand mod det diktatur, der tilsyneladende er under udvikling i Putins Rusland – som en gentagelse af både sovjet- og zar-diktaturet. Fandeme! Vi spiller, hvad forfatteren har skrevet! Nå, ikke. OK, så…
Dilemmaet lægges med mellemrum ud til det publikum, der er tænkt som gæster ved en forpremiere på det russiske teater. Skuespillerne henvender sig direkte og redegør for baggrund og dilemmaer. Ind imellem at de genoptager spillet og koder os ind på det historiske drama.
DANSKE DAGMAR
På den måde bliver stykket delt i lag. Der er flere bolde i luften. Men vi holdes fast på nutids-vinklen.
Og dog. Vi må af og til appellere til vores eventuelle viden om, hvad der faktisk skete dengang før revolutionen. Der er hints og oplysninger undervejs, hentet fra Vivian Nielsens sikkert grundige research. Men flere skal nok alligevel til leksikon bagefter for at forvisse sig om, at den emsige enkezarina Maria Feodorovna virkelig er Christian IX’s datter Dagmar – henvisninger til hendes danske fortid dukker op flere gange.
Vi kan så dukke os grundigt ved skildringen af en dansk opvokset prinsesse, som demokratiske tanker og idealer åbenbart stadig er gået ubemærket hen over hovedet på 60 år efter det danske folkestyres indførelse. Dagmar, alias Maria Feodorovna, der bliver spillet af Pia Jondal næsten som et spejlbillede af Ghita Nørbys pompose mor i Trady Letts ’Min Familie’ på Betty Nansen i forrige sæson: En styrende, men gradvis demonteret ‘mutter familias’, påståelig, snæversynet, magtglad.
Det er – som de øvrige roller – en dobbeltrolle. Pia Jondal er også skuespilleren, der med slet skjult tilfredshed overtager instruktørrollen efter den instruktør, der er blevet udrenset eller har udrenset sig selv af frygt for overvågningspolitiet, her i Frank Rubæks sorte, slimede udgave.
MANGE TRÅDE
I sammenligning med ’Jeanne’ på Det Kgl. er ’Den russiske familie’ lige så målrettet i sigtet, men psykologisk skarpere. Og klarere i konstruktionen. Alligevel: Vivian Nielsen gør det ikke let, hverken for sig selv, for os eller for iscenesætteren Ulla Gottlieb.
Tvivlen, dilemmaet, valget hos de russiske skuespillere er temaet.
Men vi skal samtidig ind i konflikten med den legendariske og dæmoniske munk Rasputin, der forfører zarinaen og styrer zar og regering med sine hypnotiske manipulationer. Anders Hove og Trine Appel har fascinerende tag på de to roller. Ligesom Ole Westh-Madsen har det på rollen som den kloge, men svage bureaukrat, finansminister Witte.
Men igennem de mange tråde, navnlig i 2. del af stykket, kan man ikke lade være at tage sig selv i at tænke på, hvordan f.eks. netop Rasputin-historien kunne være basis for et koncentreret, selvstændig drama.
Det er en historie, der flytter vores opmærksomhed væk fra hovedsporet: Skuespillerholdet, der falder fra hinanden under trykket og angsten for censuren og for deres job.
Så stort anlagt som stykket er, kunne det i øvrigt have godt af en større scene. På Hippodromens begrænsede plads har Birgitte Mellentins dekoration svært ved at få albuerum. Alt er som proppet ud på en gang i Vinterpaladset.
