Lars Lohmann, Amalie Dollerup og Mads Rømer Brolin-Tani i ‘Den gyldne drage’  (Foto: Allen Toft)

EN TAND TIL

Schimmelpfennigs ’Den gyldne drage’ er grotesk morsom på Aalborg Teater

Spiller indtil 22.12. på Aalborg Teaters Lille Scene

*****

HVAD i himlens navn sker der her? En stor hvid container på scenen. To regissører kommer ind, åbner jerndørene, og dér sidder de fem skuespillere. De rykker ud, og siden er den container stort set bare baggrund for et spil, der flimrer i snesevis af klip over den stort set nøgne scene. Til sidst bliver containeren klasket til med blod.
OK. Der skal så lidt til. Vi kan opfatte den container som en bolig. Den slags, der kan være husly for illegale indvandrere, der har brug for at skjule sig. Men det er også en halv ramme om det sted, stykket foregår: Den asiatiske indvandrer-restaurant ’Den Gyldne Drage’ – plus alle etagerne oven over og next door, beboet med lidt af hvert: to stewardesser, en gammel mand, et ungt par, der skændes, et umage, men forelsket par og en fordrukken købmand.

KRÆVENDE

På Husets Teater spillede de tidligere på efteråret ’Den Gyldne Drage’ i en meget spændende opsætning, som Jacob Shokking havde iscenesat – med videoprojektioner og ustandselige billedskift og sætstykker. I Aalborg er den komplekse handling skrabet til at hvile næsten hundrede pro cent på skuespillernes rykvise skift fra scene til scene og deres omstillingsevne.
Hvad opnår instruktøren Thomas Bendixen ved det? I hvert fald, at kravene til spillerne er om muligt endnu større end de var på Husets Teater.
Men virkningen stadig den samme: Vi tvinges til at lege med på de ustandselige rolleskift. Mænd spiller kvinder, kvinder spiller mænd, gamle spiller unge, unge spiller gamle – en slags løbende fremmedgørelse, der på sin bagvendte facon fortæller om indvandreres og europæeres ambivalente forhold til hinanden.
Vi hænger på. Det er stadigvæk fortællingen om den illegalt ansatte fyr i thai-restauranten og hans tandpine, den elendige tand, der bliver trukket ud af kollegaerne i køkkenet, mens personalet svinger med gryderne, for så at havne i suppen hos stewardessen ved bord nr.6, indtil den bliver det definitive symbol på konfrontationen mellem ven og fremmed, de stewardessen får den i munden og gør sig intense overvejelser om dens karakter og substans, indtil hun dumper den i floden fra en bro.
Det er historien. Sideløbende med den klassiske fabel om Myren, der gør Græshoppen til sin slave.

HUMOREN

Humoren får måske en tand til (pardon!) i denne opsætning, bl.a. fordi spillere som Andreas Jebro, den lange kleppert, der agerer græshoppe, har en så yndefuld facon at hoppe på. I græsset og i myretuen. Gerne til akkompagnement af Mads Rømer Brolin-Tani, som spiller på sav dertil.   
Heller ikke Marianne Høgsbro sløser med pointerne – hun tager alle turene fra mopset myremogge til den fordrukne kioskejer Hans med kynisk smil på læben eller grødet stemme.
Forvandlingerne er morsomme – ligesom Lars Lohmann er det ømmeste, man kan se for sig, når han ifører sig stewardesse-tørklædet og for en stund dropper den skruenøgle, han fjerner den syge tand med.
Ingen kan heller ikke frakende den rappe Amalie Dollerup et særligt talent for at hvine af smerte og, når det skal være, spille både rasende ung ægtemand eller indvandrer på flugt.
Det sidste i et orgie af vandplask, en svømmetur nord om det asiatiske kontinent – fabuleringerne er grænseløse i Ronald Schimmelpfennigs dramatik.

NÆRVÆRENDE

Vi springer med på den værste, for alt er så elementært nærværende, både de ustandselige replikskift, afbrudt af manuskriptets regibemærkninger, ’Kort pause’ og den slags – hele idéen om at samle indvandrer-konflikten i en absurd historie om et helt uskyldigt beboerkollektiv af ordinære væsener og deres trivielle skæbner.
Er La Fontaine-eventyret om Myren og Græshoppen et symbolsk parallelgreb, så er Schimmelpfennigs stykke på samme måde en fortælling, der med barsk humor sætter indvandrer-problemer på tavlen.
Vores og deres.

GregersDH.dk