OG REGNEN DEN REGNER… 

’Det gode menneske fra Sezuan’ er henrivende, ironiske leg med Brechts løftede pegefingre i Skuespilhuset.

Spiller indtil 15. 12. på Skuespilhusets Portscene

*****

 SYND for den lille dame fra Sezuan? Gu’ så! Vi stikker frejdigt alle Brechts løftede pegefingre skråt op, hans formaninger om ikke at blive rørstrømske i teatret, ikke fælde tårer, men se køligt og nøgternt på, hvad der sker dernede på scenen. Og så – OK, blive klogere på verden, på menneskenes forkvaklede egenskaber og gerninger. 
Det er rigtigt og glimrende alt sammen, vi kender lektien om hans episke teater. Men sidder Maria Rossing ikke dér i regnen og ser på Thomas Hwan med øjne, der kan få os til at smelte hurtigere end Grønlandsisen bukker under for klodens opvarmning!
Thomas Hwan hopper ikke på dén. Den blåøjede tøs ved hans side kan udnyttes. Han hytter sig for regnen under sin lasede paraply, og han er ude på fiduser, ligesom alle andre er ude på fiduser i dette spil om de fattige i byen Sezuan – enhver er sig selv nærmest i nødens stund. Det er læren hos Brecht.

SNOVEJE

Selv Maria Rossings gode pige fra Sezuan må tildeles en rem af huden: Brecht kreerer hende som dobbeltgænger – Shen Te bliver til fætteren Shui Ta, som er ikke er i tvivl om, hvordan man kringler livets problemer og nørkler sig vej ad det kapitalistiske samfunds beskidte snoveje.
Men tværs igennem lever alligevel drømmen om at være god og opføre sig anstændigt, i den afdeling af pigen der hedder Shen Te, luderen med den lille tobakshandel, og Maria Rossing nagler os fast med sit gudhengivne, nøgne udtryk, der rummer al menneskelig lykke og tro – ikke på Gud og den evige frelse, men på tro i reneste form uden filtre, bagtanker eller pisk.
Dét ansigt kan stivne i forknythed, live op i barnlig glæde, det kan endevende en hvilken som helst finte og lumskhed fra omgivelserne.

GUD I DET HØJE

Sådan sluger vi den Brecht med al hans dogmatik. Med et skuespil, der vækker til en lille tåre – så våd som den regn, der sjasker ned over scenens Sezuan fra det sekund Peter Plaugborg med sine to meter og beholder på ryggen tilbyder sig som vandbærer til en befolkning, der bare behøver løfte hovedet og lukke munden op for at få slukket tørsten af Gud Fader selv – eller hvem der styrer i den ende af Kina.
Hos Brecht: Et trestjernet hold af lille Helle Fagralid, lange Johanne Louise Schmidt samt Mikkel Arndt, som introducerer sig selv med hjælpepakke fra det høje.
Historien om, hvordan selv den uskyldsrene madonna-luder må afpasse sit liv til kapitalismens mortérgranater af logik, er fortalt i Skuespilhusets Røde Rum af en bande skuespiller, der lider af ustyrlig spillelyst, lyst til at holde deres utallige roller op mellem tommel og pegefinger og lege: Nu er jeg den, og nu er jeg den, og nu er jeg hende der eller ham der – rollerne udskiftes på det lystigste – Rasmus Bjerg som snedkerkone, Mikkel Arndt som fru husvært o.s.v., o.s.v. 

FANTASI

Alt sammen under anførsel af instruktøren Elisa Kragerup, der holder den ironiske plakat-tone gennem hele forestillingen, en stiløvelse med tungen lige i munden – uden at vi keder os et sekund, tvært imod: lér lige så lifligt af menneskehedens børn og deres selvoptagne kneb.
Scenen er som en grumset, luvslidt badeanstalt af pap og papir, de utallige omklædninger er for det åbne, ikke eksisterende tæppe. Palle Steen Christensen har kreeret den.
Sjældent ser man forestillinger, der vokser så konsekvent ud af begavet, barnlig fantasi – selv pianisten Kristian Jørgensen kan spille på alle strenge fra Chopin til blues, blive kaldt til orden af skuespillene, og sur. Der er folkefest også i musikken, men ingen folkloristisk kling-klang-kling fra Peking og omegn.
Overordentlig underholdende.

GregersDH.dk