Ghita Nørby og Henning Jensen i ‘Den gamle dame besøger byen’ (Tegning: Claus Seidel)
HÆVNEREN I DE SORTE STØVLER
Ghita Nørby er til at skære sig på i Dürrenmatts ’Den Gamle Dame besøger byen’ – der i Kasper Rostrup udgave er lige så meget besk komedie som ondskabsfuldt drama.
*****
De skridt! Vi hører dem i mørket. Det er kvinden i sort, denne Claire, der vandrer frem på sine sylespidse Christian Louboutin-hæle. Lyd af Hitchcock-gyser. Og sådan er alt så beregnet i denne historie om den gamle dame, der besøger byen. Her kommer hun i slutningen af Dürrenmatts stykke frem ad rampen gennem salen, publikum på begge sider, for vi er til en art totalteater. Skuespilhuset store scene bygget op og om – i endnu et forsøg på at udviske vores erindring om, hvordan man kunne skabe teater om ørerne på os i Turbinehallen, den store, for snart længe, længe siden.
Sort er hun, Ghita Nørby, for hende er det, der vandrer som hævnens gudinde frem mod midterscenen. Skridtene falder som dråber i en drypstenshule. Gys.
Der er lyde og billeder i denne opsætning af Dürrenmatts moderne klassiker – historien om hævneren, der vender tilbage til sin fødeby og knuser dens borgere. Lyden af skridt. Også tidligere i forløbet, da man hører – hører og ikke ser – Henning Jensen som den arme Arthur Ill (ILL!) gå hvileløs frem og tilbage, så hans underboere må lytte og drage deres slutninger: Han er bange.
VI SMILER
Lyde – og billeder. De mange sceneskift er svøbt ind i brag af uvejr og damptogets dundren igennem den lille by – scenen er ændret næsten umærkeligt hver gang røg og damp er væk, det ene øjeblik station i denne by med det sigende, slamslubrende navn ’Güllen’, det næste hr. Ills købmandsbutik, så torvet i byen, så sal i byens rådhus, så skov og park – skuespillere i rollerne som træer og buske, med grene i hænder og imitationer af spætte, der hakker mod stamme – jeg tror det er Morten Eisner, der har den fornøjelse.
Vi er i det hele taget mageløst forlystet med detaljer og lyst og gys, og når jeg taler om de hitchcockske effekter, så er de bare noget af alt det, der i denne forestilling har det herligste skær af ’nu-får-vi-en-rigtig-godnathistorie’, den er slem og ondskabsfuld, men ikke værre end en af de mellemskrappe af Grimms eventyr.
Vi smiler grumt med. Men vi smiler. Ad de to løskøbte forbrydere fra Sing Sing, som ’den gamle dame’ har betalt millioner for at fiske ud af fængslet og gøre til sine opvartere – f.eks. frembære den sorte kiste, der skal skræmme Güllens borgere fra vid og sans, og som vi aner skal i brug – til den værkbrudne, protese-sammenskruede millionøse selv, når hun har fuldendt sit værk? Eller til den stakkels, fortumlede Arthur Ill? Vi ved det kun, hvis vi har læst historien eller oplevet den i en af de mange tidligere opsætninger – tidligst med Bodil Ipsen på Det Kgl. for halvtreds år siden.
BORGERDYR
Og vi smiler ad de to blinde, kastrerede stakler, der engang er blevet købt til at aflægge falsk vidnesbyrd, og som nu er hævnerens trumfkort, da hun lammer byens borgere ved at fortælle, at hun forlod byen som en fattig syttenårig, jaget ud efter en faderskabssag mod den unge Arthur Ill. En sag, hun var prædestineret til at tabe. Underklassetøsen mod bedsteborgersønnen.
Som vi smiler ad hele striben af groteske borgerdyr, der nu, halvtreds år senere, hykler retfærdighedssans og løfter moralsk pegefinger i et sølle forsøg på at omgå den forunderlige dames krav: Lad Arthur Ill dø, så skal I få en milliard at lege med!
Det bliver på den måde en eventyrlig fabelkomedie nok så meget som en samfundskritisk historie om, hvordan mennesker ikke skal have tilbudt mange skillinger til baglommen, før de sælger ud af de fine moralske principper. Det er begge dele, og det er også det, Dürrenmatt har villet. Skildre det moralske korthus, der skvatter sammen for et godt ord, når fristelserne melder sig.
HÆVNEREN
På den måde bliver forestillingen også en vidunderlig lystig og sprælsk teateraffære. Undertiden næsten som en opera, når de medvirkende samler sig i kor-optrin, omringer Arthur Ill og synger løs af Fuzzys næsten Kurt Weill’ske satser. Eller når Ghita Nørby på én gang er den hævnende Medea og gudinde, jernladyen, en Tutta Rosenberg eller Helen Mirrens dronning Elisabeth – det hele i én makaber apoteose. Lige til at skære sig på, hovedet let på skrå og med den gennemborende replik: ’Verden gjorde mig til luder. Nu gør jeg verden til et bordel!’
Menneskeligt – rykket ud af det karikerede persongalleri – møder vi jo kun jernladyens modpol, Henning Jensens Arthur Ill, fyren, der til at begynde med er lige så meget en leflende fnatmide som de øvrige i byen, indtil han afsløres, mærker kvælergrebet og rejser sig heroisk for at gå sin uafvendelige skæbne i møde. Det er glimrende spil af Henning Jensen.
SKAKSPIL
Talløse medvirkende – især Søren Spanning og Bjarne Henriksen har vigtige roller.
Men vi går ellers hjem med et samlet billede af en teaterforestilling, der nok har kontante håndkantslag til menneskelige svagheder, men først og fremmest vil huskes som et køligt-fascinerende, pulserende skakspil i Kasper Rostrups beregnende iscenesættelse.
Og som en fascinerende sekvens af billeder i Rikke Juellunds mangfoldige scenografi og kostumer – der er f.eks. visuelt sug i Ghita som blodrød commedia del’arte figur på hotellets balkon i 1. akt.
Bare for i et strejf at genkalde sig et enkelt af mange øjeblikke, der bliver hængende på nethinden.
Eller i ørerne…den morderiske klang af Ghita Nørbys sorte støvler med de flammerøde såler og hæle som spydspidser.
