Josef Wagner og Cornelia Beskow i ‘Den flyvende Hollænder’ (tegn. Claus Seidel)

NEXT STOP FURESØEN?

Den Flyvende Hollænder på Malmø Operaen synes grundstødt i en sø i Dalarne.

Komponist og librettist: Richard Wagner. Iscenesættelse:  Lotte de Beer. Scenograf: Christof Hetzer. Dirigent: Steven Sloane. Medvirkende: Cornelia Beskow, Josef Wagner, Nikolay Didenko, Zoltan Nyári, Karin Lovelius, Timothy Falcon og Malmö Operakor.  

’Den flyvende Hollænder’ spiller på Malmø Operaen. Varighed: 2 t. 45 min. inkl. pause.

****

HERLIGT stimulerende. Som enhver forestilling, der vækker undren, forbavselse og spekulation på, hvor vi er henne.

DER var ingen tvivl hos Wagner selv, hvor vi er i ’Den flyvende Hollænder’. I sin lommebog kradser han notater ned fra de sidste dage ombord på skibet ’Thesis’ i juli 1839 på vej fra Letland til London: ”27.7. I Skagerak. Storm. 28.7.: Storm. 29.7.: Stormende vestenvind: Måtte løbe ind i en lille norsk havn nær Arendal. Om aftenen i land med Minna. Fantastiske klipper mod havet. Stedet: Sand-Wigke. Den 31.7. prøvede vi at sejle ud igen, på vej ud af havnen rammer skibet en usynlig klippe. Tilbage igen… I august i sikkerhed på havet igen. Søndag aften den 4.8.: Storm fra nord….”

STORM, storm og mere storm…

JEG åbner min computer her ved søndag morgengry den 3. februar 2019. Den åbner med et vældigt nattefoto med hav og klipper og storslået nordlys. Min it-leverandør har lugtet lunten. Og jeg er straks inde i ouverturen til ’Hollænderen’ med kaskaderne af brus fra hav, hylende vind. Nordsøen. Wagner på flugt. Hovedet fyldt af ansatsen til en opera om ’Den flyvende Hollænder’, historien om skipperen, der vil passere det stormfulde Kap det Gode Håb, bander Fanden og Vorherre ned i helvede, da det ikke lykkes. Dømmes som straf til at færdes evigt på verdenshavene. Kun komme i land hvert syvende år med håbet om en eller anden frelsende kvindesjæl, der kan løse ham fra forbandelsen.

SÅ hvor er vi henne, da tæppet er gået på Malmø Operaen? Et enormt murværk fra gulv til sufitter fylder scenen. Er det et billede på det  enorme, truende hav, der rejser sig? Er det Berlinmuren – som en finte til den premiereopførelse af ’Hollænderen’, der blev afvist i 1843? Er der Jerikos mure, der tordner frem som advarsel om det sug af griskhed hos skipper Daland, da han ser, hvad den mystiske hollænder har ombord af rigdomme? Wagner havde sine ideer om jødiske købmænd. Scenograf og iscenesætter kan have gjort sig den overvejelse. Men nej. Pludselig skilles det vældige murværk på midten for at åbne for et kik ind i et hyggeligt og net interiør, en stue hentet direkte ud af Carl Larssons berømte gård i Dalarne, røde stole, rød hest, komfur, petroleumslampe, ikonisk svensk romantik – det sker i det øjeblik, da ouverturen bryder med sin havbrølende uvejrsmusik, og temaet fra Sentas ballade i 2. akt klinger i træblæserne – balladen om den mystiske, vildfarne hollænder, der plager hendes jomfruelige fantasier. Ok. Ok. Fed kontrast. Midt i ouverturen altså Wagners signal om, hvad kernen i hans historie er: Den unge kvinde i det lille skipperhjem, grebet i en ubevidst drøm om at være hollænderens frelsende engel. Iscenesætter og scenograf mener nok, at hyggelig Dalar-romantik er mindst lige så godt som norsk fjeld- og fjord-tyngde. Måske en venlig værtsgave fra en hollandsk iscenesætter og østrigsk scenograf som tak for en svensk operainvitation? Eller en misforstået sammenblanding af nordiske miljøer?

VI undrer os, er interesseret i fortsættelsen, ser Hollænderen sætte sig på fortovscafé med Daland foran muren, der er lukket til igen. Han hører om Dalands datter Senta og byder på sekundet på ægteskab – af gode grunde, for han har kun et døgn i land til at tilvende sig den forløsende frelse. Men så er vi snart efter i 2. akten, i det lille Carl Larsson-hjem befolket med et mylder af kvinder, grebet af alskens husflid til Wagners summende spindesang – de snurrende spinderokker drukner i al tænkelig kvindelig geskæftighed, noget må der foregå omkring den troldgrebne Senta, da hun synger sin ballade og stirrer ud af vinduet mod de grønne, dalarske landskaber, hvor hun i sin fabel-fokuserede hjerne kun ser hav og fjord og flyvende hollænder. Det er åbenbart for spagt med de summende spinderokker – for resten et af de uforglemmelige iscenesætter-detaljer i Wieland Wagners 2. akt på Det Kgl. i midten af 60’erne.

CORNELIA BESKOW synger Senta med al den robuste styrke, som Wagner anbefaler i sine ’Bemærkninger til opførelse af Den flyvende hollænder’, som han skrev i 1852 – ikke ’en blød, naiv ingénue af den sædvanlige slags, men en nordisk kvinde, der ’smager af det salte hav’, en stærk kvinde, der stirrer monomant og ikke sygeligt på billedet af Hollænderen. Wagner vidste, hvordan han ville have sine sangere. Og Cornelia Beskow, som for bare 3-4 år siden fik en Reumert talentpris ved udgangen af sin studietid på Operaakademiet i København, rammer sin Senta med den overbevisende kraft, han ønskede sig.

OG når vi er ved sangerne: Hollænderen – østrigske Josef Wagner er dukket op fra mørket i prosceniets kongeside, i første omgang til chokeret overraskelse for Daland og hans søfolk, så til lige så stor overraskelse for publikum, da han vandrer syngende op mellem os og sætter sig blandt publikum – den slags er jo blevet så moderne. Men meget er tilgivet for hans sorte, stoiske skikkelse og grandiose basbaryton, da vi når frem til mødet med Senta og den dramatiske udvikling, da han kommer til at overvære hendes opgør med sin forlovede Erik og mærker sin egen vaklende tro på hendes usvigelige løfte om ’troskab til døden’. Vi tager det roligt med, at folkefesten i den lille by foregår mellem lysende svenske birketræer, den slags har der vist aldrig været mange af ved de vestnorske fjorde, men man ved jo aldrig.

SÅ meget at spekulere over med denne opførelse af operaen. Da Hollænderen til allersidst i skuffelse over det svigt, han har konstateret hos Senta, stormer ombord i sit skib for at forsvinde til syv nye, triste år med sin dødningebesætning af sømænd, står Senta tilbage som en sort silhuet. Hun springer ikke i havet med det sidste råb til ham: ”Her står jeg, trofast til døden!” Hun bliver på kajen. Åbenbart et signal fra iscenesætteren om, at kvindelig troskab til døden ikke er en tidssvarende filosofi. Noget mandschauvinistisk pjat, vi ikke gider høre mere om. Ikke noget med at springe i havet for at forløse den arme. Det dér ’ewig weibliche’, som Goethes Faust siger ’zieht und hinan’ og som digterne i 1800-tallet slog om sig med fra Goethe til Wagner. EVIG kvindelig troskab i 2019? I vandet med dig, Senta. Du er i 1843.

DET er svært at se Senta-skikkelsen som andet end kvinden, der ofrer sig for den alt opslugende kærlighed. Ofrer sig for manden, den mystiske, den dragende. Like it or not. I Wagners egen livshistorie: Den skabende, dominerende, egenrådige. Wagner, som omgav sig med kvinder, der dyrkede ham og hans geni. Svært at se skikkelser som Senta i ’Hollænderen’, Elsa i ’Lohengrin’, Elisabeth i ’Tannhäuser’ som mere end kvinder, der ofrer sig for sære maskuline enspændere og genier. Men vi prøver gerne – i denne turbulente, kønsforvirrende tid, hvor forsøgsvise, aktuelle og undertiden trættende omvurderinger af kønslig status smitter af på fortolkninger af klassikerne.

ISCENESÆTTEREN Lotte de Beer har vi før set rulle sig ud på Det kgl. Teater med heftig og håndfast kvindekarakteristik. Det var, da hun i 2015 opsatte Hans Werner Henzes ’Boulevard Solitude’ med Manon Lescaut skildret som en ondskabsfuld satan.

OMVURDERINGER af tid og sted for handlingen i ’Hollænderen’ er til gengæld mest komisk. Så vi nøjes med at konstatere, at musikalsk er så meget i god orden under dirigenten Steven Sloane. Solister og kor. Uanset, hvad der findes på med dem. Next stop ved Furesøen måske?

gregersDH.dk