'Den flyvende hollænder' Kgl. Operaen 18.2.2014 Anm.

Sophie Amalie Holm Hoffmann, Ann Petersen og Johan Reuter i efterårets opførelser af ‘Den flyvende hollænder’ på Operaen (tegning: Claus Seidel)
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*

STRANDING

 

Det Kgl. ’Den flyvende hollænder’ med forkølet gæst i titelrollen, Ann Petersen som en formidabel Senta og diverse diskutable iscenesætter-ideer. 
’Den flyvende hollænder’ går endnu tre gange på Operaen, 21., 25. og 28.2.

***

 

HVALER strander ved Vestkysten. Flyvende Hollændere strander mellem norske klipper. En sanger ved navn Juha Uusitalu strander i København og bliver forkølet.
Det meddeler en venlig kgl. dame, før tæppet går for netop ’Den Flyvende Hollænder’, og det er jo skidt. For hr. Uusitalu skal synge Hollænderen denne aften. Når vi får den art meddelelser, tager vi det som regel roligt. Forkølet sangerpanik før en forestilling er standard i operaverdenen. Men jo, det knirkede skam lidt for vores hollænder, og det knirkede mere og mere, som vi nærmede os den fatale finale, hvor hans drøm om at blive forløst til fred på jord, ingen hoste og befrielse fra evighedsvandringen gennem verdenshavene på sin skude skal virkeliggøres.
 

INGEN HANDY OPGAVE

Hvad betyder den gradvise nedtrapning af stemmekraften hos en hovedrolleindehaver for vores oplevelse?
En vis distraktion. Vi følger spændt og med stor medfølelse en bassangers umage for at holde kursen. Stemmemæssigt. Men også i figurens gebærder og fysiske udtryk.
Juha Uusitalu har en stovt, mørk, dyster, maskulin udstråling, en imposant skipper fra de uendelige oceaner, men noget stiv og lidt fortabt så han efterhånden ud over for den frodige pragtkvinde Senta i Ann Petersens udgave.
De sidste scener måtte hun mere eller mindre klare alene. Ikke nogen handy opgave, da iscenesætteren Jonathan Kent har omskabt den norske sømandsfest, som hendes far Daland har arrangeret, til rent bakkanal, der ender i striber af voldtægtsforsøg mod den arme Senta. 
Og hendes egen konklusion på den mislykkede affære med Hollænderen: Selvmord. Til himmelsk forløsning både af hende og Hollænderen.
Men hvordan? Hun griber en flaske, knuser den og stikker skåret i maven. Det er ikke en måde for en wagners heltinde.
Den slags kan man lade Puccini om. Senta skal springe i havet. Det er havet, der er omdrejningspunktet for ’Den flyvende Hollænder’. Dødens gab. Den evige hviles hjemsted.
 

DEN LILLE SENTA

Vi gik til denne ’Hollænder’ i den tro, at det omsider var John Lundgreen, der sang Hollænderen. Men han er åbenbart syg af mere end lidt forkølelse.
Så det blev mere genoplevelsen af Ann Petersens mageløse sopran, en Senta af besjælet kvindelig naivitet – rollen tilført den interessante pointe, at Senta har drømt om den mystiske Hollænder helt fra barn, og det får vi håndfast og egentlig ganske kønt illustreret ved, at en lille ballet-Senta er nærværende i hele 1. akten med sine drømme, placeret i sin seng midt i de omtumlede skibsankomster som et næsten filmiske isoleret indslag.
Ikke så tosset.
Til gengæld kan man få det lidt svært med 2. akten, der er omdannet til et produktionsmiljø, vrimlende af piger og damer, der massebygger små modelskibe – musikken spiller den herlige spindemusik, som normalt ledsager de norske jenters og madammer drej på spindevæven. Det hænger ilde sammen.
 

 

DEN GAMLE GARTNER

Der er andre håndfaste tag på denne opdatering af ’Hollænderen’, på godt og ondt. Mest relevant og virkningsfuldt i de kolossale videoprojektioner af brusende hav i de første scener. Åbenbart en ekstra animation for Michael Boder til at piske forspillet til stormfulde højder.
Forestillingen er besat med udmærkede folk i de mindre roller: Gert Henning –Jensen i fuldt firspring som styrmanden, Johnny van Hal som en tung og tungsindig Erik, og Gregory Frank, der som Sentas far Daland ikke fordunklede vores minde om Mogens Wedel, der kunne synge ’Den gamle Gartner’, så alle billederne af ham som Daland i Wieland Wagners opsætning på Det Kgl. myldrede frem.

gregersDH.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *