Protestant-afbrænding foran krucifikset (Foto: Robin Skjoldborg)

(Se Claus Seidels tegning nedenfor)

BELLEVUE GÅR BERSÆRK

De er ikke kede af det på Bellevue Teatret. Nu har de igen forspist sig på en stor Ken Follett-roman

Manuskript: Thomas Høg, Sune Svanekier og Lasse Aagaard (også komponist) på basis af Ken Folletts roman ’Column of Fire’. Instruktion: Mads M. Nielsen. Scenografi: Benjamin La Cour. Kostumer: Astrid Lynge Ottosen og Karin Ørum. Medvirkende: Silke Biranell, Xenia Lach-Nielsen, Pernille Petersson, Monica Isa Andersen, Marie Mondrup, Camille-Cathrine Rommedahl, C, Victoria Elvirose Rishøj, Christian Collenburg, Karsten Jansfort, Anders Gjesing, Kasper Dalsgaard, Søren Bech-Madsen og Daniel Hansen. Musikere: Olof Ander, Ditte Fromseier og Dan Selchau.

’Den evige ild’ spiller på Bellevue Teatret indtil maj. Varighed 2½ time inkl pause ifgl. programmet.

**

DET er ikke rigtig til at stå for: Bellevue Teater nye ledelse under Pia Jette Hansen har kastet sin flammende kærlighed på den engelske succesforfatter Ken Follett og hans nyeste historiske roman ’Column of Fire’, gjort den til en musical, kaldt den ’Den evige ild’ og slået et brød op, der er hævet til en størrelse nok til at brødforsyne den samlede danske teaterstand. Masser af roller. Masser af medvirkende, nogle af dem med op til tre-fire forskellige roller at tage sig af. Masser af kostumer, nok til at kostumere spillerne i Molières samlede skuespil. En scenografi af et vælde, som skulle der konkurreres med Fredericia Teaters ’Klokkeren fra Notre Dame’ og andet i den skulderbredde.

IKKE rigtig til at stå for. Det gør vi så alligevel. Forestillingen er som en bordbombe, der eksploderer og eksploderer, fusende som salver af for meget. ’Den evige ild’ er sat til at vare to timer plus pause. Maria Stuarts afhuggede hoved ruller hen over scenen som dramatisk konklusion kort før den samlede forestillings sidste åndedrag – ca. tre timer og et kvarter er der gået siden start. Den berømte forfatter var på scenen til fremkaldelserne omgivet af snesevis af medvirkende. Han havde overværet en begivenhed: Den første musicaludgave af hans ’Column of Fire’. Skabt i muskuløs glæde over Østre Gasværk Teatrets succes for to sæsoner siden med musicaliseringen af ’Jordens søjler’, Folletts første værk i en historisk trilogi. En opførelse, der blev en advarsel om, at formatet dengang var ved at sprænge alle rammer. Men altså også nu en animering til at gribe fat i den nye Follett-bestseller og gentage succesen på den kun kvart så store Bellevue Teater-scene.

Xenia Lach-Nielsen, Silke Biranell, Christian Callenburg, Jesper Dalsgaard og Karsten Jensfort i ‘Den evige ild’ (tegn. Claus Seidel)

DENNE gang har der igen manglet en skarp dramaturg til at bringe stoffet på et fornuftigt omfang.

HISTORIEN handler om den brandfarlige situation i England, da katolicisme og protestantisme skilte den engelske befolkning. Og om den personlige magtkamp mellem den katolske dronning Maria Stuart af Skotland og dronning Elisabeth af England, som af alle mulige storpolitiske grunde støttede protestanterne. Den historie skildrer Follett på alle ledder og kanter i sin sværvægter af en roman, der er som en europæisk encyklopædi om religiøse opbrud, om brydninger mellem magtdynastier og kongelige slægter, om økonomiske og militære alliancer.

MEGET af handlingen foregår i Frankrig, meget af den i England og Skotland, vi hører om spanske og hollandske kraftcentre, vi er på søen med den spanske armadas undergang i den engelske kanal, vi er til Bartholomæusnatten i Paris, hvor de protestantiske huguenotter blev myrdet i tusindvis på nogle få timer, vi er til ’the gunpowder treason’, da katolikker prøvede at sprænge London-parlamentet i luften – det var i 1605 – det hele foregår faktisk i Shakespeares levetid, men det er en anden sag – Ken Follett skaber sine egne personer ind og ud af dramaet omkring Maria og Elisabeth, spioner, adelsmænd og præster, der bliver levende for os i den vældige roman – men som i musicalen klemmes ind til et galleri af mere eller mindre væsentlige personer, som vi prøver at holde fast i som interessante, de to dronninger, spionerne og deres skæbner, deres forelskelser, deres tragedier, deres kvinder, deres fødte og ufødte børn o.s.v., et ragnarok af beslutninger, kovendinger i politisk og religiøs observans, alt efter magtens vindretninger. Konstant påfyldt henvisninger til nære og fjerne begivenheder og personer i og uden for omegnen af grundhandlingen: De to dronningers skæbner.

DET er her i det store broderi af skæbner og hændelser, at man uvægerlig må sige, at det er ok, at de tre dramatikere Thomas Høg, Sune Svanekier og Lasse Aagaard har forsøgt at nyskabe romanen som musical. Med nogle gode sang ind imellem, især til kvinderne i ensemblet. Musikken emballeret af optaget orkesterlyd kombineret med tre tilstedeværende live-musikere på violin, viola og blokfløjte. Og skuespillerne i mange, men korte, effektfulde dramatiske optrin.

OG det er ok, at teatret begejstret læner sig til Folletts litterære succes-historie. Men det er ligegodt svært at lade være med at tænke på de enkle, skarptskårne dramatiseringer af emnet, vi har oplevet, f.eks. Schillers ’Maria Stuart’, i den Reumert-nominerede opsætning på Aalborg Teater i 2008 og – igen Schillers – på Betty Nansen Teatret året efter. To temmelig forskellige opsætninger, men begge sublimt koncentreret om enkelhed og plads til hårrejsende spænding omkring hovedpersonernes motiver og overvejelser.

OPFYLDELSEN af krav om at lade en scenisk udgave af Folletts roman få al verdens detaljer med, er på Bellevue Teatret blev en tvangstrøje, der må have været en belastning for scenografen Benjamin La Cour, når man ser det hurlumhej af stilladser på drejeskive, trapper og gallerier, der er bygget op, og som gang på gang bringer de medvirkende i absurde situationer – at se Xenia Lach-Nielsen som dronning Elisabeth gøre sin entre ned ad en jerntrappe, som om hun befandt sig i New York-slum og var medvirkende i West Side Story. Men hvor skulle hun ellers være kommet ind? Ad den gyde, der ligner indgangen til Magstræde-hjørnet ved Knabrostræde? Også instruktøren Mads M. Nielsen må have haft sine overvejelser.

SOM det er nu, dør en del gode enkeltpræstationer i virvaret af handlingsforløb og unødvendige replikker. Som det også skete i ’Jordens søjler’. Bellevue har igen forspist sig på et stort roman-manuskript og fået bersærkergang.

gregersDH.dk