Robert Hansen, Mia Lyhne, Hawa Jalloh og Nicolaj Kopernicus i ‘Den eneste ene’  

*

*

*

HVIDOVRE PÅ SIGTEKORNET

* 

*

’Den eneste ene’ har godt af at komme på en mindre scene end Forum uanset musikkens melodi grand prix-format. Nærheden gør figurerne mere grinagtige.

****

 
SÅ er vi lidt nede i format. Men det gør ikke noget. ’Den eneste ene’ i Forum for syv år siden var et cirkusshow ud over alle bredder. Det passede fint nok til musikken, der sandelig ikke er til dagligstue-intimiteter – i hver fald kan den på den måde spændes ud i melodi grand prix-format, hvis det er det, man vil.
Det havde i Forum svært til at passe med handlingen, der er et hyggeligt højhus-drama med, skal vi sige: Hvidovre på sigtekornet (ikke fordi jeg har noget specielt udestående med Hvidovre). 
Derfor fungerer historien på en måde bedre i Tivolis Glassalen, hvor vi er tæt på snik-snakken og hverdagslivet hos de to par, der er kernestoffet i den spinkle historie.
Historien om Niller, der er gift med Lizzie og gerne vil have et barn, men slås med sædkvaliteten. Og den om Sonny, italiener-starutten, spillet af Jimmy Colding, der er gift med Sus og ikke har problem med sædkvaliteten. Med hvad deraf følger.

UBESVÆRET

Kenneth Kreutzmann har sammen med scenografen Rikke Juellund haft den lykkelige løsning på den lille scene i Glassalen at bygge op i terrasser med flere ud- og indgange, så situationerne kan rykke helt ubesværet fra den ene til den anden lejlighed. Fra køkkensnedker Niller til Sus, som vi vist aldrig rigtig får at vide, hvad er, andet end gravid, og som hurtigt får den besværlige Sonnyboy lempet ud.
Oppe bagved sidder orkestret, så det uden besvær kan tampe rytmen ind i de medvirkende.
Kun én medvirkende har overlevet fra opførelsen i Forum. Det er Xenia Lach Nielsen, som-  jeg vil ikke sige, er den eneste, der kan synge –  men i hvert fald har den specielle vokale power, som vi også oplevede tidligere i sæsonen, da hun frejdigt kastede sig ud i titelrollen i Monteverdis renæssanceopera ’Poppeas kroning’ i Københavns Musikteater.

AFVEKSLING

Vi får et par prøver på hendes sopran, men så er Lizzie jo prædestineret til at dø ved en trafikulykke, da hun skal spurte efter mælk til adoptivbarnet, den meget nuttede Mgala, og så må hun skrinlægges ved en begravelse, hvor komponisten Jesper Winge Leisner giver sig selv chancen for at udfolde en gospelagtig musik, der skaber lidt afveksling fra den strøm af grand-prix loyale melodunter, der ellers kendetegner det meste af ’Den eneste ene’.
Når man lige har set Bent Fabrics ’Jukebox’ i Fredericia Teater kan man godt savne flere ture fra Leisner og Thomas Helmig (som også har været involveret i ’Den eneste ene’) væk fra mainstream-motorvejen.
Det er heller ikke alle på banen, der er lige skråsikre i det sanglige – det var det heller ikke i Forum. Ud over Xenia Lach Nielsen er der folk som Henrik Launbjerg, Rikke Hvidbjerg og Line Krogholm, der holder tonen. Hvad der ikke er uvæsentligt, når det nu er en musical.

ROD I MIT HOVEDE

Men ok – så har vi fornøjelsen af sanger-skuespillere, der på den anden side kan levere nogle karakterer, der i al deres enkelhed rammer, så vi føler os trygge og endda ind imellem kommer frem i sædet. Nicolaj Kopernikus og Robert Hansen er de gladeste drenge, man kan se på en scene, og Mia Lyhne kan på hospitalet med sit Sus-abortprojekt sige så betuttet, at vi bliver helt rørt over, hvor præcis hun kan ramme sin figur: ”Der er så meget rod i mit hoved…!”
Christiane Schaumburg-Müller kan som veninden Stelle skabe en københavnertøs, der er som pløjet ud af tv-serien ’Familien på Bryggen’. Og Linda P er hjertegribende klumpedumpet i rollen som den giftesyge Mulle.
Figurerne fra filmen er skåret til tegneserie-stereotyper i musicalen, musikken hjælper dem til forenklingen, og lykken over de konstant publikumsappellerende og vel tilrettelagte klapperytmer skaber det medrivende brus af lyksalighed i salen, som er genrens sine qua non.
Vi gætter på fulde huse i Glassalen.

GregersDH.dk