Erling Eliasson (liggende), Jens Gotthelf og Kitt Maiken Mortensen i ‘Den bedste af alle verdener’ på Riddersalen (Tegning: Claus Seidel)
BOBLERNE I BLODET
Riddersalen på nyt spor med uropførelse af digteren Ursula Andkjær Olsens ’Den bedste af alle verdener’. Et eksperiment, der kun delvis lykkes.
Spiller indtil den 29. marts 2014
***
LYKKEN er et eksperiment, der lykkes.
Lykken er også et eksperiment, der ikke lykkes – sådan et som ’Den bedste af alle verdener’. Skrevet af en gammel rotte i skrivefaget, digteren Ursula Andkjær Olsen.
Dramatisk en debut. Men ikke helt: For et par måneder siden uropførtes operaen ’Alverden god nat’ på Takkelloftet. Den handlede om Jens Munk-ekspeditionen, og den var skrevet af samme Ursula og komponisten Peter Bruun. En smuk fortælling.
Nu er vi på en anden bane. Det nye stykke lykkes altså ikke – ikke rigtigt i hvert fald. Det er en læse- eller lyttetekst, der har mas for at blive visualiseret. Vi bombarderes af de tre skuespillere med ord, der er som en flyvende jagt på billeder, springende associationer, drømme-brikker, der ind imellem sætter sig sammen til forløb, af og til bliver stående i luften som bobler, der så pludselig bliver punkteret af krasse dementier, rent bogstaveligt: Fuck you, hold op med det vrøvl! Blomstrende syrener, dufte af den have, som Voltaire sagde, man bare skulle dyrke i stedet for at jage verden rundt efter lykken i ’den bedste af alle verdener’.
PÅ SPRING
En lyttetekst. Fuld af sproglige finter. Digteren på spring ind i et spejl for at se sig selv efter i sømmene, på vej ind og ud af boblerne i sit eget blodomløb, på sporet af ensomhed det ene øjeblik, fællesskab det næste, så opgør, så fred.
Vi følger med, følger instruktøren Charlotte Munksøs energiske leg med scenografen Jonas Fly Filberts abstrakte kasse-interiør – et formidabelt forsøg på at bringe teksten og skuespillernes flyvske replikker til at leve som grafiske illustrationer af flygtighed og luftige visioner og prosaiske kraftspring. Undertiden underholdende i kraft af de tre skuespillere, Kitt Maiken Mortensen, Jens Gotthelf og Erling Eliassons både muntre og engagerede verbalisering af ordene. Mere end egentlig opklarende.
TEATRETS VIRKELIGHED
Når vi kalder forestillingen et eksperiment, der ikke lykkes, men alligevel på en måde er lykken, skal vi selvfølgelig se det i sammenhæng med de forsøg, der i øjeblikket kendetegner sider af dagens dramatik.
I Århus ser vi Peter Asmussens kynisk-smertefulde ’Hjertet skælver’ formuleret som løsrevne replikker mellem skuespillere i ravende scenisk mørke. I Aalborg ser vi Elfriede Jelineks ’Vinterrejse’, et selvopgør i syndflod af ord overladt til instruktørens fabulerende fantasi. Og nu Ursula Andkjær Olsens jagt på tilværelsens indhold med sin digtende fabulering.
Alt sammen indgange til en teatermæssig virkelighed, der stiller store krav til publikums indforståethed og åbne øren. Svært nok. I Riddersalens tilfælde lykkes det kun delvis. Men stærkt at se teatret kaste sig ud i forsøget.
